Nyhed

Psyched Up Janis’ covermodel: Jeg har scoret lidt på det omslag

Han hedder René Ipsen og kommer fra Galten

Mange musikinteresserede kender billedet af den rødhårede purk, der pryder coveret på Psyched Up Janis' debutalbum "Swell" fra 1994. 

Nu er han så dukket op igen. Denne gang som voksen-model på hyldest-albummet "Psyched Up Janis Re-recorded," som udkommer den 3. august. 

Modellen hedder René Ipsen. Han er i dag 31 år og bor i Galten lidt uden for Aarhus. Til daglig arbejder han som pædagog, men han mestrer også guitar og trommer til husbehov. 


GAFFA har talt med ham for at høre, hvordan han overhovedet kom med på coveret i første omgang? 

– Det var min mor og far, som havde tilmeldt mig model-bureauet PB Action, og det var igennem dem, at vi pludselig fik at vide, at der var et band, der var interesseret i at bruge mig.

René blev dengang sat på toget, og han husker, hvordan de først skulle forbi Charlottenlund for at hente tre fisk hos Danmarks Akvarium. Tre fisk, som skulle vise sig at blive hårdt arbejde: 


– Pigen på bagsiden af coveret, hun var færdig efter en time, tror jeg, men det tog tre med mig, fordi de fisk der var så tunge at holde, at vi måtte gøre det over flere omgange… Historien bag fiskene er i øvrigt den, at det er en lille amerikansk dreng uden sko, som bare skal ud at fiske i en fart, og de tre fisk symboliserer så de tre bandmedlemmer, som jeg har fanget. Det var i hvert fald den historie, jeg fik fortalt, inden vi gik i gang.

René Ipsen havde også et par opgaver i børnereklamer for Bilka og Føtex, men det var som cover-helt for et rockband, at han smagte lidt på berømmelsens sødme: 

– Efterhånden, som det blev kendt i Galten, at det var mig, som var ude på Swell-coveret, blev jeg da mere og mere populære ved de lidt ældre kvinder i byen, og jeg har da scoret et par gange til byfesterne på grund af dét cover, ler René Ipsen. 


På det nye cover, som pryder forsiden af hyldest-albummet "Psyched Up Janes Re-recorded", er fiskene erstattet af fasaner, og fiskestangen er byttet ud med et jagtgevær: 

– Det var et jagtgevær, som vi havde lånt af en forælder i børnehaven, hvor jeg arbejder. Jeg havde skjult det i min taske og så lagt min jakke over, fordi løbet stak ud i den ene ende. Jeg ved ikke, hvor godt det var at løbe rundt med det på både Aarhus Banegård og Hovedbanegården i København. Vi blev ved med at sige til hinanden i toget, at det skulle vi ikke tale om, siger våbensmugleren. 

Til hyldestpladens billede havde modellen fået at vide, at fotografen denne gang hed Søren Solkær, den danske verdensstjerne, som har fotograferet alle de store i rock'n'roll: 


– Det sagde mig ikke lige noget, men det var indtil, jeg googlede ham. Nu må jeg sige, at jeg er benovet over at være fotograferet af ham. Han er en fantastisk person, ydmyg og god til at guide. Vi kunne ikke helt finde den rigtige sø til at starte med, så vi traskede rundt fra den ene til den anden derude i Charlottenlund, men det tog han i stiv arm, siger René Ipsen. 

Til slut skal GAFFA bare lige høre, om han også regner med at kunne score på grund af det nye cover? 

– Helt sikkert. Men nu har jeg en rigtig dejlig kæreste, så sådan en behøver jeg ikke at finde, slutter Rene Ipsen. 


Den lille dreng har gennem årene bevaret kontakten til bandmedlemmerne, og han præsenterede i 2014 Psyched Up Janis til koncerten på Spot Festival, ligesom han introducerede dem to aftener fra scenen i Store Vega. I stribet trøje og smæk-buks, naturligvis. 

René Ipsens yndlingssang med Psyched Up Janis er stadig "I Died In My Teens."


 

ANNONCE