På optagelsen kan man høre et vidne berette om hændelsen, der kostede en mand livet
En optagelse fra det amerikanske alarmtelefonnummer 911, der førte til anholdelsen af hiphop-mogulen Suge Knight, er netop blevet frigivet. Optagelsen, der blev foretaget den 29. januar i år, er blevet offentliggjort af Los Angeles-bydelen Comptons bysekretær og indeholder opkaldet fra et rystet vidne, der beretter om påkørslen af to mænd efter et slagsmål. Hør opkaldet nedenfor.
"Bilen kørte over to mænd, der skændtes og derefter bakkede han og kørte så lidt frem og kørte dem over," fortalte en kvinde til alarmcentralen. "De to mænd ligger ned. Vi prøvede at forfølge bilen, og vi har taget billeder."
Suge Knight blev anholdt fredagen efter hændelsen. I politirapporten kunne man læse, at hiphop-mogulen påkørte de to mænd umiddelbart efter et skænderi udenfor en restaurant i Compton. "En mand (51) kom til skade og den anden mand, Terry Carter, 55, døde. Føreren af bilen flygtede fra gerningsstedet".
Knight er efterfølgende blevet anklaget for mord og mordforsøg uden mulighed for kaution, der oprindeligt var sat til 13 millioner danske kroner, før den blev tilbagetrukket.
I går blev det rapporteret, at Knight blev bragt til hospitalet med en potentielt dødelig blodprop, efter han beklagede sig over brystsmerter under en domstolshøring i tirsdag, den 3. februar. Knight har erklæret sig uskyldig i alle anklager.
Suge Knight var i 90'erne leder af pladeselskabet Death Row, der har udgivet betydningsfulde hiphop-navne som Dr. Dre, Snoop Dogg og Tupac Shakur.
Hør opkaldet til 911: