Hvad enten du trænger til at headbange, er mere til indiefestival eller en svensk sangfugl - GAFFA guider dig!
Ved du endnu ikke, hvad du skal bruge de ekstra par fridage til, hvis du er så heldig at have sådan nogle? Fortvivl ej. GAFFA guider dig mod gode musikalske oplevelser over hele landet, hvad enten du vil headbange eller kridte dine indie-dansesko.
Onsdag den 13. maj
Kolding:
W:O:A Metal Battle, Godset
Mini-metalfestivalen WOA Metal Battle præsenterer denne onsdag aften fire upcoming metalnavne, der alle konkurrerer om en plads til finalen, der løber af stablen i Aalborg den 30. maj. Du kan i den indledende runde på Godset opleve When Water Runs Deep, Embryo, Velociter og Savage Machine. Til at holde headbangingen i gang kommer de to tidligere vindere Aphyxion fra 2011 og Huldre, der var sidste års vindere. Turnéen fortsætter til Atlas i Aarhus 14. maj og Konfus i Esbjerg 15. maj.
Og tage et lyt til sidste års vindere, Huldres "Ulvevinter"
Torsdag den 14. maj
Aarhus:
Pop Revo Festival, Radar
Det årlige mekka for indie-musik, den aarhusianske festival Pop Revo, starter i år ud med musik allerede torsdag på spillestedet Radar, der er med som noget nyt i år. Torsdag kan du opleve lokale Aarhus bands i forskellige konstellationer under navnet "Collision with an insignificant city". Festivalen fortsætter fredag og lørdag på Radar, Atlas og VoxHall og byder blandt andre på den indie-psykedeliske popduo Foxygen, nyere postpunk fra Viet Cong, de ældre postpunk-travere i The Pop Group, lo-fi-indie fra Dean Blunt og meget mere.
Find billetter via GAFFA live her.
Og varm op med Foxygens "How Can You Really":
Aalborg:
Lisa Ekdahl, Musikkens Hus
Den svenske sangfugl udgav i oktober sidste år sit 11. studiealbum "Look To Your Own Heart". GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen gav pladen 4 stjerner med ordene: "Look to Your Own Heart er og bliver Lisa Ekdahl, og det er også albummet styrke. Sprog eller geografi er underordnet hos sangerinden, der har sin helt egen sangskabelon, der til gengæld kræver en svensk akkuratesse i udførelsen, og den mangler ikke på et gennemført stilrent album". Nu er hun draget på turné med selvsamme, hvilket bringer hende forbi Aalborg på selveste Kristi Himmelfartsdag. Hun drager videre til Train i Aarhus 15. maj, Godset i Kolding 16. maj, Magasinet i Odense 17. maj og på Bremen Teater tirsdag den 19. maj.
Find billetter til koncerterne her.
Lad os høre hende på "Heavenly Shower":
Helsingør:
CLICK Festival, Kulturværftet
CLICK-festivalen i Helsingør favner både over musik, teknologi og videnskab, når den denne weekend byder på koncerter, udstillinger, seminarer, workshops og performances. De musikalske indslag tæller blandt andre danske Synd & Skam samt Cæcilie Trier Mørchs projekt CTM, men du kan jo tjekke programmet for dig selv lige her. Festivalen annoncerede tidligere i år, at David Byrne ville kigge forbi med sit PowerPoint-kunst, men han aflyste, desværre for Talking Heads-fans, i sidste uge med beskeden om, at han kommer næste år.
Du kan skaffe billetter til dette års Click Festival her.
Hør CTM i en livesession med den fine "Saul":
Fredag den 15. maj
København:
Jakob Bro, Koncerthuset
Den danske guitarist udgav i februar albummet "Gefion", der fik GAFFAs anmelder Ivan Rod helt op at ringe med 5 stjerner og de flotte ord: "Eminent album af dansk jazzguitarist, som tager endnu et skridt op ad den internationale karrierestige". Du kan opleve Jakob Bro i DR's koncerthus i selskab med den 87-årige saxofonist Lee Konitz, guitarist Bill Frisell og bassist Thomas Morgan.
