Nyhed

Morten Remar: Her er mine fem største inspirationskilder

Sangeren og sangskriveren er aktuel med det anmelderroste album Umulige Kærester

Morten Remar er aktuel med sit femte sololalbum, "Umulige Kærester". Albummet har fået fine anmeldelser, heriblandt fire stjerner af GAFFAs Jan Opstrup Poulsen, der blandt andet skrev følgende: "Det er fuldfed nostalgi og popsange i sin reneste form." Læs hele anmeldelsen her.
 
Om den tekstmæssige inspiration til albummet fortæller Morten Remar selv:
 
"Hvad gør et menneske? Hvorfor er jeg blevet den person, jeg er i dag? De spørgsmål dukkede op og blev ved med at vende tilbage. Jeg tror, at de dukkede op, fordi jeg begyndte at tænke på mine egne børns opdragelse, og hvordan jeg skulle give dem de bedste kort på hånden til livet, understøtte dem i det, de er og vil blive, når de vokser op. Så jeg begyndte at kigge tilbage på min egen barndom og ungdom og på de øjeblikke – nedture og oplevelser, der har haft betydning for, hvordan jeg er blevet og har valgt i livet." 
 
Se Morten Remar fremføre titelnummeret her:

I anledning af det nye album har vi fået Morten Remar til at vælge fem videoer med fem af de største inspirationskilder til albummet:
 
The Beatles: Live Empire Pool (1965)
Beatles er en stor inspiration og har altid været det. Jeg kan blive ved med at lytte, og i mit samarbejde med multimusikeren Henrik Irgens er endnu flere døre blevet åbnet til deres nærmest uendelige musikalske univers. Det har været umuligt at pege et enkelt nummer ud, men jeg fandt denne video fra en live-koncert i 1965, der viser hvor gennem-musikalske og sammenspillede de 4 fyre var sammen. Noget, vi forsøger at gøre dem efter i mit eget band.

 
Paul McCartney: Blackbird (1968)

Verdens bedste popsang - intet mindre. Den blå tone. Pauls' smukke stemme. Originale guitar-arrangement. En tekst, der stadig er åben for fortolkning. Bundlinjen er, at det rører mig, hver gang jeg hører denne sang, og den originale video, hvor han sidder og øver sig inden optagelsen, er et udtryk for alt, hvad musik kan. Mit åbningsnummer, "Hele Mit Liv" indeholder nogle af de samme udtryksmidler som den akustiske guitar, foden der tapper rytmen, en tæt vokal.  
 
 
Crosby, Stills & Nash: Judy Blue Eyes - Live version fra Woodstock (1969)
Jeg må indrømme, de er kommet sent ind i mit liv. Det var producer Jens Runge, der sagde, at hvis jeg ville have vokalharmonisering
på albummet, skulle jeg tjekke dem ud. Det gjorde jeg og endte også med at læse en biografi om bandet, og "Judy Blue Eyes"
er nok det bedste eksempel på, hvad de kunne med deres stemmer.
 
 
Simon and Garfunkel: The Boxer, Live at Central Park (1981)
 
Jeg har altid elsket Simon & Garfunkel og deres sange. Paul Simons fortællerevne, deres historier og harmoniseringer har altid inspireret mig, men koncerten i Central Park var en milepæl i deres karriere og det bedste eksempel på, hvor få virkemidler der skal til at udtrykke så meget.
 
 
Diagrams: Icebreakers (2011)
 
Producer Jens Runge og jeg ledte efter musikalske referencer for produktionen, så vi var enige om retningen, inden vi startede. Havde jeg fundet denne sang inden, var hele processen blevet lettere – uden den dog har været urimelig svær. Hele arrangementet, instrumentering, komposition, teksten, udførsel, stemningen og det efterfølgende fem minutter lange lydbillede forstærker hele fortællingen, er ganske enkelt på niveau med "Blackbird". Den sang bliver en reference til den næste produktion!

ANNONCE