Nyhed

Guide: Her er ugens bedste fester

Kalenderlyset brænder og glöggen koger, men trænger du til at danse juleflæsket væk, inden det går helt galt, er der her råd for det

GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!

 

WhatWhat er under Radaren


Der er fokus på elektronikken, når nye lokale dj's rykker ind på Radar. Torsdag aften skydes weekenden i gang på det aarhusianske spillested, hvor blandt andre Dodoscope, kendt fra Sound of Copenhagen skyder rytmer ud af lydsystemet. Fokus er udelukkende på lokale og upcoming dj's, så der er gode chancer for at danse ud i natten til musik, du sandsynligvis ikke har hørt før.

Hvad: WhatWhat #4

Hvor: Radar, Skovgaardsgade 3, Aarhus C


Hvornår: 3. december fra kl. 20.00

Hvordan: Facebook-event


 

Ny klub i den indre hovedstad

På torsdag går Københavns nye klub IDYL i luften. Målet med denne nye torsdagsklub er at skabe en mulighed for at gå på klub om torsdagen, hvor ikke kun gymnasieelever er ude. Ifølge mandskabet bag IDYL er der ikke et eksisterende grundlag for denne klub i indre by, men det bliver der fremover lavet om på. Konceptet bliver kvalitetsbevidst og med et højt ambitionsniveau, og bag mixeren vil der i løbet af aftenen stå et hav en lydsmede. IDYL har ovenikøbet sørget for fri bar mellem kl. 23.00 og midnat.


Hvad: IDYL Launch Party

Hvor: Knabrostræde 3, Kbh. K

Hvornår: 3. december fra kl. 23.00


Hvordan: Facebook-event

 

Se ugens bedste fest i tv


Ugens suverænt bedste fest er selvfølgelig GAFFA-Prisen på Bremen Teater torsdag den 3. december klokken 20-22 med uddeling af 17 musikpriser, liveoptrædener ved Kwabs (UK), Patrick Dorgan, Liss, The Minds of 99, Alex Vargas og Velvet Volume og gratis øl fra Royal Beer hele aftenen. Festen har dog været udsolgt i ugevis, men hvis du ikke nåede at få billet, kan du se det hele i DR3 fredag den 4. december klokken 21.00-23.00.

Hvor: Foran dit tv eller din internetforbindelse

Hvornår: 4. december kl. 21.00-23.00


Hvordan: På DR3 eller dr.dk/dr3

 


Forfriskninger vender tilbage på Boxen

På fredag vender det populære, tyske koncept Re:Fresh Your Mind tilbage på Culture Box i København. Som altid er der taget en overflod af musikalske gæster med, og denne aften er ingen undtagelse. Blandt de musikalske gæster er blandt andre tyske Gorge, samt den altid feststemte Tim Andresen.

Hvad: Re:Fresh Your Mind Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54, Kbh. K


Hvornår. 4. december fra kl. 21.00

Hvordan: Facebook-event


 

Vær sød at danse igen

På fredag vender endnu et velkendt koncept tilbage til det københavnske natteliv, når en række tyske elektronikere samles under navnet Tanzen Bitte. Det hele går ned på det københavnske spillested KB18 i Kødbyen. Der er dømt tech house og deep house af højkaliber, når blandt andre Super Flu og Bebetta stiller sig op bag lydpodiet.


Hvad: Tanzen Bitte

Hvor: KB18, Kødboderne 18, Kbh. V

Hvornår: 4. december fra kl. 23.55


Hvordan: Facebook-event

 


Kollaborationer i Paradis

Der har været godt gang i ALLEZ-universet i årets løb, og det skal naturligvis afsluttes med manér. Den elektroniske musik er som altid i fokus, men da det er årets sidste ALLEZ-fest bliver der derfor sat lidt ekstra fokus på det visuelle udtryk, hvilket vil blive set både inde og uden for husværten Café Paradis. Med hjælp fra ALLEZs franske grafiker er der strikket visuals sammen, som gør, at gæsterne fra gården og hele vejen op til 2. etage kan opleve lyd og lys, som komplementerer hinanden. Festen bliver kulminationen på tre måneders arbejde, hvor holdet bag ALLEZ har forsøgt at skabe de perfekte rammer for en anderledes, festlig undergrundsfest.

Hvad: Allez #5


Hvor: Café Paradis, Paradisgade 9, Aarhus C

Hvornår: 5. december fra kl. 21.00

Hvordan: Facebook-event

 


Undergrundsrave på Klosteret


Der er dømt noget nær piratfest, når Marc & Mikkel's Dungeon Rave på lørdag går i luften for tredje gang. Det sker denne gang i den hedengangne kirke og hospital, Klosteret, der stammer helt tilbage fra den 14. århundrede. Omgivelserne er måske derfor ideelle til et sådan arrangement, hvor et bredt spektrum af dj's er inviteret til at holde festen i gang.

Hvad: Marc & Mikkel's Dungeon Rave

Hvor: Klosteret, Hauser Plads 32, Kbh. K


Hvornår: 5. december fra kl. 22.00

Hvordan: Facebook-event


 

Let's party like it's 1979

Den aarhusianske natklub Double Rainbow inviterer lørdag aften på en rejse tilbage i tiden. Nærmere betegnet til 1979, hvor håret var højt og tøjet lige så farverigt som dansegulvet. I aftenens anledning er der inviteret et spændende line-up, bestående af Roussakis kendt fra Regelbau, samt Whyte og en endnu ukendt, men særlig gæst. Så gå på opdagelse i dine forældres klædeskab, frem med hårlakken og stik i dine plateausko, og dans som var det 1979.


Hvad: Disco Like In '79

Hvor: Double Rainbow, Skovgaardsgade 3, Aarhus C

Hvornår: 5. december fra kl. 23.00


Hvordan: Facebook-event

 


Endnu en bar skyder op i nattelivsoasen

Hvis man er træt af det sædvanlige på en lørdag aften, er der nu råd for det. På lørdag skydes den nye bar Underbar i gang i Københavns hjerte, hvor et bredt musikalsk program sættes i aktion til at holde festen i gang. Både dj's og deciderede bands vil stå for aftenens lydbillede, blandt andre det drømmende danske indie-band MÅNE og den semi-elektroniske Frankah.

Hvad: Underbar Grand Opening


Hvor: Underbar, Vandkunsten 5, Kbh. K

Hvornår: 5. december fra kl. 21.00

Hvordan: Facebook-event

 


Holder du den vildeste fest? Send info til [email protected]


ANNONCE