Få hele historien fra Aarhus i 50’erne til dugfrisk album i dag fra sangeren, musikeren, komponisten, arrangøren og fænomenet Anne Linnet
I anledning af Anne Linnets nye album, "Alle Mine Drømme Til Dig", der udkommer 27. april, bringer vi dette store portrætinterview med hende. Læs del 1 her.
Marquis de Sade – en kontroversiel kvindesag
– Nå, men det kører rigtig, rigtig godt med Anne Linnet Band, men der var andet, der pressede sig på. Jeg tog en lille rejse på tre uger alene til New York og Berlin, hvor jeg forberedte mig på musicalen Berlin 84, som jeg havde fået stillet som opgave. Der skete det, at lyden i mit hoved ændrede sig markant. Jeg var træt at den fine trestemmige klang, og var træt af, at vi altid var så mange i studiet. Det var blevet så demokratisk, at det var i vejen for sig selv. Jeg spurgte Kent, trommeslager fra Anne Linnet Band, om han vil være med i noget nyt.
– Jeg ville selv spille keyboard og have bas og guitar med – og intet andet. Det blev Moussa (Diallo, red.) og Kent Møller fra Aarhus. Jeg sagde til dem, "jeg har noget musik her, som jeg ved, hvordan skal lyde, hvor jeg selv vil producere og være i front", og det var de med på. I New York havde jeg købt et Jupiter 8-keyboard, og det elskede jeg på stedet, og det er stadig et instrument, der forfølger mig. Bliver du god til det, kan du lave så mange lyde. Jeg gemmer dem aldrig, men laver dem på stedet.
– Personligt var jeg så opfyldt af sorg og var parat til at gå planken ud. Jeg syntes ikke, at jeg kunne mærke mig selv, og det skal jeg. Jeg kunne stå på scenen med Anne Linnet Band, og det lød lige så flot som for et halvt år siden, jeg havde det bare skidt indeni. Jeg vil gerne være ærlig med det, jeg laver, men jeg kunne ikke stå der, hvor det hele var farver, fest og sjov. Jeg var et andet sted.
– Jeg synes, det er godt beskrevet i Testamentet (selvbiografi fra 2012, red.), hvor der i pressen er blevet meget fokuseret på det seksuelle. Men den skildrer min tid mellem 20-30, og hvad der er det største i den periode. Spørg du hvem som helst i den aldersgruppe i dag, hvad de egentlig tænker på, vil 98 procent af dem sige piger eller mænd. Du kan ikke beskrive den periode i dit liv, uden at det er med. Men i virkeligheden hænger både den tid og bogen sammen med sorgbearbejdelse og det følelsesliv, man gennemgår.
– Det var et markant skridt, jeg syntes, det var en nødvendighed, og det var med oprejst pande. Ekstra Bladet havde smækket tekster op inden udgivelsen, så kvindebevægelsen, der havde elsket mig for Smuk & Dejlig, kom nu og sagde, at jeg gik ind for hustruvold. Det betød, at de blokerede indgangene til spillestederne på vores første turné med Marquis de Sade, så publikum kunne ikke komme ind. Det endte med, at vi skyldte bookingbureauet en hulens masse penge, publikum kunne ikke komme ind. Booking-bureauet sagde "læg nu det band ned", men jeg troede på det, og bandet troede på det. Jeg er ikke bange for modstand, enten knækker man, eller så bliver man stærkere.
– Jeg tror også, at det gik op for mange, at Marquis de Sade også handlede om kvindesagen. Om at sprænge sine lænker. Seksuelt, men også bare kvinder, der gør sig fri af mandlig dominans. Og kigger man på verden i dag, er der stadig god grund til, at kvinder rejser sig og gør sig fri af mandlige tyraner. Sorgbearbejdelsen i Marquis de Sade var sådan lidt: hvis du niver dig i armen, så det gør ondt, så mærker du ikke så meget, at det også gør ondt et andet sted. Det er ofte, at anden smerte kan trigge en form for stilstand i forhold til den oprindelige sorg.
