Kraftwerk – den tyske musikmaskine

Tyske Kraftwerk gæster Koncerthuset i København for, gennem otte koncerter 26. februar-1. marts, at præsentere alle album fra Autobahn til og med Tour De France Soundtracks, noget man vist godt allerede på forhånd kan tillade sig at kalde for lidt af en magtdemonstration. Det der med album-koncerter, altså koncerter, hvor et helt album præsenteres live, har været på mode i nogle år nu, og andre legendariske navne indenfor den elektroniske musik har allerede markeret sig i dén henseende; Jean Michel Jarre med Oxygene, OMD med Architecture And Morality, Human League med Dare, for nu at nævne et par stykker. Og senest er det så blevet Kraftwerks tur.

Selvom koncertrækken flere steder præsenteres som Kraftwerks samlede værker, så ved de ægte nørder, anorakkerne og de rigtige science fiction-fans, som går på nettet fra Commodore 64, selvfølgelig godt, at Autobahn slet ikke er Kraftwerks første album, men at der fulgte nogle år forinden med udgivelser, der lå tættere op ad den Krautrock, der blomstrede vitalt på det, man dengang kaldte den vesttyske musikscene. Ikke desto mindre giver et koncept som det, Kraftwerk her præsenterer en sjælden chance for at høre numre, som typisk ikke bliver vendt til en standardkoncert. Jeg har oplevet gruppen live mange gange efterhånden, men ser specielt frem til denne gang også at skulle høre sager som Kometenmelodie, Ätherwellen, Ohm Sweet Ohm, Europa Endlos, Sex Objekt, numre som ikke just skamred P3's bedste sendetid som en mare, men som alle ikke desto mindre er glimrende musik.

Made In Düsseldorf

Ærlig snak; vi vandt godt nok i fodbold engang i et andet årtusind, men musikalsk har vort naboland mod syd altid sparket dansk røv i en grad, der får Dybbøl til at smage af næææsten uafgjort i sammenligning. Jeg gider slet ikke engang forsøge at køre Aqua i stilling mod Einstürzende Neubauten og DAF, Tangerine Dream og Klaus Schulze, Nina Hagen og Nena, Alphaville og Welle: Erdball, Rammstein og KMFDM. Og nåja, Bach, Beethoven, Wagner, Stockhausen. Og så de der Kraftwerk.

Ganske vist vil flertallet af tyskere vist stadig helst bare have lov til at høre Udo Lindenberg i fred, og det er måske en af grundene til, at de tyske musikere ofte har været gode til at sende inspiration rundt i resten af verden. Og skal man pege på et navn, der mere end noget andet tysk projekt i det tyvende århundrede netop har været inspirationskilde i en i bogstavelig forstand næsten ufattelig grad, så må det lige netop være Düsseldorf-gruppen, Kraftwerk.

Inspiration og indflydelse

Når der skal sælges plader, kan branchefolk rigtig godt lide at tale med store bogstaver, om hvor indflydelsesrige lige præcis deres kunstnere er og har været. Og i mange tilfælde er det varm luft og tom snak, som det meste af det der foregår i musikbranchen. Eller hvad der nu er tilbage af den. Men så er der nogle navne her og der, som man simpelthen ikke kan slippe uden om. Vi kunne for eksempel sige David Bowie. Eller Depeche Mode. Madonna. Björk. Fælles for dem alle, udover legendestatus, er at de hver især åbentlyst har vedkendt sig arv fra Kraftwerk – og de er ikke de eneste. Så langt fra. Hele genrer så forskellige som disco, punk, goth, synthpop, ebm, industrial, electro, techno, electronica, hiphop, ja, sågar visse former for metal og folkemusik har ladet sig inspirere af Kraftwerk. Og det er ikke engang løgn.

