Nyhed

Tina Dickow: Festugeåbningen bliver en koncert, der aldrig kommer igen

Vi har talt med sangerinden, der holder uofficiel åbningskoncert i Aarhus Festuge

Torsdag den 27. august giver Tina Dickow og en række danske og islandske gæster fælles koncert i Rådhusparken i Aarhus som den uoffcielle åbning af Aarhus Festuge – under overskriften "Ned Fra Nord". I den forbindelse har vi talt med den Aarhus-fødte og -opvoksede, nu islandsk bosatte og gifte sangerinde og sangskriver.

Hvordan er det gået i øveren?

– Vi øver først med gæsterne i dagene op til koncerten, så det bliver intenst og lige-på-og-hårdt! 


Jeg har øvet med mit syvmandsband til sommerens andre koncerter, og vi er i topform, men vi har et par ekstra dage op til Aarhus-koncerten, hvor vi skal se, om vi kan give det hele et "twist", der gør aftenen ekstra særlig.

Hvad kan vi forvente af koncerten?

– I kan forvente en koncert, der kun spilles den ene gang og så aldrig igen! En for mig meget personlig musikalsk rejse med forskellige islandske og aarhusianske gæster, som byder ind med fest og sjov, men også med smuk og mere "hemmelig" musik. Man skal komme og lytte og være åben, og så får man til gengæld en hel masse god musik og kærlighed og går derfra og kender mig og Island og måske endda også Aarhus lidt bedre. Det bliver mega-stort for mig at få lov at binde en snor imellem Aarhus og Island for en aften! Jeg spiller selvfølgelig også en masse af mine egne sange og alle de hits, der skal være til en stor udendørs sommerkoncert. Vi får besøg af Kjartan Arngrím, forsanger i Folkeklubben, og fantastiske Eivør, som har en stærk forbindelse til Island og har sunget meget på sproget.  Derudover et stort kor, aarhusianske Vocal Line og en hemmelig gæst eller to, selvfølgelig. Og direkte ned fra nord kommer så Ásgeir Trausti og Samaris.


Hvad står der på din forplejningsliste?

– Det kan være, den bliver ekstra flippet denne gang med alle de optrædende gæster! Gin og go' chokolade til mig, men det kan være islændingene skal have tørret fisk, gåsepostej og brændevin, det ved man aldrig.

Har du nogle ritualer, inden du går på scenen?


– Nej, vi krammer bare i en cirkel og kommer med energiske tilråb om, at vi skal nyde det, være skarpe og afslappede på samme tid og for Guds skyld huske at nyde det! Men som regel iblandet alle mulige jokende kommentarer, der sender os halvvejs grinende på scenen. Men egentlige ritualer har jeg ikke. Ud over at jeg som regel strækker lidt ud bare for at komme lidt ned i kroppen.  

Hvad hører du i tourbussen?

– Jeg har for nylig været på Grøn Koncert, hvor man har "four-on-the-floor"-stortromme og høj bas kørende i baggrunden dagen lang, og vi har fået hørt en masse live-musik som Lukas Graham, Oh Land og Turboweekend, så når vi satte os ind i bilen, så måtte der gerne være stille!


Hvem er din egen islandske favorit?

– Der findes selvfølgelig kun ét svar, hahaha. Totalt kikset af rose sin mand hér, men altså, Helgi (Jonsson, red.) er en stor musikalsk inspiration for mig. Og han vil selvfølgelig også være en del af koncerten, ikke kun i bandet, men også i eget navn. Ellers må jeg sige, at Ásgeir Traustis album Dýrð í dauðaþögn er det islandske album, jeg har lyttet mest til. Altså ud over Björk igennem tiderne.

Hvad har været kriterierne for de kunstnere, du har valgt at tage med til koncerten?


– Jeg forsøger at lave en koncert, der hænger rigtig godt sammen, både musikalsk og som fortælling. Jeg har ikke tænkt mig at vise, at der findes AL slags musik på Island. For det gør der jo. Men jeg vil hellere male den stemning, jeg selv har omkring islandsk musik og islandsk natur. Det smukke og storslåede, det hemmelighedsfulde, det ekspressive. Så der er en rød tråd. Og så har der bare været nogle navne, der gav rigtig god mening. 

Billetsalget er i fuld gang, og du kan finde billetter her og GAFFA Guld / Platin-medlemmer kan få billet til medlemspris her.

Varm op med Tina Dickows nye sang, "Pigen Ud Af Aarhus" – hendes første udgivne sang nogensinde på dansk:

ANNONCE