Jeg er jo lige her – Barndommens Gade
– Jeg følte mig sort indeni, og jeg vidste, at jeg var nødt til at dykke ind i det, men også, at jeg på et tidspunkt måtte vælge hvid igen, ellers vælger man jo at kradse af. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at den anden plade med Marquis de Sade hed Hvid magi. Efter den proces følte jeg mig renset og tog min gamle kærlighed til Tove Ditlevsen op igen og lavede Barndommens Gade og helt rent og åbent Jeg Er Jo Lige Her. Sidstnævnte emmer af noget uskyld, så det hænger følelsesmæssigt sammen det hele. Har du været helt sort følelsesmæssigt og kommer om på den anden side, så finder du en ro i dig, der gør, at du ved, at du kan klare den. Og hvis man ved det med sig selv, er man bundfældet, også hvad børn og familie angår. Det er forskelligt, hvordan man kommer igennem følelsesmæssige kriser. Nogle søger professionel hjælp udefra, men for mig var det mere tætte venner, der hjalp.
– Så blev jeg gravid med Alexander, hvilket jeg var under hele indspilningen af Jeg Er Jo Lige Her. Det var en vidunderlig ting. Men sjovt nok havde jeg haft Forårsdag liggende i skrivebordsskuffen i 18 år, jeg skriver noget hele tiden. Der var ingen andre, der kendte den. Men den passede hverken ind i Anne Linnet Band eller Marquis de Sade, men jeg havde i hovedet, at jeg elskede den sang, jeg skulle bare finde det rette sted til den. Den kom så med her. Men når en kvinde er gravid og glæder sig til et nyt liv, så er det fantastisk, og det er det samme for en mand. Med Barndommes Gade tog jeg også tråden op med min faglige baggrund og lavede en masse strygerarrangementer til filmen. Det var Astrid Henning-Jensen, der lavede filmen, en stærk dame, for søren.
Det kolde årti
– Jeg syntes, jeg kunne mærke varmen op igennem 80'erne, men 90'erne er for mig det kolde årti. Computerne begynder at tage lidt for meget over, varmen i det live-spillede går fløjten. Jeg bor i Rom til '94 til '95 og flytter hjem, da Alexander begynder at tale mere italiensk end dansk. I samme periode overtager jeg Montmartre (legendarisk jazzhus i Nørregade København, red.). Kaj, der ejede Montmartre i sin tid ville ikke have, at Shit & Chanel skulle spille, det var et jazzsted. Men han endte med at sige ja, og der var kø ned til strøget, og det var noget, han kunne forstå. Han begyndte at kalde mig fars pige og stillede lejligheden oven over til rådighed, som jeg kunne bruge, når jeg var i København. Så "Monten" blev lidt mit andet hjem, hvor jeg tit fik en godnatøl med de musikere, der havde spillet.
– Så da det var til salg, var der mange der foreslog, at jeg gik ind i sagen. Jeg overtog det, men overså lidt, at der modsat Jazzhouse ikke var nogen form for offentligt tilskud, hvis en koncert gav underskud. Men jeg syntes, der er god mening i, at tjener du penge på musik, så geninvesterer du dem i musik. Jeg overtager Montmartre i '94, er stadig i Rom, men bliver kontaktet om at lave musicalen om Thorvaldsen i forbindelse med København som kulturby i 1996. De tre år i Rom var rigtig gode på mange måder, det var fedt at prøve at plante sig om i et andet samfund og leve på deres måde, hvor Xander gik i skole. Eva Marie var flyttet hjemmefra, Marcus gik i 2.g og ville prøve at bo i Danmark med sin far, hvilket han ikke havde gjort, siden han var otte, for at gøre gymnasiet færdigt. Jeg havde mine keyboards med dernede, var kreativ og nød at være en anonym skikkelse i gadebilledet efter at have været i det offentlige rum, fra jeg var helt ung.
Ingen arvtagere
I Danmark var der en masse avisskriverier om, at nu var det nok med alt det der Anne, Hanne, Sanne, Lis, og at det nu var tid til andre, nye og yngre ansigter. Jeg var væk i nogle år og kom tilbage og ventede med spænding på så at se de nye ansigter. Men de var der ikke. Det eneste, der var sket, som jeg så det, var Dizzy Mizz Lizzy, stort set. Jeg syntes ikke. at der var sket nogen fornyelse på pige-siden, eller tekstmæssigt i det hele taget, og det havde jeg egentlig forventet. Jeg syntes, det var køligt. Jeg syntes ikke, der var sket en skid, i hvert fald ikke noget, som jeg kunne relatere til. Selv lavede jeg Bitch Boys, et rockalbum på engelsk, med engelsk producer og de gamle venner Berit Fridahl og Jette Schandorf. Der var gang i den, det var pisse sjovt, men det blev aldrig det helt store.