Det er lidt fjollet overhovedet at måle den slags op mod hinanden, men der er altså de eksperter, der vil hævde, at hvad rendyrket musikalsk indflydelse angår, så ligger Kraftwerk nummer et – over folk som Beatles, Jimi Hendrix og Pink Floyd. Det er, som sagt, en lidt fjollet (om end ved de rette middagsselskaber, hvor flødekager og håndgemæng går hånd i hånd, også forholdsvis underholdende) måde at diskutere musik på, men blot for med fede streger at slå fast, at Kraftwerks musikhistoriske betydning simpelthen ikke må underdrives.

Musikalske venner

Her et par korte interviews med engelske OMDs sanger Andy McCluskey og vores egen Martin Hall, der begge har følt sig påvirket og inspireret af Kraftwerk.

Andy McCluskey

Hvornår hørte du første gang Kraftwerk, og kan du stadig huske, hvordan du reagerede?

– Første gang var sommeren 1975, hvor Autobahn blev spillet på engelsk radio. Jeg var ude på badeværelset derhjemme, og jeg tænkte, at det her var lyden af fremtiden. Jeg var lige omkring de 16 og begyndte at interessere mig for at lave musik. Den 11. september samme år sad jeg i Liverpool Empire Theatre, sæde Q36, og mit liv blev forandret af de her fire fyre i skjorte og slips, som spillede fremtidens musik. Jeg følte mig virkelig inspireret.

Det er vel ikke helt forkert at kalde den tidligste inkarnation af OMD, Paul og dig selv, for nørdet og fremmedgjort ungdom. Hvad betød Kraftwerk for jer i den alder?

– Et var at være vild med Kraftwerk og føle sig inspireret, noget helt andet var at lyde som dem. Paul (Humphreys, keyboard med mere, red.) og jeg var lige blevet venner, for hans kammerater havde bedt mig spille bas i deres band. Jeg havde et par Kraftwerk-plader og en dårlig mono-pladespiller. Paul var til elektronik og havde bygget en med stereo. Så vi indledte et symbiotisk venskab – jeg havde vinylerne, han havde stereo-pladespilleren. – Sammen lyttede vi til Kraftwerk i værelset hos hans mor, og vi begyndte at bygge maskiner, der kunne lave lyd. Vi eksperimenterede virkelig og må have drevet naboerne til vanvid hver eneste lørdag eftermiddag. Vores venner var til Genesis og Eagles, men vi længtes efter fremtiden, med vores støjgeneratorer og min bas gennem en ekkoeffekt. Vi var indbildske og købte et gammelt elektronisk klaver og fandt på Electricity-melodien, da vi stadig var seksten. Vi arbejdede i vores eget lille kulturelle vakuum og tænkte, at vi var nok de eneste i verden, der var påvirket af Kraftwerk. Så fandt vi andre, der tydeligvis også var det, og som også længtes efter fremtiden. Vi besluttede os for at prøve at gå på scenen for at give en koncert… og indledte, nærmest ved et tilfælde, vores nu 36 år lange karriere!

Du har samarbejdet med Kraftwerks Karl Bartos på nummeret, Kissing The Machine. Hvad er historien bag sangen, og hvorfor to versioner med tyve år imellem dem?

– Jeg kontaktede Kraftwerk i 1990 for at høre om jeg måtte lave en cover af Neonlicht. Karl Bartos svarede via fax, at han netop havde forladt gruppen, og spurgte, om jeg var interesseret i at lave noget musik sammen med ham. Jeg tog til Düsseldorf, og han tog til Liverpool. Vi skrev Kissing The Machine til hans Electric Music album. Tyve år senere, hvor den oprindelige OMD-lineup var genforenet for at arbejde på English Electric, foreslog jeg Paul at vi genbrugte nummeret på grund af dets tekst, som ville passe perfekt ind på vores album om utopiske visioner, der blev til dystopisk virkelighed. Paul genskabte så al musikken og opdaterede lyden.

