Bob Dylan – Legende i evig bevægelse

I anledning af Bob Dylans to koncerter i Falconer Salen 8. og 9. oktober bringer vi dette portræt, som GAFFAs Torben Holleufer skrev som Klub GAFFA-tillæg i april 2007. Da artiklen altså er otte år gammel, er Dylans seneste albums og koncerter derfor ikke nævnt, men han har efter artiklens færdiggørelse udgivet studiealbummet "Together Through Life" fra 2009, julepladen "Christmas In The Heart", ligeledes fra 2009, studiealbummet "Tempest" fra 2012 og coveralbummet "Shadows in the Night" fra januar 2015 – samt fire sjældenheds-album i serien "The Bootleg Series" vol. 8-11.

Den aldrende amerikanske legende Bob Dylan definerer sig selv i det konstante møde med publikum på en turné, der tilsyneladende aldrig stopper. Det så vi til Roskilde 2006, og det sker ved to koncerter i Danmark i dette forår. Hvorfor bliver han ved – og hvem er han egentlig?

Idéen med turen, som aldrig stopper, opstod midt i hans værste krise. Han vidste, at han skulle finde publikum på ny, og at de endeløse stadionkoncerter foran en indforstået menighed bare ikke holdt. Svaret var en lille gruppe, der kunne komme ud og spille tit på mindre steder. I hans selvbiografi fra 2004, Chronicles, Volume One, fortæller han om, hvordan han i 1987 bad sin roadmanager om at sikre, at han kunne spille 200 job det næste år. Han ville simpelthen ud og møde sit publikum så meget som muligt.

Hvad enten vi er med ham rundt i en minibus i England i 1966 i filmen Don't Look Back, og han på en følgende turné går i brædderne på bagsædet med guitarist Robbie Robertson ved sin side i færd med at høre endnu en Dylan-sang på bilens anlæg, er på turné med et stjernespækket Rolling Thunder Revue i 1970'erne eller stiller op i Den Grå Hal på Christiania engang ved årtusindeskiftet, så er man efterhånden nået dertil, hvor man stopper med at imponeres. For at bruge en forslidt kliché, så er Bob Dylan typen, der sandsynligvis vil dø med støvlerne på. Måske bliver det en overskyet dag hen under aften, som han selv skrev det så dramatisk i Knockin' On Heaven's Door til filmen om Pat Garrett & Billy The Kid:

"Mama, put my guns in the ground
I can't shoot them anymore.
That long black cloud is comin' down
I feel like I'm knockin' on heaven's door.".

Ruster ikke

Bob Dylan har selv talt meget om sin tilsyneladende evige appetit for konstant at konfronteres med sit publikum. Når man som han har en karriere, der efterhånden har kørt i et halvt århundrede, hvor man har tjent ufatteligt mange penge, er blevet overøst med hæder, har haft sit voluminøse bagkatalog fortolket af en enorm mængde af højt estimerede kunstnere, lige siden man startede ud, og alligevel bliver ved med at genopfinde sig selv og være relevant for et nyt publikum, så skal der bare noget helt specielt til.

Måske er det, som Neil Young i sin tid sang om i sangen Rust Never Sleeps. At det handler om at brænde ud frem for at ruste, fordi rust aldrig sover. At du i konstant bevægelse har en mulighed for at forny dig og med lidt held blive genfødt ind i mellem i dit livs metier på scenen. Dylan har åbnet meget op inden for de sidste år, og et hint gives i selvbiografien. Her beskriver han, hvordan han midt i en 18 måneder lang turné med tidens store amerikanske succesband Tom Petty And The Heartbreakers – selv langt hen ad vejen Dylan-kloner – i 1987 måtte konstatere, at han havde et kæmpe problem. Hvordan han var nået ind i ren rutine, hvor fansene var nærmest høflige, og hele hans fremtoning på scenen havde noget statisk over sig, fra måden, han spillede på guitaren til den drævende rutineprægede mekaniske måde, han sang på. Som han skriver det om sig selv uden nåde:

"Publikum var blevet fodret med en konstant menu bestående af mine indspilninger på plader i årevis, men mine liveoptrædener syntes aldrig at fange den indre ånd i sangene … Intimiteten, blandt meget andet, var væk. For lytterne må det have været som at gå igennem forladte plantager og dødt græs … Der var mange grunde til det, grunde til, at whiskyen var løbet ud af flasken … Vinduerne havde haft skodder på i årevis og var dækket af spindelvæv, og det var ikke fordi, jeg ikke vidste det."

