Efter tre ep'er og udsolgte shows har debutalbummet Nu fået en udgivelsesdato
"Nu" bliver titlen på Benjamin og Albert a.k.a hiphop-duoen Benals nye album. Knapt tre år og hele tre ep'er er der gået, når "Nu" kommer på gaden den 29. januar. Frem til udgivelsen vil der løbende være smagsprøver at finde på duoens YouTube-kanal. Den første er klar nu og kan opleves nederst i artiklen.
Benal udgøres af Benjamin (Ben), som rapper, og Albert (Al), som producerer. Sammen er de Benal og har med deres blanding af skarpe, elektroniske kompositioner og en strøm af mørk, poetisk rap skabt en ny lyd i dansk hip-hop.
I 2013 kom ep'en "Baby" og i 2014 kom "Hiphop" og "Hvad med nu". Alle tre har modtaget særdeles flotte ord og henholdsvis fire og fem stjerner af GAFFAs anmelder.
"Nu" kommer ikke til at indeholde nogen gentagelser fra de tidligere ep'er på den i alt 14 numre lange trackliste, hvor gæstelisten også spænder bredt i form af Suspekt, Nixen, Katinka, Semih Automatisk, Loke Deph og Bashir, der alle ved flere lejligheder har optrådt live sammen med Benal i diverse konstellationer.
Lyt til og se musikvideoen til "Badesalt" herunder:





