Nyhed

Johnny Cash får skoleelev i fedtefadet

Om det kan kaldes hysteri eller ej, kan Cashs tunge tekster stadig skræmme den almene befolkning

Johnny Cash havde sine problemer med loven, mens han levede. Han er dog stadig god for at få andre i fedtefadet. En 15-årig amerikansk skoleelev er således kommet i politiets søgelys efter, at han har postet et billede på Instagram med et Johnny Cash-citat. Det skriver engelske NME.

Skoleeleven havde taget teksten fra Cashs "The Man Comes Around" og postet den med den følgende dags dato "4/16/15" over emblemet af hans skole, New Explorations into Science, Technology and Math, der befinder sig i New York.

"There's a man going round taking names. And he decides who to free and who to blame. Everybody won't be treated all the same. There'll be a golden ladder reaching down. When the man comes around," skabte mere eller mindre panik i torsdags, hvor flere elever nægtede at komme i skole. Frygten for et nyt skoleskyderi fik flere forældre til at kontakte politiet.


Situationen er dog siden blevet afklaret, og skolens rektor, Olga Livanis, har sendt en forklarende mail til hele skolen: "Vi har talt med forældrene til den elev, som skrev beskeden, og vi er betryggede om, at eleven på ingen måde ønskede at true nogen som helst." Politiet er enige og har slået fast, at sagen ikke kræver nærmere efterforskning.

"The Man Comes Around" er titelnummeret fra "American IV: The Man Comes Around", der blev udgivet i 2002. Albummet blev traditionen tro produceret af Rick Rubin, som revitaliserede Cashs karriere i 90'erne og frem. GAFFAs musikanmelder Lars Löbner Jeppesen kvitterede med fem stjerner og skrev: " Cash formidler direkte fra hjertet, snarere end han synger, og dette bliver gjort med en stemme så raspende, som kunne den male kaffebønner, stærkt redegørende - nærmest messende, og så over i det ubarmhjertigt skrøbelige."

Hvorvidt Johnny Cash fik besøg af politiet over linjen "I shot a man in Reno, just to watch him die", kan vi jo så gisne over, mens vi giver det ominøse titelnummer et spin her:

ANNONCE