De fleste, der har prøvet at synge og spille på guitar og har gjort det i længere tid, kender til de vaner, man får med tiden. Passer man ikke på, falder man i en bestemt rytmisk måde at spille med plektret, og nogle gange holder man så en pause med at spille og synge, for så at vende tilbage fornyet. Pludselig rammer man strengene lidt anderledes, og der lukkes op for helt nye muligheder for at frasere. Der skal nogle gange utrolig lidt til at ændre præmisserne for en sang. Det var, hvad der var Bob Dylans problem dengang i firserne. Og den løsning, han fandt, skabte basis for de endeløse turnéer, han siden har beriget publikum med.

Inden vi går videre, er tiden nok kommet til at få opridset, hvem vi egentlig snakker om. Hvorfor denne kunstner er så stor, at han med stor selvfølgelighed, da han for et tiår siden var lige ved at dø, brugte termen, at han "et øjeblik troede, at jeg skulle op og møde Elvis".

For i det han har bedrevet i de sidste 45 år, er der bare ingen over Bob Dylan, den jødiske elektrikers søn fra den undseelige mineby i en glemt del af Minnesota.

I atomkrigens skygge

Bob Dylan bliver født 24. maj 1941 i staten Minnesota, nærmere betegnet i havnebyen Duluth i det vestlige hjørne af Lake Superior, den største af søerne, der skiller USA og Canada. Hans fødenavn er Robert Allen Zimmerman og hans baggrund er jødisk. Begge forældres aner kan spores tilbage til det østlige Tyrkiet. Faren Abraham, der i daglig tale aldrig kaldes andet end Abe, driver en elektrikerforretning. Da Bob er i skolealderen, flytter de til den lille mineby Hibbing, som er det område, hvor moren voksede op. Her tilbringer Bob Dylan sin barndom.

Efterkrigstiden er en kaotisk tid i USA. Regeringens anspændte forhold til den nye store fjende i det kommunistiske Sovjetunionen dominerer. Der er klapjagter på folk, der mistænkes for at være venstreorienterede, og befolkningen tænker meget på den kommende atomkrig, som vil udslette alt liv.

Selvfølgelig kommer der også en modreaktion. Inden for jazzmusikken har bebopmusikkens vilde stil sat en udfordrende dagsorden, og inden for litteraturen dukker de forkætrede beatniks op, folk som Allen Ginsberg, William S. Burroughs og Jack Kerouac. Og så kommer rock'n'roll. Og selv om Elvis bliver filmet fra overkroppen og op, fordi hans dans med hofterne er en udfordring mod den amerikanske dyd, så er verden gået totalt af lave. Også i Hibbing.

Som ganske ung starter Robert Zimmerman et rockband, The Golden Chords. Han banker selv i klaveret som en anden Jerry "The Killer" Lee Lewis. Det er Whole Lotta Shakin' Goin' On på skolen i minebyen, og elever husker siden, hvordan drengen med den hæse og nasale stemme gik amok i en grad, at lærerne trak tæppet for midt i nummeret samt skyndte sig at slukke for mikrofonen. Det var for stærke sager.

Hans forbilleder er i de år typiske for hvide kids fra midtvesten. Han hører rock'n'roll'ere som Little Richard og Elvis, ser filmene med James Dean, inden denne smadrer sin Porsche og bliver et ikon, og får Hank Williams helt ind under huden. Vi taler om countrymusikkens store inspirator, som døde bare 29 år gammel i 1953.

Maskinen som dræber fascister

Da Bob er 18 og færdig med high school, er det tid til at komme væk. Han tager sydpå til Minneapolis, hvor han starter på universitetet for at studere kunst. Ligesom han finder et kunstnerkvarter, Dinkytown, som straks tiltaler ham. Han bliver inspireret af den kvindelige folkesanger Odetta og kaster sig over guitaren. Det er også i den periode, at Robert Zimmerman begynder at kalde sig Bob Dylan. Efternavnet er efter den walisiske forfatter Dylan Thomas. Og han læser Bound For Glory, en selvbiografi skrevet af folkesangeren Woodrow "Woody" Guthrie i 1943.

Bogen handler om livet på bunden af samfundet. En road movie, hvor man rejser som vagabond med godsvogne, ikke ulig den bog af beatforfatteren Jack Kerouac, som hedder Vejene (On The Road), og som enhver ung mand i 1950'erne med respekt for sig selv har læst. Eller i det mindste påstår, at han har læst. Bob Dylan dropper studierne efter et år. I stedet giver han sig til at optræde på folkemusikklubberne i lokalområdet. Folk, som ser ham i de år, husker ham ikke som noget specielt. Som en ordinær sanger og guitarist af slagsen, som der går rigtigt mange af på dusinet.

I 1961 drager han videre via Chicago til New York. Han vil til bohemernes bydel, Greenwich Village, og han vil besøge Woody Guthrie, som lider af Huntingtons syge og er på hospitalet, en skæbne, han lider under i de sidste 11 år af sit liv, mens han psykisk og fysisk brydes ned. Ikke ulig Alzheimers er det en sygdom, hvor det kun går én vej.

