Nyhed

Suspekt i GAFFAs Roskilde-stand: Orange Scene skal bare kneppes

Hiphop-trioen var første navn til GAFFA Interview Sessions, der fortsætter med Bikstok, Mew og The Entrepreneurs

Se masser af billeder fra Suspekts besøg hos GAFFA her

I GAFFAs Roskilde-stand i Trade-zonen neden for Orange Scene kan du igen i år opleve interviews med Roskilde-aktuelle kunstnere under banneret GAFFA Interview Sessions, og du kan selv stille spørgsmål og få autografer og selfies.

GAFFA Interview Sessions fandt første gang sted onsdag klokken 17.15, et kvarter efter åbningen af festivalpladsen, med Suspekt, der havde samlet flere hundrede fans. Samtalen med GAFFAs Henrik Tuxen drejede sig især om gruppens koncert lørdag nat, hvor de lukker Orange Scene til deres største show i karrieren. Var de mon lidt nervøse?

– Orange Scene skal bare kneppes. Nu har vi ventet så længe på at tage hende, sagde Emil Simonsen alias Orgi-E selvsikkert, men røbede dog også, at gruppen ikke har tænkt sig at drikke aftenen før showet – med fare for at vågne rystende op lørdag morgen med abstinenser.

Gruppen nægtede at afsløre noget om showet, ud over at de har mere end 50 personer til at arbejde på det, at det bliver en "vanvidsting", og at det har fået Roskildes officielle stempel "højenergikoncert". Orgi-E fortalte, at han kun havde sovet 4-5 timer hver nat de sidste par uger grundet de intense forberedelser. "Det har vi heller ikke," sagde en fan hurtigt. Det kunne i øvrigt konstateres, at de ifølge visse kritikere sexistiske Suspekt havde en stor tiltrækning på kvindelige fans i senteenageårene og starttyverne.

Alle tre medlemmer, rapperne Orgi-E og Andreas Bai Duelund alias Bai-D og producer Rune Rask er kommet på Roskilde i mange år. Rune Rasks største oplevelse var Prodigy i 1995, mens Orgi-E's var at se Bai-D se Basement Jaxx i 00'erne – "jeg har set rumskibet lette", sagde Bai-D dengang i en rus af samtlige tænkelige stoffer, og det var ifølge Orgi-E mere underholdende end at se Basement Jaxx.

Orgi-E fortalte også, at det at spille live kunne sammenlignes med sex (det var i øvrigt et emne, de hyppigt fik drejet samtalen ind på) – det handlede om tovejskommunikation og om både at give og modtage, og derfor var publikums respons utrolig vigtig. Og når det gjaldt en stor koncert som den på Orange Scene, kunne man selvfølgelig ikke se publikum i øjnene, men man kunne fornemme menneskehavet, og så var det at optræde som at være kaptajn på et skib, hvor publikums kunne sammenlignes med bølger.

Til sidst blev Suspekt spurgt om, hvordan de har det med at nå karrierens højdepunkt mere end 15 år inde i karrieren, for "hiphop er vel en ungdomskultur?" Men nej, det er den ikke ifølge Orgi-E – det er en genre for alle og en genre, der samler alle andre genrer, hiphop, jazz, klassisk, afrobeat, rock og meget mere, og derfor "holder den længere end for eksempel dubstep".

Suspekt fortalte også, at de grundet deres forberedelser ikke skulle være så meget på Roskilde i år, men de havde dog nået at se dj-trioen Av Av Av alias DJ Er Du Dum Eller Hvad, Eloq og Unkwon, som var fremragende, og de skulle også blive og se Pharrell.

GAFFA Interview Sessions fortsætter med Bikstok torsdag klokken 16, Mew fredag klokken 16 – måske fortæller de, hvorfor guitarist Bo Madsen netop har forladt gruppen efter mere end 20 år – og The Entrepreneurs lørdag klokken 16. Både Mew og The Entrepreneurs giver i øvrigt minikoncerter i standen.

Se masser af billeder fra Suspekts besøg hos GAFFA her

 

 

 

ANNONCE