Nyhed

Se flot fotoserie fra Nelson Cans turné med Royal Blood

Den danske rocktrio varmede op for englænderne ved fire skandinaviske koncerter

I marts varmede rocktrioen Nelson Can op til den engelske duo Royal Blood på disses Skandinavien-turné, der bragte dem til Malmö, Oslo, København og Stockholm. I den forbindelse fik de taget en flot fotoserie af Xuan Nguyen. Du kan se billederne her.

Bassist Signe SigneSigne fortæller:

– Vi blev i første omgang hyret til at varme op for Royal Blood i Vega, og det var noget, vores bookingbureau Beatbox satte op, men da Royal Blood så fik hørt vores musik, bad de om, om vi kunne varme op for dem i hele Skandinavien, og det ville vi selvfølgelig gerne.


Hvordan gik turnéen så?

– Den gik skidegodt, det var det perfekte match. Vi er to bands, der har stor forståelse for hinanden, og vi havde det rigtig sjovt sammen. De virkede virkeligt interesserede i os. Ben (Thatcher, red.), deres trommeslager, stod ude i siden på scenen hver aften, når vi spillede. Så skulle man lige stramme balderne. Vores publikum minder meget om hinanden, og vi havde tydeligt noget at tilbyde til deres publikum. 

– Vores skrabede lineup minder jo også meget om hinanden, begge bands bruger kun sang, bas og trommer, og så spiller Mike (Kerr, bassist) med fire forstærkere ligesom jeg, så vi havde meget at tale om. Og da vi kom til Stockholm skulle vi også lige prøve hinandens udstyr. Mike havde i øvrigt 10 basser med på turen, og han spillede på dem alle sammen. Alle koncerterne var udsolgt bortset fra Malmö, der var meget tæt på udsolgt, og vi spillede for mellem 800 og 1600 personer hver aften.


Hvad var turnéens højdepunkt?

– Det var selvfølgelig Vega. Det var som at komme hjem igen. Royal Blood har i øvrigt efterfølgende sagt, at de synes, det har været deres bedste koncert i år.

Hvad var det mest mindeværdige, der skete på turen?


– Den første aften på turnéen havde Royal Blood pustet en ballon op og placeret den i vores øvelokale med en velkomsthilsen. Samme dag havde deres lydmand fødselsdag, og det fejrede de med heliumballoner, så vi gik alle sammen og talte med musestemmer. Det var en god icebreaker.

Hvad skal I lave i den kommende tid?

– Vi skal spille på Headquarters i Aarhus 30. april, dagen før Spot, til en label night med vores pladeselskab Like a Can of Bean Records, hvor også elektroduoen Spring & I og punkbandet The Entrepreneurs spiller. Så skal vi spille i Spanien i to omgange i maj og juli, vi skal spille på nogle festivaler, og så er vi i fuld gang med at skrive mere musik.


Se billederne fra Nelson Cans turné med Royal Blood her.

ANNONCE