Nyhed

Death Cab For Cutie giver koncert i Danmark

Til efteråret kan du opleve det amerikanske indierock-band, der netop har spillet på NorthSide Festival

I weekenden spillede det amerikanske indierock-band Death Cab For Cutie koncert på NorthSide Festival 2015 - en koncert, der blev spillet under høj solskin, og som blev tildelt fire stjerner af GAFFAs anmelder Kristoffer Veirum. Danske fans skal dog ikke vente længe med at høre bandet igen, for Death Cab For Cutie giver nemlig endnu en koncert på dansk jord i efteråret, mere præcist den 8. november i Amager Bio i København. 

Bandet er gået fra at være et mindre deltidsprojekt til at være Grammy-nomineret for tre albums og en ep. Grundlæggeren er den meget anerkendte sangskriver Ben Gibbard, der tilbage i 1997 startede sin karriere med at udsende sine demoindspilninger på et kasettebånd. De efterfølgende år udgav han med Death Cab For Cutie fire studiealbums, der vakte opsigt i indie-verdenen. 

Da Death Cab For Cutie i 2005 udgav deres femte album, "Plans", der blandt andet inkluderer den akustiske ballade "I Will Follow You into the Dark", opnåede de platin-certificering i USA og lå desuden på Billboards albumsliste i næsten et år. Både "Plans" (2005), "Narrow Stairs" (2008), "The Open Door" (2009) og "Codes and Keys" (2011) er blevet Grammy-nomineret i kategorien "Best Alternative Music Album" - hvilket understreger gruppens store betydning på indie-scenen. 


Bandet er lige nu aktuelle med albummet "Kintsugi", som efterlod GAFFAs anmelder Kristian Back Petersen rigtig begejstret, og derfor smed han også hele fem ud af seks stjerner efter pladen. Han skriver blandt andet: "Der har været ekstra spænding om denne udgivelse fra de amerikanske indie-darlings, idet udspillet er det sidste, hvor guitarist Chris Walla er med og første gang ikke har produceret. Han har siden sagt farvel til Death Cab for Cutie, men efterlader bandet i flot form, og Kintsugi vil stå som et værdigt farvel."

Billetsalget til koncerten i København starter den 24. juni, og til den tid kan du købe billetter lige her


ANNONCE