Nyhed

Kygo fortolker Tove Lo på imponerende vis

Hør Kygo spille ny piano-version af hittet Habits (Stay High)

Den unge norske dj, producer og remixer Kygo er igen på banen med et covernummer af et hit fra samtiden, som er til at tabe kæben over. Denne gang er det svenske Tove Los "Habits (Stay High)",  der bliver taget under kærlig behandling af Kygo ved klaveret i BBC's Radio 1 Live Lounge, mens Parson James giver den en skalle på vokalen – manden der jo også er aktuel på Kygos anden, og meget populære, single, "Stole the Show". 

I et interview med Billboard fortæller Kygo, at han og Parson James en dag sad og jammede lidt med nogle forskellige numre, og Tove Los sang føltes godt for dem begge. Et nummer, som de i øvrigt også begge var store fans af i forvejen.  

23-årige Kygo er på rekordtid blevet et velkendt navn i musikbranchen, efter han udsendte en række af sine karakteristiske melodiske remixes af blandt andre Passenger, James Blake og Rihanna gratis via Soundcloud, remixes, som alle har fået millioner af afspilninger. Senere blev han kontaktet af flere store stjerner, som ønskede, at han skulle lave en coverversion af nogle af deres numre. Sangeren Chris Martin kontaktede for eksempel Kygo for at bede ham give et bud på en version af Coldplays "Midnight", og det kom der et covernummer ud af i 2014.


Kygo selv har udgivet to singler, "Firestone" feat. Conrad og altså "Stole the Show". Der er endnu ingen forlydener om, hvorvidt er et decideret album på vej.

Se videoen fra live sessionen via YouTube lige her:  


ANNONCE