Bob Dylan lærer hele familien at kende, ikke mindst den unge søn Arlo Guthrie, som siden skal få stor succes med albummet Alice's Restaurant samt markere sig med sin optræden på Woodstock-festivalen i 1969. Den krølhårede Arlo er her den arketypiske hippie. Hans far Woody, der dør i 1967, er af en helt anden beskaffenhed. Det er ham, der rejser rundt med en guitar, hvor der simpelthen står: "Denne maskine dræber fascister!"

Så er man ligesom advaret.

Jeg har en drøm

Woody Guthrie bliver et betydningsfuldt forbillede, som kommer til at definere hele Bob Dylans karriere. Vi taler om en mand, der om nogen er i forgrunden i borgerrettighedsbevægelsen, hvis kamp foregår op gennem det 20. århundrede og har et af sine store højdepunkter i Martin Luther Kings berømte tale i 1963 foran Kongressen i Washington D.C.. Det er her, at den sorte præst, som siden bliver snigmyrdet, starter med ordene: "I have a dream…" Vel at mærke en drøm, der blandt andet gør op med den racisme, som er udtalt i USA i efterkrigstiden, og som Bob Dylan kommer til at gå ind og bekæmpe.

Ved Woody Guthries hospitalsseng møder han endnu et forbillede, folkesangeren "Rambling" Jack Elliot, som han siden anerkender som vigtig for hans udvikling. Ligesom han begynder at optræde på de forskellige klubber. I Chronicles fortæller han levende om den første tid på Café Wha, hvor han er en del af et amatørshow, som kører om eftermiddagen. Siden kommer han ind på den prestigefyldte klub Gerde's Folk City, og hans lykke er gjort, da legenden John Hammond spotter ham. For Hammond er virkelig ikke hr. hvem som helst. Blandt de talenter, han i tidens løb når at spotte før alle andre, er selveste Lady Day, jazzsangerinden Billie Holiday.

Dylan, der ellers har forsøgt at gøre sine hoser grønne hos folkemusiklabels som Folkways, skriver i stedet kontrakt med Columbia, selskabet som siden forkortes CBS og nu om dage ejes af Sony BMG.

Blandt ledestjernerne på folkemusikscenen er giganten Pete Seeger og Dave Van Ronk, som begge er vigtige støtter for Bob Dylan. Der er et ret sjovt interview i Martin Scorseses Dylan-film fra 2005, der meget passende med mandens turnévirksomhed in mente hedder No Direction Home (en vending fra Dylan-sangen Like A Rolling Stone), hvor Van Ronk – som i øvrigt dør i 2002 – fortæller om, hvordan Bob Dylan "stjal" hans yndlingssang, House Of The Rising Sun, og gjorde den til sin egen. Det var, da Bob Dylan var i studiet med John Hammond og skulle indspille debutalbummet, der simpelthen kom til at bære titlen Bob Dylan. Under indspilningen taler Bob Dylan med Dave Van Ronk en aften, og henkastet spørger han Van Ronk, om han har nogen planer med sangen. Dave Van Ronk oplyser, at han faktisk regner med at have den med på sin næste plade. Nogle dage senere spørger han igen, og igen er svaret det samme, hvorefter Bob Dylan siger: "Oh shit", for han har allerede gjort regning uden vært og indspillet den gamle folkesang om bordellet i New Orleans. Oven i købet i Dave Van Ronks arrangement.

Der er dog så meget venskab på scenen, at Van Ronk trækker på skulderen. Selv om han siden, når han spiller sangen, bliver beskyldt for at plagiere Bob Dylan, for på den tid er Bob Dylan-feberen for alvor ved at gribe om sig. Men som Dave Van Ronk med et lunt smil bemærker i filmen: "Siden blev sangen et endnu større hit med engelske Eric Burdon & The Animals, og så kom Bob og fortalte mig, hvordan det nu var ham, der blev beskyldt for at efterligne!"

Generationens stemme

I løbet af de næste år bliver Bob Dylan den helt store stjerne. Han evner med kombinationen af de ofte meget lange tekster og de iørefaldende melodier dels at nå et enormt publikum over hele verden og dels formå at være en slags arvtager til beat-generationens forfattere, altså de vilde og grænseoverskridende forfattere, der ofte skriver om de mest outrerede emner, såsom stoffer eller homoseksualitet, ligesom de tidligt er ofre for den hetz mod venstreorienterede, som hærger Amerika i efterkrigstiden. De bliver kaldt den hånende term "beatnik", som er et ord, der er taget fra det russiske ord for en raket, en sputnik. De nye farlige kunstnere bliver sat i bås som kommunistiske lejesvende. Den går selvfølgelig helt hjem i bibelbæltet.

