Den nordjyske talentkonkurrence blev afviklet lørdag aften for 27. gang
Se masser af billeder fra showet
For intet mindre end 27. gang blev finalen i den nordjyske talentkonkurrence Band Battle afholdt, atter på Skraaen i Nordkraft i Aalborg. Fire håbe- og talentfulde singer-songwritere og seks bands fra Nordjylland dystede om henholdsvis 5000 og 10.000 kroner og tarif-betalte spillejobs på blandt andet Skraaen, og vinderne blev henholdsvis sangskriveren Muldvarpen alias Marcus Delfer og rockduoen Long Line Down. Desuden var der to DMF-priser til musikalsk coaching til sangskriveren Andreas Dons og bandet Momme.
Dommerpanelet bestod af en lang række musikbranche- og mediepersoner fra blandet andet Dansk Musiker Forbund, Nordjysk Musikkonservatorium, bookingbureaerne Skandinavian og 3rd Tsunami, Skraaen, Nordjyske og GAFFA, i alt cirka 20 personer, og afstemningen foregik gennem en kombination af diskussion og pointgivning.
Nedenfor følger en kommentereret gennemgang af de i alt 10 optrædende efter GAFFA-dommerens subjektive vurdering. Da hvert navn kun optrådte i cirka 20 minutter, undlader jeg at give stjerner. Publikum var i øvrigt talstærkt og yderst entusiastisk, og der var naturligvis også i høj grad tale om familie og venner af de deltagende kunstnere.
Songwriter Battle
Elena
Aftenens første singer-songwriter var den unge Elena. Fin, fyldig stemme, nogenlunde sangskrivning i den engelsksprogede, melankolske afdeling og flere fejlgreb på guitaren, givetvis grundet nervøsitet. Lidt usikker præstation, men absolut potentiale, ikke mindst i vokalen. Giv hende et par år mere, så skal hun nok være der.
Kristoffer Lundholm
Nytatoverede Kristoffer Lundholm sang også eftertænksomme, iørefaldende engelsksprogede sange med en solid, ret lys og let lidende vokal og habilt guitarspil, inklusive fingerspil. Jeg kom undervejs til at tænke på så forskellige navne som Jeff Buckley og Jon Bovi. Ingenlunde ueffent.
Muldvarpen
Det spøjse alias for sangeren og sangskriveren Marcus Delfer stillede op med korsangerinde og en fyr på cajon (trækasse, der bruges som slagtøjsinstrument) og humoristiske og historiefortællende, dramatiske sange på dansk. Numrene var fængende, velsungne og -spillede og kom langt ud over scenekanten. Min personlige favorit, og Muldvarpen endte også med at blive aftenens vinder i sangskriverkategorien.
Andreas Dons
Sidste sangskriver var Andreas Dons, som igen bød på melankolske sange på engelsk med fint fingerspil og en solid, let nasal, om end lettere monoton vokal. Sangene tangerede ligeledes det ensformige, og undtagelsesvis for denne aften var der en del snak i krogene under koncerten. Også her var der dog potentiale, og Andreas Dons modtog da også en særpris til musikalsk coaching.
Band Battle
Momme
Første band på scenen var kvartetten Momme, hvis sangerinde Christina Brandt Mommeimponerede med en stor, dyb og særdeles ekspressiv stemme, der fik mig til at tænke på navne som Kira Skov og Beth Hart. Christina Brandt Momme løb rundt på scenen og lød temmelig forpustet mellem sangene, men heldigvis ikke i dem, selvom hun burde økonomisere lidt mere med sine virkemidler. Man kunne dog få sine tvivl om, hvor længe hun kan holde dampen oppe i en længere koncert. Musikken var mere ordinær, men dog habil rock. Momme fik en bandcoach-pris især grundet Christina Brandt Mommes præstation.
Sigurvin Sigurdsson
Næste band var opkaldt efter sin sanger og sangskriver, islandske Sigurvin Sigurdsson, der stillede op med fem musikere, fra både Grønland, Caribien og Danmark, på henholdsvis kontrabas, banjo/violin, cajon, trompet og kor – og ham selv på akustisk guitar. Hele lineuppen var altså akustisk, og musikken var en overbevisende gang folk med velskrevne, fortrinsvis up-tempo sange og en solid, let klagende vokal med en charmerede blanding af islandsk og amerikansk accent. Min personlige favorit, der i øvrigt netop har spillet på Spot Festival, men desværre ikke aftenens vinder, selvom der var pæne ord til gruppen i dommerpanelet.
Suburbia
Tredje orkester på scenen bestod af hele otte medlemmer, blandt andet både en kvindelig og en mandlig leadvokalist samt saxofonist. Musikken var let funky pop-rock med fine, dansevenlige sange og to stærke, udtryksfulde sangere, både hver for sig og sammen. Absolut også i den bedre afdeling, om end numrene måske mindede lidt vel meget om hinanden. Velegnet til gymnasiefester, som en af aftenens konferenciers da også fik sagt.
Long Line Down
Efter et otte m/k-band skar Long Line Down helt ind til benet med kun to medlemmer på henholdsvis guitar og trommer, altså som White Stripes og Royal Blood, men med den forskel, at det hos Long Line Down er trommeslageren, der synger – stående. Musikken var en yderst powerfuld rock med masser af forvrænger på guitaren og elementer af blues, ikke ulig førnævnte kolleger, og trommeslager Andres Holm præsterede både at slå hårdt i trommerne og synge rent og stærkt. En overbevisende performance, og Long Line Down endte da også som aftenens vindere i band-kategorien.
Ritzy Who
Ritzy Who var en kvintet, som bød på soulfuld, blueset rock med en kraftfuld vokal fra Eric Ericson, som dog forsvandt lidt i mikset i aftenens første nummer, hvilket var meget, når gruppen kun spillede fire sange. Sangskrivningen var okay uden at være pragende, og musikken kunne godt have haft brug af lidt blæsere for rigtigt at lette. Potentialet er der dog.
Kibitzer
Aftenens sidste var det absolut tungeste. Kvartetten Kibitzer landede et sted mellem hardrock og metal med ganske melodiske midt-tempo-sange, powerholdig vokal, solide guitarsoloer og gedigent sammenspil, selvom det faktisk kun var gruppens tredje koncert nogensinde. Et kort citat fra Metallicas "Enter Sandman" viste stor humor og musikalitet, og der er absolut noget at komme efter også hos Kibitzer.
Alt i alt en fornøjelig aften, som blev rundet af med sidste års vindere, Caved Cow, som undertegnede dog måtte misse, da jeg på spilletidspunktet befandt mig i dommerrummet. Der er masser af liv og talent i den nordjyske rock, om end aftenen blev meget lang med mere end fire timers livemusik. Man kunne med fordel uddele sangskriverprisen og bandprisen ved hver sit arrangement eller have færre finalister. Men hold øje med vinderne Long Line Down og Muldvarpen og også med Sigurvin Sigurdsson – de skal nok blive til noget, og det kan meget vel også ske for mange af de øvrige finalister, hvor ingen faldt igennem.
Se masser af billeder fra showet