Nyhed

Beck til Smukfest

Koncerten bliver Becks første danske koncert i ni år

Ikke siden 2006 har Beck betrådt en dansk scene. Dermed er nyheden om kunstnerens "ja" til Smukfest 2015 af ekstra store dimensioner. 

Beck udgav sidste år albummet "Morning Phase" efter et seks-årigt pusterum for traditionelle albumudgivelser. Anmelderne erklærede, at Beck var tilbage i topform, og GAFFAs egen anmelder Lars Löbner Jeppesen tildelte skiven fem stjerner og skrev: "Efter en lang række løsrevne sideprojekter og alsidigt strittende singler i pladepausen har det nysgerrige legebarn fundet ind til roen igen og forkæler med en smukt orkestreret plade, fyldt med blide strøg af gylden West Coast-vellyd, som skrev vi 1974 og ikke 2014."

Beck har siden albumudgivelsen optrådt på adskillige festivalscener i udlandet. Blandt andet anmeldte GAFFA i august 2014 musikerens koncert i Vancouver, hvilket udløste fem stjerner og overvejende rosende ord: "Sjældent har jeg oplevet en koncert, der formåede at binde så mange forskellige universer, tidsperioder og stilarter sammen, uden at nogle af dem faldt til jorden," skrev GAFFAs udsendte, Rune Leander-Mikkelsen.

Men det er altså første gang i ni år, at Beck beærer dansken med et besøg. Dengang stod stjernen både på scenen på Smukfest og i Tivolis Koncertsal.

Er du også nysgerrig på, om han stadig har det i sig, så kan du købe billetter til Smukfest via GAFFA Live

Smukfest foregår den 5.-9. august 2015.

Se "Heart Is a Drum" fra Becks album "Morning Phase" fra 2014 her: 

ANNONCE