Bob Dylan er dels påvirket af dem, men han bliver også hurtigt det nye store håb for borgerrettighedsbevægelsen, hvor hans optrædener på den årlige festival i Newport går over i historien. Fra gennembruddet i 1963, til han chokerer to år senere. Her er manden, der bliver kaldt "generationens stemme" og som ene mand på scenen med sin akustiske guitar ryster den ene vedkommende sang ud af ærmet efter den anden. Som sætter ord på det, som alle tænker, men ikke har formuleret endnu.

Nu er det ikke musik det hele. Der skal mere til. Eksempelvis en god manager, der kan sælge sin kunstner. Ham finder Dylan i en tidligere natklubejer fra New York, som de fleste er enige om totalt mangler fine fornemmelser. Som Elvis får Oberst Tom Parker som bagmand, får Bob Dylan Albert Grossman. Han bliver afgørende for Dylan, og deres holdarbejde er forbilledligt, til de skilles i legendariske skænderier og retssager, da de kommer frem til 1968, og Bob Dylan er et veritabelt guldæg. Og godt ved, at den kontrakt, han skrev i ungdommelig naivitet, nok burde genforhandles.

I de tidlige dage i Greenwich Village bor Bob Dylan sammen med Suze Rotolo, der har den ære at blive foreviget på omslaget til hans anden plade, The Freewheelin' Bob Dylan, men snart kommer en anden kvinde ind over, nemlig den uhyre velsyngende og smukke folkesanger Joan Baéz. De er de næste år kærester, og Baéz, der i starten er langt mere populær end Dylan, er en stor hjælp. Det samme gælder den amerikanske folkemusiks gigant, Pete Seeger, som tidligt ser potentialet i Bob Dylan.

Der er også mange, som stødes af Bob Dylans stemmeføring og gerne vil have noget mere renskuret. Albert Grossman har tidligt set dette behov og lancerer trioen Peter, Paul & Mary, som består af folk fra folkemusikmiljøet i New York. En helt igennem konstrueret gruppe, eksempelvis hedder "Paul" i virkeligheden Noel, men får det mere religiøst korrekte Paul. De fremstår som unge hvide amerikanere med direkte appel til bedsteborgere, og deres versioner af sange som Blowin' In The Wind og Pete Seegers If I Had A Hammer og Where Have All The Flowers Gone? er ren manna for øregangene. Og så øger de bare interessen for Dylan selv. Man kan sige, at de appellerer til det samme segment, som siden producerer grupper som Simon & Garfunkel og The Mamas And The Papas.

Der bliver skabt en folkemusikbølge i de år. Enhver ung, som er med på noderne, må have en akustisk guitar, og ringene – og ikke mindst Bob Dylans ry – spredes hurtigt i vandet. I England er Donovan det helt store, og i Don't Look Back-filmen turnerer han med Dylan. Også i Danmark er inspirationen klar hos de unge med Cæsar i spidsen, der samles ved Storkespringvandet i København, eller senere hos en ung Stig Møller, der udsender singlen People They Don't Know og siden går med i Steppeulvene, der i Eik Skaløe har en forsanger, som mere end plagierer Bob Dylans vrængende frasering. En anden gruppe i de år er Cy, Maia & Robert, der nærmest er en efterligning af Peter, Paul & Mary.

Men alting har en ende, og chokket kommer i USA på Newport i 1965, da Bob Dylan beslutter sig for at spille med en gruppe. Og ikke bare en gruppe, men en elektrisk gruppe. Det er på tide at vende tilbage til dengang, han spillede rock'n'roll i lillebyen, og læreren slukkede for strømmen.

Forræder

Året er 1965 og meget er sket i USA, siden Bob Dylan slog igennem. Præsident Kennedy er blevet myrdet i november 1963, og det næste ungdomsoprør er i sin vorden. Året efter går det for alvor amok for allerede i 1967 at blive kommercialiseret i det, som pressen døber The Summer Of Love.

I foråret er Bob Dylan flyttet op til Woodstock med sin kone Sara, som han får fire børn med. Ligesom han er på en tur til England og hænger ud med The Beatles, specielt med John Lennon og George Harrison. Samtidig er en ny elektrisk folkrock-lyd kommet på banen ført an af den amerikanske vestkysts svar på Beatles, som de bliver kaldt. Nemlig The Byrds, som scorer massive hits med Dylan-sange som Mr. Tambourine Man og All I Really Want To Do, ligesom frontmanden Roger McGuinn siden hen lader sig høre på lydsporet til filmen Easy Rider med en stærk udgave at Dylans It's Alright Ma, I'm Only Bleeding. Bob Dylan vil også spille elektrisk, og han går i studiet med mesterguitaristen Mike Bloomfield og organisten Al Kooper, samt en sang, som bliver hans kending, Like A Rolling Stone. Fire dage efter, at den kommer ud på single, er det tid til at spille på Newport-festivalen.

