Sziget Festival-reportage del 1: Tryllebundet af MØs energi

Den ungarnske festival Sziget begyndte allerede tilbage i 1993, som en mindre begivenhed for studerende. Siden har festivalen gennemlevet et vokseværk af dimensioner og kan i dag bryste sig af at være én af de største europæiske musik- og kulturfestivaler. Med et bredt tværsnit af det musikalske spektrum strækker festivalen sig over syv dage og tiltrækker mennesker fra hele verden – og der er i den grad lidt for enhver smag. Scenerne er kategorisk inddelt efter genre, og der er således plads til både verdensmusik, jazz, folkemusik, vaskeægte røvballe, klassisk musik og selvfølgelig profilerede internationale kunstnere, der i år tæller navne som Robbie Williams,Florence + The Machine, Kings Of Leon, Fouls, Ellie Goulding og Major Lazer. 

Som immigrant på frihedsøen

Festivalen er lokaliseret på en frodig ø i midten af Donaufloden, der strækker sig igennem Ungarns hovedstad, Budapest. Hvis man derfor ikke har lyst til at lægge sig i seng som fersk kød og vågne op som kogt hamburgerryg, er det muligt at leje et værelse inde i byen, som kun lægger et stenkast fra festivalpladsen. Og ellers kan man placere sit telt strategisk under trægranerne i festivalens skovområder eller tæt på den idylliske flod. I hvert et hjørne er teltduge spændt ud, og der er derfor ikke det store spænd mellem de pulserende musikscener og campisternes vakkelvorne festivalstole. 

En sværm af forventningsfulde festivalgæster strømmer over broen med deres nøddefarvede pas i hænderne, der er bevis på, at man nu er en ægte "szitizen" på den selvudnævnte frihedsø. På den anden side af broen bliver de mødt af et virvar af kulørte lamper, kunstinstallationer, ekstravagante udklædninger og ikke mindst den linde strøm af musik. Det minder mest af alt om en form for parallelunivers, hvor kun fantasien sætter grænser. Med det naturtro pas omhyggeligt placeret i bæltetasken bevæger jeg mig ind på området for at finde ud af, hvordan livet leves på frihedsøen. 

Friheden til at være alt mellem himmel og jord

Dagen begynder med en rundvisning i området Hungarikum Village, der oser langt væk af spilledåser, farverige gøglere og humoristisk cirkusstemning. Det lille område bliver bevogtet af en gigantisk drage opbygget af mere end 15.000 plastikflasker. Den snor sin lange hale langs jorden, mens en håndfuld slumrende gæster ligger tilbagelænet op ad den lange krop i middagsheden. Hvert år håndplukker festivalen de mest kreative kunstinstallationer af kunstnere fra hele verden, som derefter får lov at sætte deres penselstrøg på det samlede festivalbillede med deres såkaldte frihedskunst.

De mere statiske kunstinstallationer bliver derefter placeret på det pulserende festivalområde, hvor det ikke er unormalt at blive væltet omkuld af et par klovne på stylter eller at befri sin indre diva til burlesqueshows. Her kan mænd være kvinder, kvinder kan mænd, man kan være tre meter høj, hoppe på tungen, jonglere med bautasten eller have en ged i lommen. Der er ingen, der løfter et bryn, for her er nemlig plads til skæve eksistenser og frihed til at udfolde sig, som man lyster. 

Efter den eventyrlige rundtur i kærlighedsteltet, fiskedammen og et smut forbi spåkonen, er det tid til en lille forfriskning med ungarnske vine, der bliver indtaget i en trælade sammen med andre internationale journalister. Derefter står der musik på programmet.

Popfest og Pikrock - bogstavelig talt

The Ting Tings har indtaget scenegulvet på festivalens hovedscene. Mens solen brager ned fra en skyfri himmel, udfolder koncerten sig i et hæsblæsende tempo. Fra at være nogenlunde hørbart falder udtrykket helt fra hinanden med en usammenhængende kombination af backtrack, instrumentskift og en lang eurotrance-seance, som virker ligeså stakkeret og åndedrætsbesværet som vokalen fra frontsangerinde Katie White. 

Den kaotiske koncertoplevelse fortaber sig hurtigt i forglemmelse, da turen går videre til scenen med det laktoseholdige navn A38. Her fejrer MØ sin fødselsdag under bragende tilråb fra det begejstrede publikum, der står tætpakket under teltdugen. Med svedperlerne dryppende fra ansigterne mimrer læberne til musikken, der desværre ikke står helt knivskarpt. Med en ulden og lettere skramlet vokallyd er det svært at tyde sangteksterne, men til gengæld bliver man tryllebundet af MØs karakteristiske dansetrin og uudtømmelige energiudladninger. At der så står på plakaten, at hun kommer fra Holland, er en anden snak. 

Foals står for aftenens melodiske rockindsprøjtning, og publikum er mødt talstærkt op. Det engelske orkester filer guitarstrengene til stor begejstring for folkeskaren, der tramper rundt på jorden i virvelstrømme af tør urinstøv. Flere gæster samler konfetti op fra jorden og kaster det over hårkronerne på dem foran i genkendelsens glæde, da hittet "My Number" toner ud af de tårnhøje højtalere. Helt så gnidningsfrit går det dog ikke, da Fouls nyeste single "Mountain At My Gates" bliver ramt af et ubelejligt strømsvigt. Det giver til gengæld forsanger Yannis Philippakis anledning til at fyre op for en smøg for derefter at pøse lunken dåseøl ud fra scenerampen. Der går heldigvis ikke længe, før der igen er hul igennem og koncerten drøner videre. 

På A38 træder den engelske sangerinde Ella Eyre ind i en glitrende robe og en stramtsiddende catsuit. Energisk leverer hun det ene popsprængte nummer efter det andet i teltet, der er fyldt til bristepunktet. Helt høfligt og pladsbesparende har flere sat sig op på skuldrene af en ven, hvor deres mørke silhuetter vejrer i takt med tempofyldte numre som "Good Times" og "Deeper".

Festen fortsætter på hovedscenen, hvor Ellie Goulding udfolder en perlerække af hitsingler fra den energiske "Starry Eyed" til "Love Me Like You Do" og "Anything Could Happen". Koncerten bliver indtaget med en mojito i hånden, mens hendes luftige vokal næsten føles dejligt afkølende på en dag, hvor ethvert væskesprøjt på kroppen har føltes som en gave – om det så har været vand, urin eller galde må guderne vide. 

Da klokken nærmer sig midnat, går der drengerøvshumor i den. På festivalens tribute-scene spiller et Linkin Park-coverband, der kalder sig selv for Piknik Park. Det bliver fejret med lårklaskeri og billige, ungarnske øl, der skummer over bægerets kant, mens dagen går på hæld og festivalgæsterne vrider sig taktfast under områdets sparsomme belysning.