GAFFA kårer årets 10 bedste danske album

GAFFAs samlede skribenter har endnu en gang skuet tilbage på året, der gik, og i fællesskab – efter et pointsystem – kåret de bedste album i ind- og udland. Musikåret 2015 har været præget af mange spændende udgivelser i alverdens genrer, og der var tæt opløb om de øverste pladser. 

Her kommer årets 10 bedste danske album. Hør sangene fra videoerne på en playliste fra Spotify nederst. 

Læs også om årets 30 bedste internationale album her

10. Myrkur – M

(Playground Music / Relapse)

Myrkur er black metal, der rummer kontraster med afstande på flere lysår imellem sig. Fra de mest sagte passager, hvor Bruuns smukke røst udgyder pastorale melodier blot akkompagneret af klaver, til det meste iltre og hysteriske metaludbrud, hvor forvrængningen truer med at opsluge hele lydbilledet, er der et kæmpe spænd.

9. Rangleklods – Straitjacket

(Tambourhinoceros)

Singlen Lost U foreskrev en album-toer fra duoen Pernille Smith-Sivertsen og Esben Nørskov Andersen, som er det hele værd. På trods af en noget kantet kommerciel appel står produktionerne frem som gennemtænkte og ualmindeligt stilbevidste. Den funktionelle minimalisme i singlens omkvæd, Berlins kælderkølige klubstemning, beatet og de gurglende synthesizere, den nordiske, mørkeblå melankoli i Smith-Sivertsens vokal, de industrielt kradsende effekter, alt sammen vævet sammen til et stærkt, direkte udtryk.

8. Den Sorte Skole - Indians & Cowboys

(Eget selskab)

Sine steder er musikken lækker og imødekommende, når man sumper hen til El Chark, nikker med nakken til Heli Yosa eller danser linedance til The Caucas. Men oftest stopper festen brat, og selv de samples, man synes at kende, forvrænges på nye måder, så man sjældent kan vide sig sikker.

7. Mellemblond - Fra Et Sted

(Smashbangpow)

De lige dele melodiske og poetiske musikalske betragtninger er pakket ind i en helt eminent produktion, der blidt bider fra sig og kalder på gentagne afspilninger. Mange af dem. Det er moden, tidløs og seriøs rock, vi har med at gøre på Fra Et Sted, hvor dystre understrømme og splintrende guitarsoli snor sig ubesværet gennem samme sang, mens klaver og blæsere også finder vej i de stemningsmættede, selvorkestrerede lyduniverser, sangene byder på.

6. Kloster – Half Dream, Half Epiphany

(Target Group)

Der er noget urovækkende over danske Kloster. For under overfladen på de langstrakte og smukke hymner gemmer der sig en kulsort mørk afgrund. Manden bag bandet er Mikael R. Andreasen, og Half Dream, Half Epiphany er det fjerde udspil fra hans hånd. Han får atter manifesteret, hvilken fremragende sangskriver han er, og det tårnhøje niveau fra de foregående udspil overgås som et mindre mirakel. En lang række gæster er med til at pakke den lavmælte og spirituelle neo-folk ind i et organisk lydmaleri, hvor fortvivlelse og håb forenes.

5. Lydmor (billedet): Y

(Sony Music / Mermaid Records)

Jenny Rossander aka Lydmor har ikke noget umiddelbart ønske om at blive verdens største popstjerne, hun vil bare gerne spille den musik, der betyder noget for hende for de mennesker, som ønsker at lytte. Derfor rummer Y heller ikke den ene hit-basker efter den anden. Kvaliteten ligger i stedet i det gennemførte univers, Lydmor fører os ind i, med sine finurlige, personlige tekster tilsat sin hviskende, sarte og skrøbelige stemme. Jenny Rossander er helt sin egen – og hurra for det!

4. The Minds Of 99 – Liber

(Sony Music / No3)

Musikalsk er Liber mere ultimativ end forgængeren, og der bliver spillet med en højere risiko. Der leges besnærende i den perlende Ma Cherie Bon Bon, og i Hjertet Følger Med er både Pet Shop Boys og New Order med på bagsmækken. Det meste samles i den blændende Stjerner På Himlen, der er ekstrakten af The Minds of 99. Et band med en glubende appetit.

3. Mew – +-

(A:larm Music / Evil Office)

Pladen er i klassisk Mew-tilgang lagdelt og yderst symfonisk inspireret foruden grundigt varieret. Overordnet har pladen desuden en meget lys sound og fremstår som deres mest poppede til dato. Kuriøst nok er det ikke de to førstesingler Water Slides eller Satellites, der er mest spændende. My Complications med det vanvittigt lækre slutspil fra 4:01, den pågående Witness med de lækre guitargange, den langsomme udvikling på Clinging to a Bad Dream eller den powerpoppede The Night Believer kommer først i rækken på en lækkerbisken af en plade, der magnetiserer sig til pluspolen. Ikke minus.

2. Ulige Numre – Grand Prix

(A:larrm Music / Universal Music)

Ulige Numre er klar med deres andet album, og mere end nogensinde står det klart, hvilket kolossalt aktiv frontmand Carl Emil Petersen vitterligt er. Lige meget hvordan man vender og drejer det, må det medgives, at manden alene i kraft af sine egenskaber som sangskriver er ekstraordinært spændende – han er ganske enkelt blandt sin generations bedste herhjemme. Allerede her tidligt i karrieren har manden formået at skabe sig en signatur, og der er således en vidunderligt genkendelig poesi over hans ofte melankolske tekster, som synes at komme så ubesværet til den gode gut. Petersen er reflekteret og blander ubesværet en skiftevis sej og sårbar kropslighed med organiske metaforer.

1. Blaue Blume – Syzygy

(A:larm Music)

Det selverklærede tema for albummet er forelskelsen, og det vækker genklang i titlen Syzygy, der af betydningsmæssige omveje går tilbage til den græske digtning og senere filosofiske begreber om mødet og foreningen af modsætninger. Med et så komplekst etymologisk rodnet kunne man godt frygte, at Syzygy blev en affære for hjernen, men her modsvarer musikken heldigvis intellektet på fornemste vis og åbner for en intim lytteroplevelse. Jonas Smiths virtuose stemme bruser ubesværet gennem et imponerende register i et organisk lydbillede, hvor man især imponeres over det dynamiske sammenspil, der aldrig føles fortænkt. Numrene tårner sig op, modige og skrøbelige, og de betager, des mere man hengiver sig til dem. Ligesom en forelskelse…