Den første dag starter med en lille solooptræden. Det er bare Bob Dylan, hans mundharpe og guitar. Alle er glade. De intellektuelle kan nyde ordenes magi, og musikken passer fint med den øvrige folkemusik. Men dagen efter går det helt op i hat og briller. For Dylan går på med et til lejligheden sammensat elektrisk band. Og så går publikum totalt amok. Overvejende i negativ retning. Det skal siden hen blive normen til Dylans koncerter.

Når de elektriske instrumenter kommer på, begynder publikums mishagsytringer. Som på den berømte koncertoptagelse fra England året efter, hvor en stemme skærer gennem det hele: "Forræder!!!"

Til hvilket Dylan vrænger: "Du er en løgner!"

Mesterværker på stribe

Bob Dylan samler efterfølgende et band, eller rettere, der er et orkester klar til ham. Anført af trommeslager og sanger Levon Helm er der en gruppe gutter fra Canada, som hidtil har optrådt med Ronnie Hawkins under navnet The Hawks. De bliver senere kendt over den ganske verden som The Band. Men først skal de turnere verden tynd med Bob Dylan.

Det bliver et mareridt, og Levon Helm vil snart væk. Han fortæller i sin selvbiografi, hvordan det er ham inderligt imod, at folk buher ad musikken. Sådan er det ikke for Dylan og hans manager. Deres holdning er, at jo mere kontroversielt, jo bedre er det for business. Så Helm tager hjem, mens resten af orkestret tager verden rundt med en ny trommeslager.

Det fortsætter til Bob Dylan styrter på sin motorcykel oppe i Woodstock (byen i Catskill-bjergene – ikke festivalen). Han brækker halsen, men kommer sig langsomt. Og orkestret indlogerer sig i det berømte hus Big Pink og begynder at skabe The Band og den første plade, mesterværket Music From Big Pink. Ligesom de i kælderen indspiller den stribe sange, der siden udsendes som The Basement Tapes. Så snart han er i orden, kommer Dylan op og er med. Men turneerne er på vågeblus. Og vedbliver med at være det i en årrække.

I starten af 1965 har Dylan allerede tyvstartet med gruppeeksperimenterne på den fine plade Bringing It All Back Home, og i kølvandet på den famøse optræden ved Newport-festivalen kommer pladen Highway 61 Revisited, der ud over Like A Rolling Stone også rummer en anden klassiker, Desolation Row. Og året efter – efter de massive turnéer med The Band (eller The Hawks, som de hedder på det tidspunkt) – tager Dylan i studiet i countrymusikkens hovedstad, Nashville. Her bliver hans store mesterværk, dobbeltalbummet Blonde On Blonde til. Et album, der siden af kritikere på eksempelvis det engelske musikblad NME bliver udråbt til rockhistoriens bedste. Over de næste år kommer pladerne i en lind strøm. Nu har rockmusikken for længst sprængt grænser, og de nye kunstnere hylder Bob Dylan og indspiller banebrydende versioner af hans sange.

Stjerneeksemplet er her Jimi Hendrix' versioner af Like A Rolling Stone fra gennembruddet på Monterey Pop Festival i 1967 og af All Along The Watchtower på dobbeltalbummet Electric Ladyland fra 1969.

Den definitive version ifølge Dylan selv.

Når præsidenten står nøgen

I forbindelse med filmen Pat Garrett & Billy The Kid, hvor det mest memorable er sangen Knockin' On Heaven's Door, der siden bliver indsunget af eksempelvis Guns N' Roses, bliver Dylan uvenner med sit pladeselskab og tegner en meget omtalt kontrakt med den nye stjerne David Geffen, som sætter seriøse spor i pladebranchen i de år. Ligesom han samler The Band omkring sig til en turné, som bliver den første, han laver i otte år. Og han er intens, som man kan høre på det dobbelte livealbum, som kommer efter turnéen med titlen Before The Flood. Der er sange fra hele karrieren, ligesom der er et sæt, hvor The Band er alene på scenen.

Højdepunkterne er dels, da Dylan synger sangen It's Alright Ma, I'm Only Bleeding med linjen "and even the president of The United States sometimes must have to stand naked". Det er lige efter, at præsident Nixon er blevet tvunget til at trække sig efter Watergate-skandalen, og det efterfølgende brøl fra publikum, er så nakkehårene rejser sig. Generationens stemme har talt igen.

