Albummet Tracker kommer på gaden i foråret og bliver fulgt op af koncert til sommer
Det er snart tre år siden, Knopfler sidst udgav en plade, og nu kan vi se frem til en ny.
Mark Knopfler udgiver sit ottende soloalbum mandag den 16. marts 2015. Det har fået titlen "Tracker" og indeholder 11 nye sange, som er inspireret af blandt andet den engelske forfatter Beryl Bainbridges (1932-2010) værker. Bainbridge lægger navn til første single "Beryl". Hør den nedenfor.
Albummet er produceret af Knopfler og Guy Fletcher og er indspillet i British Grove Studios. Knopflers karakteristiske vokal og den umiskendelige lyd af hans fingerspillende guitar udgør kernen af albummet, men som altid tillader han musikerne at sætte deres eget præg på sangene under indspilningerne, dog uden at rokke ved deres essens.
Bandet består af Mark Knopfler på guitar og vokal, det gamle Dire Straits-medlem Guy Fletcher på keys, John McCusker på violin, Mike McGoldrick på fløjte, Glenn Worf på bas og Ian Thomas på trommer. Sangerinden Ruth Moody (fra The Wailin' Jennys), saxofonisten Nigel Hitchcock og Phil Cunningham på harmonika gæster også albummet.
"Tracker" bliver tilgængelig på alle digitale platforme samt på standard-cd, deluxe-cd, dobbelt-lp og som boxsæt med albummet på både cd og lp, en bonus-cd med seks ekstra numre og en dvd med interview og en eksklusiv kortfilm instrueret af den danske instruktør Henrik Hansen – se fulde tracklister nedenfor.
En europæisk koncertturné er for nylig offentliggjort og den bringer også Knopfler til Danmark. Den 14. juni 2015 giver han en udsolgt koncert på Plænen i Tivoli.
Ud over seks studiealbum med Dire Straits har Mark Knopfler udgivet syv soloalbum og albums med henholdsvis Chet Atkins og Emmylou Harris. Han har også lavet adskillige soundtracks, blandt andre "Local Hero" og "The Princess Bride" og arbejder netop nu på musik til en ny film "Altamira". Desuden har han produceret for Bob Dylan og Randy Newman.
GAFFAs anmelder Henrik Friis tildelte Mark Knopflers seneste album "Privateering" fire stjerner under overskriften "Mark Knopfler – mere inspireret end længe. Men overdoserer". Læs hele anmeldelsen her.