Nyhed

Klub Golem fejrer 15-års jubilæum – inviterer til Halloween-fest og dobbeltkoncert

GAFFA.dk – alt om musik

Arrangementet byder på et væld af musikalske genrer, Golemkage, dødsstjerner og en vis hjemmecomputer

Den 29. oktober slår Klub Golem i Odense dørene op for en kombineret Halloween-fest og klubbens 15-års jubilæum. Arrangementet byder på spændende musikalske indslag med en dobbeltkoncert fra svenske Agent Side Grinder og Ras Bolding.

Agent Side Grinder gæstede sidst Golem for ti år siden. I løbet af det sidste årti har svenskerne udgivet en række albums og givet et hav af koncerter. Musikalsk byder gruppen på en kombination af synth, postpunk og industrial.


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Synth, ebm, techno og postpunk

Ras Bolding byder også på Halloween-koncert i samarbejde med Olivia Obskur på ekstra vokal og synthesizer samt Emmelie Eddikke på synthesizer. Oplevelsen underbygges med laserstråler, neonrør, lysende dødsstjerner, røg og damp, og genremæssigt drages der inspiration fra synth, wave, goth, electronica og 8-bit. Den ikoniske hjemmecomputer Commodore 64 bringes naturligvis også i spil.

I aftenens anledning kan du desuden se frem til – og frygte – gratis Golemkage. Der vil desuden være musik fra dj's Sue She, Atlas, Ruin, Marie Makaber og Ras Rolding, og du kan således forvente at blive præsenteret for et væld af genrer, herunder goth, synth, industrial, ebm, new wave, punk, neofolk, electronica med flere.


Klub Golem er hjemsted for Odenses undergrund, hvor der er plads til alternative musikgenrer, lak og læder. Arrangementet finder sted på Kulturmaskinen i Odense. Dørene åbner kl. 20.00 og lukker kl. 02.00. Det koster 50 kr. at komme ind.

ANNONCE