Nyhed

De har aldrig spillet på Roskilde

En række oplagte kunstnere har på mystisk vis aldrig spillet på Roskilde Festival

Det kan ikke undgås: hvert år, efter at Roskilde Festival har offentliggjort deres program, er der ramaskrig. Alle vil vide, hvorfor netop deres yndlingskunstner ikke har fundet vej til plakaten, hvorfor der ikke er mere metal, rock, hiphop, punk, bluegrass eller orgelmusik.

Man kan ikke gøre alle tilfredse, og Roskilde Festival er faktisk gennem mange år blevet hyldet for deres alsidige program, der altid rummer både store og brede navne samt har et stærkt fokus på "dem, der står med mellemstor skrift" - de nye, up-coming kunstnere, som festivalen er eminente til at spotte. Således høster arrangørerne også i år ros for det stærke program med gamle kendinge som Paul McCartney og Muse, men også varme kartofter som Fater John Misty, Kendirck Lamar og overraskelsen Nicki Minaj på plakaten.

Men, men, men lidt brok er der altid plads til, og der findes da også en række kunstnere, man i den grad kan undre sig over aldrig har lagt vejen forbi de vestsjællandske muddermarker. Her er et bud på 10 af dem:


Eminem:

De sidste 15 års måske største rapstjerne har aldrig givet koncert i Danmark, således heller ikke på Roskilde, hvilket ellers ville være oplagt. Det mener Roskildes booker da også og udtalte sidste år til GAFFA, at stod det til ham, havde Eminem allerede gæstet festivalen flere gange. Der skulle ikke være andet end logistiske grunde til, at stjernen aldrig har beæret os med sit nærvær, men rigtigt i selen kan han nu ikke have lagt sig. I 2005 aflyste han sin koncert i Parken "på grund af udmattelse", og hans tourplan synes aldrig at kunne tilpasses de fire dage i juli, Roskilde spænder af. En stor skam.


The Black Keys:

Roskilde Festival måtte i år se sig slået af Aarhus-lillebroren NorthSide, der har fået nallerne i den hypede, amerikanske rockduo. Koncerten i juni bliver bandets første festivaloptræden i Danmark. At det aldrig er lykkes Roskilde at hapse dem, er da også til stor ærgrelse for bookerne, der må sætte deres lid til fremtiden.


Beyoncé:

Popdivaen har aldrig gæstet dyrskuepladsen i Roskilde. Sidste år turnerede hun og ægtemanden Jay-Z USA tynd sammen, men det blev kun til to koncerter i Europa, begge i Paris. Beyoncés koncert i Forum i København i 2013 blev udsolgt på 12 minutter, så noget tyder på, at mangt et pophjerte stadig banker for den veldrejede sangerinde. Kom så, Roskilde!


AC/DC:

Det må være noget af en streg i regningen for Roskilde Festival, at nu når AC/DC endelig kommer til Roskilde, er det ikke under festivalen, men derimod to uger efter på selv samme dyrskueplads. Rockveteranerne er uden tvivl en ønskebooking for arrangørerne, men desværre har gruppen tradition for ikke at spille på festivaler. Øv.


Drake:

Den populære, canadiske rapper og sangskriver har to gange været booket til festivalen - og begge gange aflyst! Først i 2010, hvor hans Europaturne blev rykket, så i 2014 på grund af sygdom. Begge gange fik Roskilde-gæsterne nogle fornemme, om end genreforskellige plastre på sårene i form af punkbandet Gogol Bordello og den spilleglade rock and roller Jack White. Men mon ikke det lykkes at lokke den svært tilgængelige stjerne igen – tredje gang er lykkens gang!


Kim Larsen:

Orange Scene lørdag aften er måske den oplagte platform for den efterhånden ældre sanger med den ellers store mund. Men det er dog bemærkelsesværdigt, at Danmarks nationalskjald nummer et kun har gæstet Roskilde én eneste gang i løbet af de fire årtier, hans sangskat kun er blevet større. Det var med Gasolin' i 1974. Men lur mig om ikke både pensionisterne og de tømmermandsramte teenagere ville hygge sig med at skråle med på "Papirsklip" og "Kvinde Min" søndag eftermiddag.


Belle and Sebastian:

Det populære, skotske band har efterhånden en over 20 år lang karriere bag sig og kan bryste sig af et sangkatolog på ni album. Hvorfor de aldrig har spillet op under den utvivlsomt store indie-fanskare, der hver juli trasker rundt i gummerøjsere og højhalsede sweatre, er lidt af en gåde. Et besøg af sekstetten, der i januar udgav det anmelderroste album "Girls in Peacetime Want to Dance" ville også i år have været oplagt.


Queen:

Både før og efter Freddie Mercurys død i 1991 har de legendariske musikekvilibrister turneret flittigt, men aldrig på Roskilde Festival. I februar gæstede de Jyske Bank Boksen i Herning i konstellationen guitaristen Brian May, trommeslageren Roger Taylor og den "nye" forsanger Adam Lambert, men om Roskilde havde lagt billet ind, vides ikke. Der er dog ingen tvivl om, at bandet ville tiltrække mangen en nostalgiker, skulle de lægge vejen forbi festivalen.


Feist:

Den canadiske indiepop-sangerinde har flere gange vist, at hun kan trække fulde huse i Danmark, senest i 2012 i Falconer Salen. Med sine bløde, melankolske melodier ville hun passe perfekt på Roskildes Gloria eller Arena-scene en fredag eftermiddag i bagfuldskabens skær. Efterhånden er Feist blevet et stort navn med en bred fanskare, og det virker derfor mærkeligt, at hun aldrig har været nævnt som potentielt Roskildenavn.


Alicia Keys:

Mange har ønsket og spået om, at den amerikanske r&b-dronning ville glæde os med sit selskab på Roskilde Festival, men foreløbig har heldet ikke været med dem. Måske er stjernen mest til indendørskoncerter i det kolde nord, for i 2004 optrådte hun på Det Kongelige Teater, og i 2008 gæstede hun Falconer Salen. Et besøg på Roskilde er det aldrig blevet til. Festivalen er ellers gode til at booke Keys' mandlige genreækvivalenter, som mon ikke de også har været ude med snøren efter hende?


Og jokeren....

Lukas Graham: Okay, indrømmet, det er måske ikke ligefrem århundredets skandale, at hele Danmarks R&B-darling, den unge Lukas Graham, ikke har været at finde på Roskildes program. Lukas og hans band proklamerede dog i 2013, at de ville spill epå samtlige danske festivaler, men blåstemplet af Roskilde er de dog ikke blevet endnu. Komemr tid, kommer råd.

ANNONCE