Efter koncerter på Pop Revo og Roskilde Festival besøger gruppen nu hovedstaden
Nu får København æren af at huse den Baltimore-baserede trio, Future Island. Det sker på Store Vega, søndag den 16. august i år. Orkestret har tidligere gæstet Roskilde Festival, hvor GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann kvitterede med fem stjerner og ordene: "(...) men sikke en fest - verden ligger så sandelig for Future Islands' fødder".
Det amerikanske synthpop-orkester blev sidste år signet hos det britiske pladeselskab 4AD, der udgav deres album "Singles". Med singlen "Seasons (Waiting On You)" som pladens spydspids fik orkestret for alvor lov at folde vingerne ud. Det skete igennem et frugtbart samarbejde med produceren, Chris Coady, der også står bag produktioner for Beach House og Grizzly Bear.
Samme år gjorde Future Islands sig bemærket hos David Letterman, da frontfigur Samuel T. Herring med sin banken på brystet og tissetrængende trin fik valset sig op af undergrunden og ind på de virale medier. Trioen leverer pulserende 80'er-inspirerede popmelodier i en spidsfindig kombination af crooning og growl. Du kan sikre dig en billet til sommerens koncert fra i morgen formiddag kl. 10 ved at trykke her. Herunder kan du se gruppens bemærkelsesværdige optræden hos Letterman: