Nyhed

Ultravox-sanger til Danmark

Midge Ure, kendt for 80'er-storhits som Vienna og If I Was, giver koncerter i Danmark i oktober

Den 1. oktober giver den skotske sanger og sangskriver Midge Ure akustisk solokoncert i Kulturmaskinen i Odense, arrangeret af Klub Golem, og den 4. oktober kan han opleves på Viften i Rødovre. Ure er nok mest kendt for sin tid som sanger i det britiske synthpopband Ultravox, der i første omgang eksisterede fra 1973-1987 og siden er blevet opløst og gendannet to gange, senest i 2008. Gruppen er mest kendt for sangen "Vienna" fra 1980, der nåede en andenplads på den britiske hitliste, og "Dancing With Tears in My Eyes" fra 1983, der blev nummer to på den engelske hitliste.

Midge Ure var også fra 1978-1980 medlem af en anden synthpopgruppe, Visage, der storhittede i 1980 med "Fade to Grey". Han har også været med til at skrive og producere Band Aids millionsælgende støttesingle "Do They Know It's Christmas" fra 1984, og året efter havde han et nummer 1-hit på den britiske singlehitliste med "If I Was". Han har også været medarrangør af de stort anlagte velgørenhedskoncerter Band Aid, Live Aid og Live 8 sammen med blandt andre Bob Geldof. I 1985 udgav han sit første soloalbum, og han har til dato udsendt 11 soloalbum, senest "Fragile" fra tidligere i år.

GAFFA har stillet nogle spørgsmål til Midge Ure om koncerten i Odense.


Hvad kan vi forvente os af koncerten i Odense; spiller du kun solomateriale eller også sange fra Ultravox/Visage-bagkataloget?

Midge Ure: – Mine solokoncerter byder på, hvad jeg føler for at spille på aftenen. Der er ikke som sådan en egentlig sætliste, snarere en række sange, som jeg vælger ud fra. Glæden ved disse koncerter er for mig at jeg kan spille det, jeg har lyst til at høre. Så man kan forvente en blanding af både gamle og nye sange og sågar nogle numre, der inspirerede mig som ung.

Du har optrådt i Danmark nogle gange gennem årene. Har du nogle specielle koncertminder fra Danmark?

– Danmark er altid et godt sted at optræde, for folk er så venlige. Og så deler vi humor, hvilket altid hjælper på stemningen under en koncert.

Du har just udsendt nyt soloalbum, "Fragile", dit første i seks år. Hvorfor udgive et soloalbum og ikke et Ultravox-album? I har jo været på turné for nylig og også udgivet album.

– Du svarer faktisk selv på spørgsmålet. Vi har jo netop udgivet et Ultravox-album for ikke så længe siden, og jeg havde nogle egne numre, som jeg godt ville indspille. Det smukke ved Ultravox-projektet er, at vi kan tage fat i det, når der dukker noget spændende op, men det behøver ikke stå i vejen for andre projekter.

Hvad har været den primære inspiration bag musikken og teksterne på dit nye album, "Fragile"?

– "Fragile" er på en måde, hvad titlen antyder. Det er et stykke tid siden, jeg sidst udgav et album med egne numre, og det kan være en ret svær proces rent følelsesmæssigt. Det er som at krænge huden af. Men det var en musikalsk rejse, som jeg måtte begive mig ud på alene, og på en måde har det været meget befriende, at stå bag det hele.

Er der planer om nyt Ultravox-album og turné i fremtiden?

– Døren står altid åben. Får vi et interessant tilbud, så taler vi da om det og beslutter os for, om det er noget vi har lyst til.

Savner ikke hitlisterne


Det er ved at være nogle år siden, du sidst toppede hitlisterne, solo eller med Ultravox, og i dag har du nok mere et kultpublikum. Savner du det at være en del af mainstream-musikscenen?

– Ikke en meter! Kun ganske få mennesker får lov til at arbejde hele deres liv med det, de elsker, og jeg er en af de heldige få. Hver gang telefonen ringer, er det potentielt en spændende ny mulighed for at lave noget sjovt. Her for nylig tilbragte jeg to uger på Queen Mary II, på sejltur i det arktiske område, hvor jeg skulle tale om min karriere. Så fløj jeg til England for at give to koncerter, derfra til Amerika og Retro Futura-turnéen med Howard Jones og Tom Bailey fra Thompson Twins. Så jeg synes ikke, jeg savner noget.
 
Musikindustrien har ændret sig en del, siden dengang du begyndte i halvfjerdserne. Pladesalget er for eksempel faldet drastisk i de senere år, og mange folk streamer musik i stedet for at købe den. Hvad mener du om denne udvikling?

– Der er en vis ironi i det faktum, at folk er villige til at betale mere for en kop kaffe end for et stykke musik, som nogen har skabt. Jeg tror ikke, musik betyder lige så meget for folk i dag som dengang, vi voksede op, og det er synd og skam. Musik er en slags fælles bevidsthed, som er meget vigtig for et samfund, og uden aktiv investering er chancerne for nye og unge musikere alvorligt begrænsede. Men der er håb. Se på Kate Bush-koncerterne i disse tider. Jeg tror ikke, at nogen i musikindustrien troede på, at de ville blive udsolgt med den hast, de rent faktisk blev det! (77.000 billetter til i alt 22 koncerter – Kate Bushs første i 35 år – blev solgt på et kvarter, red.)

Hvilke musikere lytter du til for tiden og hvorfor?


– Mange forskellige ting, fra Sigur Rós over Radiohead til K. D. Lang. Hvorfor? Ja, hvorfor ikke?

Du har arbejdet sammen med mange bemærkelsesværdige musikere gennem din karriere, såsom Thin Lizzy, Bob Geldof og Kate Bush. Hvis du kunne vælge mellem alle musikere i verden, hvem ville du så gerne samarbejde med, og hvorfor?
 
– Den var svær! De bedste samarbejder er ofte de uventede. For nylig lavede jeg et nummer sammen med Moby, til "Fragile", hvilket var fedt. I dag behøver man jo ikke være samme sted fysisk for at kunne indspille sammen, så på en måde er det blevet meget lettere, men det kan også være mindre personligt. Jeg har også lige indspillet sammen med Steven Emmer og Schiller, og jeg er ganske godt tilfreds i begge tilfælde.

Nu vi taler Kate Bush, har du været til hendes comeback-koncerter, eller har du planer om det? Hvis du har, hvad syntes du så om showet? Er I stadig i kontakt med hinanden, og i så fald, er der noget spændende at berette?

– Nej, endnu ikke. Jeg har været på turné i Amerika, så jeg har ikke været hjemme endnu, men jeg har planer om at se showet senere denne måned. Ja, jeg er stadig i kontakt med Kate, men hun er et meget privat menneske.
 
Hør tre sange med Midge Ure:
 
"Vienna" fra 1980:

"If I Was" fra 1985:


"Are We Connected?" fra 2014:

ANNONCE