Nyhed

Guide: Her er ugens koncerter

Om du er til dancehall eller metal, så har GAFFA en koncert til dig denne weekend

Sommeren er i fuld sving, og selvom Danmark stadig har festivaltømmermænd, er det lykkedes GAFFA at finde en række anbefalinger til at få en solid live-oplevelse i weekenden.

Du kan få sprød indierock, pop og dancehall, eller du kan headbange til metal. Just go for it!


FREDAG DEN 17. JULI

København

Hymns From Nineveh, Ofelia Live, Skuespillerhusets Foyer, klokken 17.00 (gratis)

Ofelia Live er en række af gratis koncerter, der foregår hver fredag klokken 17 hele sommeren i Skuespilhusets foyer med udsigt til solen, havnen og en kold fredagsøl. Denne fredag er det Hymns From Nineveh, der står på programmet. 

Hymns From Ninevehs seneste album "Visions" udkom tilbage i 2013, hvor GAFFAs anmelder gav hele fem stjerner fra sig. I overskriften lød det: "More is more på stort anlagt, flot og formfuldendt treer fra Jonas H. Petersen og co."




Dancehall Streetparty feat. Kaka + Camilo & Grande + Mala & Chanco + Icekiid + Pharfar + Ras Money m.fl., Rust, klokken 18.00

Rust fejrer 25 års fødselsdag, og lad os krydse fingre for, at fredagsvejret bliver derefter. Der er nemlig lagt op til solid hyggestemning og behagelige rytmer, når der afholdes Dancehall Streetparty, hvor blandt andet Kaka og Camilo & Grande vil være at finde på scenen. Derudover vil Pharfar være at finde bag dj-pulten, så der skal nok blive fest i gaden. Og hallo, der er fri entré, så det betyder flere skillinger til øl og Mokai!




Topgunn + Barbara Moleko, Fredagsrock i Tivoli, klokken 22.00


Fest vil der også være at finde på Plænen i Tivoli. Her slår TopGunn (billedet) og Barbara Moleko sig løs. I april slog Topgunn sig løs i Store Vega, og det fik GAFFAs musikanmelder Katrin Von Linstow til at konkludere: "Der er ingen tvivl om, at TopGunn er eminent til at få en fest op at stå og at holde energien oppe hele koncerten igennem." Læs anmeldelsen her.


LØRDAG DEN 18. JULI


København

Stonebird, Zeppelin, klokken 20.00

Med "Who Will Slay the Beast" blev Stonebird Månedens Demo for juni i GAFFA. Demo Hansen skrev: "Her er et band, som alle rocklyttere bør unde sig selv en koncert med." Så her er chancen minsandten, og så oven i købet på Zeppelin i København, hvor der med garanti vil blive langet kolde fadøl over disken. Hvis der er noget, der passer sammen som ying og yang, kiks og chockoladecreme, cigaret og ild, må det være rockmusik og øl!
  ;

Aarhus

Velociter + The Wolf is Loose, Backstage, klokken 20.00

Rockparty er der også i Aarhus, hvor metal-rock-stedet Backstage byder velkommen til old school heavy/trash i form af Velociter og rendyrket metal i form af The Wolf is Loose. Stemningen på Backstage er som regel løssluppen og vild, så find din bedste slidte Iron Maiden-T-shirt frem og smid en læderjakke over, for det kan kun blive en hårdtpumpet nat.

ANNONCE