Det hele kulminerer selvfølgelig med en episk udgave af Like A Rolling Stone, hvor bandsangerne Rick Danko, Richard Manuel og Levon Helm kaster sig ind i omkvædets "How does it feel!" med en kraft, som gjaldt det livet. Så går orkestret ud og kommer ind til ekstranummeret, hvor kronen sættes på værket med en følelsesmættet udgave af Blowing In The Wind, hvor Robbie Robertson spiller en guitarsolo af de sjældne med en guitar, der nærmest græder.

Efterfølgende indspiller Bob Dylan et af sine bedste album, nemlig Blood On The Tracks, ligesom de meget omtalte indspilninger fra kælderen under huset Big Pink i Woodstock fra 1967 – der har været ude på adskillige piratskiver, blandt andet den berømte Great White Wonder – bliver udsendt i stærkt redigeret udgave. Der er stadig tale om et unikt dokument, selvom der siden kommer komplette samlinger i omløb, som er tættere på den oprindelige sandhed. Tjek de mange Dylan-websider, hvor der vitterlig er nok at tage af.

Det er på samme tid, at han med det stærke album Desire i ryggen drager af sted på den berømte Rolling Thunder Revue-turné med en række andre stjerner, blandt andre den gamle kæreste, sangerinden Joan Baéz, den gamle Byrds-leder Roger McGuinn, Ramblin' Jack Elliot og mange andre. Det bliver til to turnéer og siden kommer et livealbum med titlen Hard Rain og en film, som kritikerne sabler ned. Dylan støtter i de år den dødsdømte sorte bokser Rubin "Hurricane" Carter, som sidder fængslet i 20 år og muligvis er uskyldig. Han bliver løsladt, og i 1999 kommer en film om hans liv med Denzel Washington i titelrollen.

Et andet højdepunkt bliver, da The Band indkalder til afskedskoncertem The Last Waltz. Her slutter det hele selvfølgelig med Dylan i hovedrollen sammen med en stribe af tidens kunstnere og sangen I Shall Be Released.

Frelst

Hen mod slutningen af 1970'erne står der Bob Dylan over det hele. Her i landet går landets journalister totalt i selvsving, da han i 1978 skal give koncert i Göteborg, i øvrigt på den bane, hvor det danske landshold i fodbold 14 år senere vinder EM i fodbold. Musikken, som er nogle fortrinsvis mærkelige arrangementer af de kendte sange, bliver siden udsendt som en liveskive fra det japanske koncertsted Budokan, men med i bandet er den herboende amerikanske guitarist Billy Cross.

Bob Dylan er dog ikke færdig med at chokere. Det ene øjeblik bliver han genfødt kristen og laver tre album med det tema, og selv ikke tilstedeværelsen af Dire Straits-guitaristen Mark Knopfler, som er noget af det mest hotte i de år, kan fjerne skuffelsen hos Dylans fans. Der oven i købet må finde sig i, at han prædiker til koncerterne. Siden kommer han på 1983-albummet Infidels til at vise sig ved Grædemuren i Jerusalem med en lille kalot på, og så tror kritikerne selvfølgelig, at Dylan igen er blevet til jøden Zimmerman. Det synes dog ikke at stikke så dybt. Måske er der tale om Bob Dylans egen form for lynafleder, som træder i kraft, hver gang helgenkroningerne tager fart, og hans behov for at være sanger med guitar og en håndfuld sange at synge, er ekstra stærk.

Han laver dog stadig stærke album. På Infidels allierer han sig med tidens fede rytmesektion, nemlig reggaeaksen Sly & Robbie, som ud over deres eget band Black Uhuru også er med til at gøre et par plader med Grace Jones mere end memorable. Men som firserne går, synes Bob Dylan stadig mere udbrændt. Hans kommercielle højdepunkt bliver her samarbejdet med Roy Orbison, beatlen George Harrison, Jeff Lynne og Tom Petty, der sammen laver gruppen The Traveling Wilburys, der blandt andet har hittet Handle With Care. Orbison, som er en af de gamle fra det hæderkronede Sun-plademærke fra rock'n'roll-musikkens vugge, dør umiddelbart efter. Han bliver totalt kult, da hans In Dreams ledsager en af de mere syge scener i David Lynchs mesterværk af en film, Blue Velvet. 

Bob Dylan går også sammen med de gamle hippier fra San Francisco, The Grateful Dead, og efterfølgende spørger Dylan, der tydeligvis trænger så meget til at indgå i en gruppes trygge kollektiv frem for at være fremme i rampelyset konstant, om han må komme med i The Grateful Dead. De afslår.

Bob Dylan har virkelig ramt bunden nu. Ligesom hans afhængighed af alkohol gør, at han ser mere og mere grå og afkræftet ud.