Martin Hall

Dine egne musikalske rødder er i høj grad i punk og postpunk. Kan du huske hvornår og hvordan, du første gang stiftede bekendtskab med Kraftwerk?

– Jeg mener, det var i 1976, så jeg må have været 13 år gammel. Jeg lyttede til musik med en fyr fra min parallelklasse, der var til elektronisk musik – Tangerine Dream og Klaus Schulze, den slags. Vi fandt pladerne i Pla-Teen, en butik der lå på Vesterbrogade, tæt på vores skole. Kraftwerk havde dengang kun udsendt Autobahn og Radioaktivität, og især sidstnævnte gjorde stort indtryk på mig. Det var en plade, der fuldkommen brød med den symfoniske tilgang til elektronisk musik, som de fleste udøvere inden for genren indtil da havde benyttet sig af. Også albummets cover kommunikerede noget usentimentalt og kuldslået, en sort-hvid verden af sendere og modtagere, målinger og relæer.

– Trans Europa Express er dog det Kraftwerk-album, der har betydet mest for mig. Pladen udkom i foråret 1977, hvor punken eksploderede, og hvor Jean Michel Jarre i løbet af sommeren opnåede massiv europæisk succes med albummet Oxygène – en lp, der på godt og ondt fik sat heftigt fokus på den elektroniske musik. Ved sammenligning befinder de to plader sig ikke desto mindre i hver sin verden. Frem for at være endnu en følelsesmæssig farveladeoplevelse af verden repræsenterer Trans Europa Express på mange måder en helt ny æstetik, et nyt greb. Den repræsenterer den kolde forførelse frem for inderlighedens, strategien frem for hengivelsen.

– Jeg tror, at Trans Europa Express var med til at give mange unge lyttere en ny måde at anskue både teknologi og europæisk kultur og musik på – få dem til at forstå at der løb en stiplet linje fra Franz Schubert, en komponist, der i alle henseender lever op til myten om den klassiske romantiske kunstner, henover den elektroniske musik og frem til Iggy Pop og Bowie, der begge nævnes i titelnummerets tekst. Og så er pladen i sin egen ret jo bare exceptionelt god ...et studie i teknisk perfektion.

Kraftwerk får stor betydning for visse ender af punk, postpunk, goth, new wave – hvad er, efter din opfattelse, årsagerne hertil?

– Ud over Kraftwerks enestående beherskelse af den elektroniske musiks virkemidler var deres æstetiske greb eminent. Gruppens grafiske formsprog var klart og koncist. Tag for eksempel forsiden af Trans Europa Express: Elektroniske pionerer iscenesat med et stænk af altmodisch glamour, videnskabsmænd fremstillet som filmstjerner. Coveret signalerede noget stringent, teknologisk fremadskuende, iskoldt og nøgternt, der stod i vidunderlig kontrast til 70'ernes besynderligt anmassende kropslighed.

– Med Die Mensch-Maschine fra 1978 nåede gruppen vel nok sit formmæssige og stilistiske klimaks – det album dannede nærmest skole for store dele af 80'ernes elektroniske popmusik. Singlen Das Modell inspirerede et hav af unge musikere og blev i øvrigt et endnu større singlehit for gruppen fire år senere, i 1982, end det var ved sin oprindelige udgivelse. Depeche Mode, New Order, Human League, Visage, alle de grupper er jo vokset op med Kraftwerk. Hvis du yderligere holder omslaget til Die Mensch-Maschine op mod start-80'ernes æstetik – coverfotoet af de robotagtige, hårdt stylede mandeskikkelser med rød læbestift og pomadiseret hår – så fortæller resten af historien næsten sig selv.

Nu er du jo ikke en mand, der ligefrem associeres med covernumre, men hvis man forestillede sig en Martin Hall-fortolkning af et Kraftwerk-nummer, hvilket kunne valget så evt. falde på?

– Jeg ville til enhver tid afholde mig.

Varm op med "The Robots":