– Jeg tror egentlig godt, at vi kunne have lavet nogle stærke ting sammen, hvis vi var blevet ved nogle år. Det var folk, der spillede godt,, men den psykiske energi skal også være fantastisk, hvis man virkelig skal rykke noget. Vi havde det rigtig godt sammen, men den kemi, der var i Shit & Chanel var en helt anden. Det var nærmest som om, at vi var søstre, her var det anderledes. Vi var forskellige steder i vores liv, men jeg tror godt, at vi kunne have gjort noget. Jeg syntes, at 90'erne var et kedeligt årti, og jeg syntes ikke, der skete så meget herhjemme.
Adoption
– Det var også i den tid, hvor jeg fik en lille dreng i pleje fra Rumænien. Og i 1997-98 startede jeg en adoptionssag om to rumænske børn, der er biologiske søskende, hvilket tog tre år. Pigen er i dag 25 og i praktik som sygeplejerske på Filippinerne, og han er ved at uddanne sig til koreograf og danser og går på univeristetet i Leeds, og det går ham rigtig godt. Men adoptionen tog rigtig meget tid. Vi vil jo alle sammen gerne gøre noget for nogen, for verden, for andre, hvis vi kan. I første omgang skulle jeg bare have en lille dreng på ferie i 14 dage. Det fik jeg, det var kort efter Ceausescu, børnehjemmene i Rumænien var ikke for gode.
– Efter de to uger tænkte jeg, det kan ikke passe, at han skal tilbage til det, men jeg skulle aflevere ham. Så der var nogle år, hvor vi så og skiltes i lufthavne, det var bestemt ikke sjovt. Det, der sker er, at når man indgår i en adoptionssag, skriver man også under på, at man bliver i hjemmet i en længere periode, for ro og stabilitet. Så jeg vidste også, at der kom en periode, hvor jeg ikke skulle ud og spille, men være hjemme. Jeg skiftede meget fokus i den periode. Jeg vidste, det ville blive et afbræk, men det var fint for mig, så kunne jeg skrive. Jeg begyndte at skrive koraler.
Hold fast i træet
– 00'erne var sådan set ok, jeg synes, at noget af køligheden forsvinder. Også musikalsk skete der nogle spændende ting. Pludselig kom der en som Natasja, og mange yngre artister begyndte at tage mine sange op. Der skete noget på pop-fronten. Nik og Jay, Medina og Burhan G begynder at træde deres barnesko, poptingen voksede, og i slutningen af årtiet begyndte mange af græsrodstingene at blomstre. Der synes jeg helt sikkert, at der begynder at ske noget. I 00'erne kommer jeg på banen igen med det albumm, der hedder Her Hos Mig. Det album holder jeg rigtigt meget af. Her kommer jeg på banen igen efter mange år med børn og koraler. Jeg malede også rigtig meget i den periode. Jeg elsker stadig sange som De Røde Dansesko og flere andre. Et mere stille album.
– Hun Fletter Sit Hår har jeg skrevet til Ritt Bjerregård. Jeg havde været ude at arbejde hele dagen i hendes æbleplantage, og da jeg kom hjem om aftenen, tænkte jeg "hvad er det egentlig, træer kan?" Det er helt centralt i slægtsforskning, og når moderkagen skvatter ud, efter et barn er født, så ligner den et træ. Jeg tænkte på, at Ritt igennem hele sit liv har haft op- og nedture, som vi alle sammen har, og på hvordan et menneske holde til så ekstreme opture og nedture. Det er måske bare vigtigt, at man er ekstremt god til at holde fast i sit træ. Se, hvor man kommer fra og sørge for, at træet bliver stående. Teksten siger det hele. Den er om Ritt, men er et billede på både mænd og kvinders opture og nedture, og jeg har da også selv været der. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg bliver fascineret af stærke kvinder, fordi dialogen er så givende.
– Mange af de kvindelige venskaber, jeg har er baseret på selvfølgelig og stabilitet, og det betyder meget for mig, at mennesker siger, hvad de gør, og gør, hvad de siger. Det er mennesker, der har en naturlig nysgerrighed på hele verden, en global rummelighed og varm livsopfattelse. Jeg er godt klar over, at selv meget stærke mennesker har tidspunkter i livet, hvor de er svage. Det er så der, man skal være god til at holde fast i sit træ eller have mennesker omkring en, som hjælpe en med at holde fast i det træ.
– Ens prioriteter ændrer sig undervejs i livet, forholdet mellem børn, arbejde og venner, hvad man har tid til. Ikke alle erfaringer kan man bruge til noget, men erfaring giver en større flade. Jeg har det nok meget sådan i livet, at jeg glemmer de negative ting. Jeg tror, det er en almindelig menneskelig mekanisme. Jeg har haft mennesker i mit liv, der har været støttepiller for mig, når jeg har været svag, og jeg prøver at være det samme for dem.
Giv mig en treklang
– 00'erne var et fint årti, hvor jeg blandt andet fik lavet en masse musik med Marcus, og det album, vi har lavet nu, synes jeg er skelsættende på mange måder, der både runder en tid af for mig og samtidig starter det noget nyt. Jeg synes, vi har taget det bedste fra de musikalske årtier, jeg har oplevet. Jeg har tænkt meget over, hvad de forskellige årtier kunne. Når man har været med så længe som mig, kunstnere er jo følelsesmennesker, vi omsætter følelser i kroppen, og giver det et udtryk. Der er en grund til, at man er optaget af 70'erne, men jeg har altid været nysgerrig og tænkt fremad. På lyde, på tendenser.
– Jeg afsøger nye veje altid, jeg har ikke været til det med at lave den samme plade hver gang, sådan er mit sind ikke. Der var en speciel følelse i 70'erne, når man var ude at spille. Der var der en anden stemning. Stress bliver mere og mere udbredt, alle går og tjekker deres telefon og andet hele tiden. Man tager sig ikke ro til at mærke sig selv. Glæde vokser ikke af stress, det gør den bare ikke. Alle tekster på pladen handler om følelser, og det har det altid gjort for mig. Jeg kan godt lide at høre skæve svære jazz-arrangementer, men følelsesmæssigt siger det mig ingenting. Gi' mig en treklang.
Alle min drømme til dig
– Produceren på den nye plade er min søn Marcus. Vi har prøvet at blande den digitaliserede verden, vi lever i med de gode ting fra fortiden uden at dvæle ved nostalgi, men er gået efter en sammensmeltning. Det er nok på alle planer, ikke kun musikalsk. Kunsten er næsten altid en pejling af, hvor man er mentalt, både individet og samfundet. Og i vores tid tror jeg, at der er mange, der savner den varme og det fællesskab, man havde i 70'erne og 80'erne. Vi er overhovedet ikke gået efter at lave en 70'erplade, men den er indspillet live i studiet. Først lavede vi hele pladen digitaliseret, og så fik vi alle musikerne ind og spille det samme. Det har været en helt ny måde at arbejde på, vi har sådan set lavet to plader.
– Jeg synes, der er kommet en varme ind i det, og det er det, der peger fremad for os. Det har været rigtig fint at lave så meget med Marcus. Når børn vokser op i hjem, hvor der bliver spillet meget, så bliver det et sprog, de får. Derfor er det ikke så mærkeligt, at børn ofte følger i deres forældres fodspor, de har fået et sprog. Marcus har altid været en Ole Opfinder-type, der altid kan finde på et eller andet nyt, skabe nye lyde.
Ånden fra det blå klaver
Jeg synes, jeg er et godt sted i livet i dag. Jeg har fået skrevet Testamentet, har fået meget ros, bortset fra noget kritik omkring de mange seksuelle aspekter. Jeg har haft det rigtig godt med at skrive bogen, og skal også i gang med at skrive en treer. Den første, Hvor Kommer Drømmene Fra?, handler om, da jeg var fra 0-20, Testamentet fra 20-30, og på et tidspunkt kommer der en treer. Det er et langtidsprojektet, det samme er koralerne. Dem har jeg skrevet på de sidste tre-fire år, og det ender med at blive en samling på 50 sange eller salmer. Jeg er på nogle og 30 nu, så der er et stykke vej endnu.
