Nyhed

Spot smider goth/industrial og et dansk navn på plakaten

Den aarhusianske branchefestival tilføjer tre navne til sin Nordic goth and industrial night. Og så er der også kommet lidt ekstra dansk musik til dansebenene.

Der er kommet ekstra tilføjelser til Spot programmet, og der er lidt for enhver smag, hvad enten du er til headbanging eller hellere vil kridte danseskoene.

Når festivalen løber af stablen om blot et par uger, kan du om lørdagen opleve musik af den mørke kaliber på spillestedet Radar, når den åbner til Nordic Goth and Industrial Night, der præsenteres i samarbejde med den tyske goth/industrial-festival M'era Luna.

De tre tilføjede nordiske navne er udvalgt af en international jury, og de udvalgte bands tæller svenske Agent Side Grinder, finske Black Night Discipline og danske Private Pact. Udover deres optræden på årets Spot festival dyster de tre bands også om en plads på den tyske festival M'era Luna til august.


Og så til noget lidt mere dansevenligt, eller hvad? Den forhenværende diskoprins Vinnie Who har nemlig foretaget lidt af et stilskifte på sit nye album fra sidste måned, "Harmony", der er længere ovre i singer-songwriter-genren, end vi før har oplevet ham. Vinnie Who, med det borgerlige navn Niels Bagge, valgte desuden ret så utraditionelt at sætte "Harmony" til salg i landets Tiger-butikker, så vil du høre nærmere inden hans optræden på Spot, er det ikke den store pung, du skal have med.

"Harmony" har af GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez fået 4 stjerner, med ordene: "Svøbt i strygere, slideguitar og dvaske, men smittende melodier, består Harmony af behagelig og døsig singersongwriter-pop, der er som skabt til solrige forårssøndage".  

 


ANNONCE