Nyhed

Højt humør hos de optrædende på Grøn Koncert

Selvom regnen silede ned, var humøret højt hos kunstnerne, der mødtes inden Grøn Koncert

Der er umiddelbart lange udsigter til solbeskinnede festivalpladser og sitrende sommerfornemmelser, da Grøn Koncert og Muskelsvindfonden inviterer pressen indenfor på en grå dag, hvor regnen siler ned udenfor ruderne. Jakob Haugaard, der traditionen tro er iklædt et spraglet, nærmest selvlysende grønt jakkesæt, bedyrer dog, at vejret nok skal nå at udarte sig inden sommerens koncerter. Grøn Koncert, der løber af stablen i næste måned, hylder mangfoldigheden med et musikprogram, der byder på en bred vifte af mash-ups, gæsteoptrædener og frugtbare musikalske møder mellem forskellige danske kunstnere. Inden startskuddet mødes de alle under trækronerne i Kongens Have til en snak om, hvad gæsterne kan forvente sig af sommerens koncerter.

– De kan samle eliten af dansk musik og få det til at spille, og samle tusinder af mennesker. Jeg har stået med fra siden og set det ske, og der er bare en helt særlig stemning og vibe, som jeg glæder mig sindssygt meget til at være en del af. Man kan forvente en fest og forhåbentlig noget solskin, siger Christopher, skutter sig i kulden og løfter sløret for, hvad hans egen koncert kommer til at byde på. – Det bliver et rent power-sæt, hitparade og smid-hænderne-op-og-syng-med.

Turboweekend har slået pjalterne sammen med Oh Land. – Hun har jo en flot feminin modpol til vores lidt maskuline univers. Hun repræsenterer mange ting, som er noget andet end os og som gør det spændende at samarbejde med hende. Vi komplementerer hinanden godt, forklarer trommeslageren i Turboweekend, Martin Øhlers Petersen, men holder kortene tæt ind til kroppen ved spørgsmålet om karakteren af deres mash-up. – Det er en overraskelse, men det bliver godt, smiler han.


Humøret er højt hos Magtens Korridorer og Østkyst Hustlers, der har svært ved at tøjle deres begejstring. – Hør, jeg udtrykker mig selv lige nu. Det er selvrealisering, siger forsanger i Magtens Korridorer, Johan Olsen og hamrer lystigt en øloplukker ned i bordpladen. Efter den lille avantgarde-session forklarer de spørgefuldt, at Østkyst Hustlers kan skabe andre bølgegange i publikum end dem selv. – De er gode til at lave musik, man kan hopppe til. Det kan vi ikke. De svajer til vores koncerter. Vi er jo også gamle. Hopper Ozzy Osbourne? Nej, det gør han ikke. Svajer han? Ja, det gør han nok.

Østkyst Hustlers mener til gengæld, at Magtens Korridorer er lyden af et mere "ægte" orkester. – Vi er jo mest sådan nogle, der har malet graffiti på futtog. Vi tog ud til Rødovre, hvor vi sad og samplede andre folks plader og satte dem sammen, og satte vores eget navn på noget, andre havde lavet, griner de. – Det gør vi altså også. Vi gengiver det bare så skidt, at man ikke kan høre det, lyder svaret fra Magtens Korridorer.

Efter et øjebliks skulderklap og ærbødighed runder Østkyst Hustlers af. – Hvis man kigger rundt på den danske musikscene, så er den jo vidunderlig, mangfoldig og dansksproget. Den kan en masse ting og folk er skidedygtige. Der er nok 99,9 procent af de orkestre, vi ville sige nej til, hvis de spurgte om os om vi havde lyst til at komme med, men de herrer fra Magtens Korridorer, de har noget gennemslagskraft, nogle kanter og noget selvironi. Der er ridser i lakken. Det gider vi godt. Det kommer til at føles rart og vi vil brage igennem.


Også Medina, Shaka Loveless og Xander glæder sig til dele scenen. Xander og Medina har tidligere sunget sammen på nummeret "Isboks", mens Shaka Loveless har spillet i Medinas orkester. Med gammelt venskab og tre særegne udtryk er der således lagt i kakkelovnen til et brag af en fest, forklarer de. – De er begge to nogle, som jeg er fan af, og det synes jeg er fedt. De har noget man-power og deres helt egen charme. De tilfører noget sejhed til mit show, siger Medina og bliver suppleret af Shaka Loveless, der også kun har gode ord til overs for sangerinden.

– Medina er jo uden tvivl Danmarks største diva. Du har noget pondus, når du står på scenen, og det er helt klart en feminin energi, som jeg ikke på samme måde kan tage del i... eller jeg kan godt forsøge, griner han. Xander samtykker. – Hun har power og stærk udstråling, som er vigtigt, når man står på scenen og skal ud med noget musik og nogle tanker, man har gjort sig. Der synes jeg, det er vigtigt at man tør stå ved det og ikke er en undskyldning for sig selv.

Den grønne karavane af nye konstellationer, mash-ups og uudtømmelig begejstring fra kunstnere rammer de danske landeveje i næste måned. Til Lågsus P3 vil Pelle Peter og Nicholas Kawamura præsentere Vild Smith, Emil Stabil, Djämes Braun og Cisilia. Derudover byder programmet på Christopher, Tina Dickow feat. Søren Huss, Medina feat. Xander og Shaka Loveless, Turboweekend // Oh Land, Lukas Graham feat. Hedegaard, Patrick Dorgan m.fl., Magtens Korridorer feat. Østkyst Hustlers og L.O.C. feat. B.A.N.G.E.R.S og special guests.


Du kan opleve Grøn Koncert i følgende byer:

16/7: Kolding

17/7: Randers


18/7: Aarhus

19/7: Aalborg

23/7: Esbjerg


24/7: Odense

25/7: Næstved

26/7: København


Du kan sikre dig billetter på GAFFA Live.

ANNONCE