Jeg har altid syntes, det var dejligt, at der var hul igennem. Der er mange, der får skriveblokeringer og den slags, men jeg har altid følt en særlig glæde ved det øjeblik, hvor tingene bliver født. Det er det store for mig. Det minder mig om glæden i mit barndomshjem, hvor min mor dansede på bordene til Alouette. Det går hele vejen tilbage til det blå klaver. Der er også noget over farven, noget nordisk.
Diskografi:
Pop/Rock
År Titel Navn
1973: Sweet Thing Anne Linnet & Tears
1975: Anne Linnet Anne Linnet
1976: Shit & Chanel Shit & Chanel
1977: Shit & Chanel No.5 Shit & Chanel
1978: Tak For Sidst Shit & Chanel
1978: Kvindesind Anne Linnet
1979: Dagen Har Så Mange Farver Shit & Chanel
1980: You're Crazy Anne Linnet
1981: Anne Linnet Band Anne Linnet Band
1982: Cha Cha Cha Anne Linnet Band
1983: Marquis de Sade Marquis de Sade
1985: Hvid Magi Marquis de Sade
1986: Barndommens Gade Anne Linnet
1986: En Elsker Marquis de Sade
1988: Jeg Er Jo Lige Her Anne Linnet
1989: Min Sang Anne Linnet
1990: Shit & Chalou 1-3 Shit & Chalou
1991: Det' Så Dansk Anne Linnet
1993: Tal Til Mig Anne Linnet
1995: Pige Træd Varsomt Anne Linnet
1997: Bitch Boys Bitch Boys
1999: Nattog Til Venus – De Bedste Sange vol. 1 Anne Linnet
2001: Jeg Og Du Anne Linnet
2002: Over Mig Under Mig Marquis de Sade
2003: Relax Anne Linnet
2005 Her Hos Mig
2007: Akvarium
2008: Anne Linnet
2010: Linnets Jul
2012: Kalder Længsel
2015: Alle Mine Drømme Til Dig
Klassisk
1976: Sang Til Hjertet Sang, harpe, bas
1978: Seul Tre oboer (version for soloviolin)
1978: Quatour Brutale Seks danse for brutal strygerkvartet
1979: Som Sand Der Forsvinder Sang, to guitarer
1983: For Symfoniorkester Symfoniorkester
1984: Metal Blue Expo Slagtøj
1985: Spring Capricious Symfoniorkester (tre akter)
1985: Tiggeroperaen Opera
1986: Thorvaldsen Opera
1993: Initium Orgelværker
Initium
Mistrale
Compassione
Jnizio
1994: Piece For Pjece Orgel
1994: Com Amore Orgel og obo
1994: Jysk Efterår Kor og orgel (tre satster)
1995: Seul Redigeret version
1998: At Stille Spørgsmål Orgel
1999: Sorg Og Glæde Orgel, obo, sang
1999: Sang Til Hjertet Orgel, sang
Musicals
1981: Roserne Bryder Ud Ord: Erik Knudsen, musik: Linnet
1984: Berlin 84 Med Sanne Salomonsen
1984: Linnet – Salomonsen Album blandt andet med sange fra Berlin 84
1989: Gøngehøvdingen Med Sanne Salomonsen, tekster af Niels Brunse
1990: Krig Og Kærlighed Album, blandt andet med sange fra Gøngehøvdingen
1998: Brev Til En Datter Tekst: Arnold Westers, musik: Linnet
Diverse
1980: Kvindesind Filmmusik
1980: Go' Søndag Morgen Børnemusik, inklusive Sigurd
1985: Venner Filmmusik til Den Kroniske Uskyld (med Thomas Helmig)
1988: Time Out Filmmusik til Jon Bang Carlsens film (to sange)
1999: Hvor Kommer Drømmene Fra? Bog: Første del af erindringer
2000: Ivan Som Baby Børnebøger med fotografen Yanne Bendix
Ivan På Stranden
Ivan Og Alexander
2012: Testamentet Bog: Anden del af erindringer