The Comeback Kid

I 1997 er Bob Dylan pludselig på forsiden af Newsweek. Årsagen er det andet album produceret af Daniel Lanois, der også har produceret blandt andet U2. Albummet Time Out Of Mind bliver Bob Dylans genkomst på toppen af poppen. Pladen bliver til i det gamle Criteria-studie i Florida, og den er blevet beskrevet som i total modsætning til tidens jubeloptimisme. Efter indspilningen drager Bob Dylan ud på landevejen, indtil han pludselig bliver meget syg af pericarditis, en betændelse i hjertesækken. Nyheden går verden rundt, og det er her, at han kommer med bemærkningen om, at han "et øjeblik troede, at han skulle møde Elvis". Men tre måneders fravær er for meget, og snart er han tilbage og turnerer i Europa.

Mens han er væk, bliver Time Out Of Mind udsendt i USA. Vi er midt i dot.com-boomet, og som en anden Rasmus Modsat er den gamle dommedagsprofet mere dyster end længe. Og kritikerne elsker det. Kollegaen Elvis Costello står frem og udtaler, at pladen er Dylans bedste nogensinde. Med klar dylan'sk logik er det simpelthen startskuddet til endnu en maratonturné over den ganske verden.

For Dylan er det helt specielt. Hvor hans fans i mange år har været trofaste, så er der nu en helt ny ung generation, som har taget den gamle mester til sig. Han er kommet på mode igen. Samtidig har han den glæde, at hans søn Jacob Dylan har en vis succes med sit band, The Wallflowers.

Til årets Grammy-fest i februar 1998 vinder Bob Dylan i tre kategorier, blandt andet Årets album. Samme år spiller han 103 koncerter. I Sydamerika er han på turné med The Rolling Stones. De hitter det år med Like A Rolling Stone. På scenen styrter Mick Jagger, der er en bagatel af to år yngre end Dylan, rundt, som var han selveste Duracell-kaninen. Mens Dylan står stille, vel vidende at de virker som far og søn. Hjemme igen turnerer han blandt andet med Van Morrison og Paul Simon. Han er overalt. Selv i sitcom'en Et Umage Par. Det er næsten ved at være for meget.

Det er næsten ti år siden. Efterfølgeren "Love And Theft" (ja, gåseøjnene er en del af titlen) var en plade af høj klasse, og sidste års model, Modern Times, var igen nærmest et mesterværk. Som en kamæleon skifter Bob Dylan igen farve og genopfinder sig selv. På scenen har han stillet guitaren i et hjørne og spiller tilbagetrukket på et keyboard.

Som han gjorde det, da han var Bobby Zimmerman i Hibbing for så mange år siden.

Fænomenet. Simpelthen.

Se også bobdylan.com for udførlig diskografi, sangtekster, links til fansites og meget mere

Citater og fremhævede passager:

"Publikum var blevet fodret med en konstant menu bestående af mine indspilninger på plader i årevis, men mine liveoptrædener syntes aldrig at fange den indre ånd i sangene … Intimiteten, blandt meget andet, var væk."

Bob Dylan i sin selvbiografi Chronicles

Man spørger sig selv, hvad der driver den snart 66-årige legende. Han er stenrig, har slået alle rekorder, og alligevel insisterer han på at spille over 100 jobs om året.

Som ganske ung starter Robert Zimmerman et rockband, The Golden Chords. Han banker selv i klaveret som en anden Jerry Lee Lewis. Elever husker siden, hvordan drengen med den hæse og nasale stemme gik amok i en grad, at lærerne trak tæppet for midt i nummeret samt skyndte sig at slukke for mikrofonen.

Da Bob er 18 og færdig med high school, er det tid til at komme væk. Han tager sydpå til Minneapolis, hvor han starter på universitetet. Han bliver inspireret af den kvindelige folkesanger Odetta og kaster sig over guitaren. Det er også i den periode, at Robert Zimmerman begynder at kalde sig Bob Dylan. Efternavnet er efter den walisiske forfatter Dylan Thomas.

Den første dag på Newport-festivalen starter med en lille solooptræden. Det er bare Bob Dylan, hans mundharpe og guitar. Alle er glade. Men dagen efter går det helt op i hat og briller. For Dylan går på med et til lejligheden sammensat elektrisk band. Og så går publikum totalt amok. Overvejende i negativ retning.

Turnéen med The Band bliver et mareridt, og trommeslager og sanger Levon Helm vil snart væk. Han fortæller i sin selvbiografi, hvordan det er ham inderligt imod, at folk buher ad musikken. Sådan er det ikke for Dylan og hans manager. Deres holdning er, at jo mere kontroversielt, jo bedre er det for business.