Hør Jakob Bro, når han er bedst:
The Dictators NYC, Loppen
The Dictators NYC består blandt andet af tidligere medlemmer fra New Yorker 70'er punkrockbandet The Dictators, der i 2011 slog sig sammen først under navnet Manitoba, sidenhen under det nye navn, der umiskendeligt minder lidt om det originale. Tidligere forsanger Handsome Dick Manitoba, guitarist Ross The Boss, trommeslager JP "Thunderbolt " Patterson samt tilkommerne Daniel Rey og Dean Rispler er mændene bag, og de lander på Loppen denne fredag.
Du kan finde billetter til punkballet her.
Hør en smagsprøve på, hvad de kan live:
Magtens Korridorer, Vega (få billetter)
Johan Olsen og co. har efterhånden bevist, at de er kommet for at blive på den danske rockscene - i hvert fald har de formået at sælge Vega ud flere gange forud for denne 2. ekstra koncert. Vega melder få billetter, så det er med at være kvik hvis du vil opleve dem og deres dansksprogede rock og gamle som nye hits såsom "Lorteparforhold", "Nordhavn station" og "Giv mig en dag". Da Magtens Korridorer var forbi Vega i november i fjor, måtte GAFFAs anmelder Keld Broksø slippe hele 5 stjerner til en koncert, der gik under overskriften "Berusende landskampstemning gennem Magtens Korridorer".
Køb dine billetter via GAFFA live.
Nyd Nicolas Bro i hovedrollen på den ældre sag "Picnic":
De Eneste To, Tivoli
De to jyder Simon Kvamm og Peter Sommer har netop sluppet singlen "Jyder i København", der virker ganske passende forud for fredagens Tivoli-koncert. Det øst-jydske team har foreløbigt udgiver to albums sammen, og i samarbejde med filminstruktør Michael Noer lavet musikfilmen "Østjylland Dreaming". Du kan læse GAFFAs Lars Löbner Jeppesens interview med den silkeborgensiske elektrorocker og troubadouren fra Skanderborg lige her.
Køb entré eller årskort til Tivoli og få adgang til De Eneste Tos koncert og resten af Fredagsrock-programmet.
Lyt til "Skrig det til træerne" nedenfor:
Lørdag den 16. maj:
København:
Siamese, Beta
Det københavnske rockband Siamese, tidligere kendt som Siamese Fighting Fish, har tre albums i baggagen, når de gæster Beta til en aften i rockens tegn. De har netop spillet på årets Spot festival, hvor GAFFAs anmelder Kristoffer Veirum gav 4 stjerner og konkluderede: "Siamese er på rette spor, og jeg er slet ikke i tvivl om, at de har truffet et klogt valg i forhold til deres udvikling. Jeg stod i hvert fald tilbage og var tilfreds over, at rocken (heldigvis!) ikke har stillet træskoene, men faktisk kan iklæde sig forskellige former og stadig losse igennem".
Køb billetter via GAFFA live her.
Varm op med en omgang rock på singlen "Tomorrow Never Dies":
Selvhenter, Jazzhouse
På trods af den relative ukendthed i den danske mainstream musikverden blev de fem piger i Selvhenter tidligere i år for anden gang nomineret til Nordic Music Prize i fint selskab med andre danske navne som MØ og Iceage. De har senest udgivet albummet "Motions of Large Bodies" og har blandt andet spillet deres blanding af jazz, punk og verdensmusik på Roskilde Festivals Pavillion Junior tilbage i 2013, og nu kan de altså opleves på Jazzhouse.
Du kan sikre dig billetter via GAFFA live.
Oplev dem live i en Jazzhouse Session:
Aarhus:
Mejlgade for Mangfoldighed
Gadefesten Mejlgade for Mangfoldighed er i år tilbage i den aarhusianske gade Mejlgade, efter sidste år at måtte aflyse grundet nye sikkerhedsregler. De er tilbage med et musikalsk program på deres tre hovedscener, hvor du kan opleve Emil Stabil, War Drums, Velvet Volume, Keep Camping, I'll be Damned med flere.
Find for eksempel de lokale I'll Be Damned, som du kan høre her:
Denne uge byder også på et par koncerter, som du desværre kun kan opleve hvis du allerede har købt billet. Nick Cave giver endnu en koncert i aften i DRs Koncertsal, og Bikstok melder ligeledes udsolgt når de i aften spiller på Loppen – til en koncert, hvor billetterne i øvrigt var gratis.
Rigtig god Himmelfartsferie!