Efter indspilningen af Time Out Of Mind drager Bob Dylan ud på landevejen, indtil han pludselig bliver meget syg. Nyheden går verden rundt, og det er her, at han kommer med bemærkningen om, at han "et øjeblik troede, at jeg skulle møde Elvis".

Til årets Grammy-fest i februar 1998 vinder Bob Dylan i tre kategorier, blandt andet Årets album. Samme år spiller han 103 koncerter.

De uomgængelige album:

Bob Dylan har udgivet mere end 30 officielle album. Her er en liste over de bedste:

The Freewheelin' Bob Dylan – 1963

Fem stjerner

Bob Dylans andet album viser en kunstner i rivende udvikling. Fyldt med selvskrevne sange, som blev klassikere, blandt andre Girl From The North Country, A Hard Rain's Gonna Fall, Masters Of War, Don't Think Twice (It's Alright) og den største, Blowing In The Wind.

Bringing It All Back Home (også udsendt som Subteranean Homesick Blues) – 1965

Fem stjerner

Dylan begynder at spille elektrisk. Igen en serie af klassikere, såsom It's All Over Now, Baby Blue, Mr. Tambourine Man og It's Alright, Ma (I'm Only Bleeding).

Highway 61 Revisited – 1965

Seks stjerner

Endnu et trip ind i elektrisk musik. Titelsangen er fænomenal, Desolation Row er høj klasse, og Like A Rolling Stone er simpelthen rockhistorie.

Blonde On Blonde – 1966

Seks stjerner

Bob Dylan rammer toppen med dette dobbeltalbum. Ofte kåret som det bedste album i rockmusikkens historie. Sange inkluderer Rainy Day Women #12 & 35, Visions Of Johanna, I Want You og Just Like A Woman.

Live 1966 The "Royal Albert Hall" Concert" – 1998

Fem stjerner

Fjerde udgivelse i Bootleg-serien (bootleg betyder piratplade) er den berømte koncert, der blev lanceret som værende i London, men i virkeligheden foregik i Manchester. Det er her, publikum råber "Judas" efter Dylan, da han spiller elektrisk med The Band og slutter med Like A Rolling Stone. Rockhistorie og et væld af gode sange.

The Basement Tapes (indspillet 1966-68) – 1975

Fem stjerner

De berømte optagelser fra huset Big Pink, som også dannede baggrund for The Bands debutalbum. Fantastisk stemning og rigtig mange gode sange, selv om albummet er blevet kritiseret for mange udeladelser. Indeholder You Ain't Goin' Nowhere, Don't Ya Tell Henry og en fantastisk Dylan-udgave af Tears Of Rage.

John Wesley Harding – 1968

Seks stjerner

Endnu et mesterværk. Bob Dylan i sit mest afslappede hjørne, men sangene er utrolige. Regnet som et af de bedste album fra mesteren. Sange inkluderer All Along The Watchtower, Down Along The Cove og I'll Be Your Baby Tonight.

Before The Flood – 1974

Fem stjerner

Livealbummet fra turnéen med The Band. Her er både Dylan og The Band i topform, og versionerne af sange som Lay Lady Lay, Like A Rolling Stone og Blowing In The Wind samt de bedste ting fra The Band er alle sublime.

Blood On The Tracks – 1975

Seks stjerner

Geniets store plade fra 1970'erne. Underspillet som John Wesley Harding med et væld af gode sange, hvor de bedste er Tangled Up In Blue, Lily, Rosemary And The Jack Of Hearts, Simple Twist Of Fate og If You See Her Say Hello.

Time Out Of Mind – 1997

Fem stjerner

Bob Dylans store comeback efter års kreativ tørke. Produceret af Daniel Lanois. Inkluderer sange som Standing In The Doorway, Tryin' To Get To Heaven, Not Dark Yet og den næsten 17 minutter lange Highlands til sidst.

"Love And Theft" (2001)

Fem stjerner

Udgivelsesdatoen var 11. september 2001, så det var synd at sige, at albummet ramte forsiderne. Ellers et Dylan-album i absolut topklasse. Det er den ældre Dylan, der taler med det faste orkester fra The Never Ending Tour og et bluesswing, der syder og hvæser. Sange inkluderer Lonesome Day Blues, Tweedle Dee & Tweedle Dum og Honest With Me.

Modern Times – 2006

Seks stjerner

Det sidste er blandt de bedste. Grammyer på stribe og en plade uden svage punkter. Samme dyder som på forgængeren, altså en plade, som er mere spillet end produceret. Direkte flow mellem live og studie, og ligesom på "Love And Theft" spiller Dylan meget lidt guitar. Sange inkluderer Thunder On The Mountain, Someday Baby og Beyond The Horizon.