Reportage: Click Festival – med kunsten i højsædet

Se masser af billeder fra Click Festival her

Da Click Festival i sin tid indlogerede sig i Kulturværftets gemakker, var det med den elektroniske musik i fokus. Sådan er det stadigvæk, men hele den kunstneriske del af musikken, såvel som måden at fremføre denne på, er steget støt i årenes løb. Forventer man derfor traditionelle koncertkonstellationer, overdådige trommesæt og en vokalist i nær samtale med et medsyngende publikum, byder Click Festival på overraskelser af den mere kunstneriske natur.

For i en lige så høj grad som festen er i fokus, er den sanselige oplevelse og tankerne bag musikken. Og det var netop det, som publikum fik leveret ved 24-timers arrangementet på Kulturværftets forskellige scener – industrielle såvel som klassiske. Men hvordan bør man forholde sig til kunsten? Den kan ofte være svær at have med at gøre, og endnu svære at bedømme. Den kan ikke måles og vejes i samme forstand som enhver anden populærkulturel lydoplevelse. Formålet med denne er ikke nødvendigvis opførelsen, men derimod effekten.

Rhys Chatham – musikkens Andy Warhol

Omringet af røg og næsten udefinerbare, høje lyde stod en ældre, hvidhåret skikkelse iført runde, sorte solbriller. Røgen kom fra cigaretterne og andre apparater, som roligt skulle opbygge stemningen af den industrielle festival. Lyden kom fra mågerne, fra lydprøverne, fra snakken og fra den generelle støj, som altid synes at være i store haller. For sådan var omgivelserne netop i Kulturværftets Hal 14, hvor den amerikanske komponist og musiker Rhys Chatham skulle åbne cementblokkens hovedscene.

Og trods disse omgivelser, som ellers gav undertegnede associationer til raves og blinkende lys, sad publikum afslappet og tilbagelænet på lavestående stole spredt rundt omkring foran Rhys Chathams scenekonstellation. Rhys Chatham tog derefter diskret fat i trompeten og påbegyndte sampling af nedstemte lyde, som efter få sekunder fik bygget sig op til et næsten bisværmende lydunivers, imens trommeslager Rune Kielsgaard og bassist Jeppe Skovbakke langsomt arbejdede sig ind.

Allerede helt tidligt på eftermiddagen blev der gjort op med den almene opfattelse af, hvordan en koncert bør forløbe sig, som lyduniverset forstærkedes til transcenderende visuals, som i Hal 14s mørke rammer indfangede et fokuseret publikum. Rhys Chathams avantgarde-jazzede kompositioner opbyggede sig i en særlig kunstnerisk grad, som blev komplementeret af de farverige og indlemmende baggrundsbilleder. Udviklingen var dog ikke alene transcenderende, da det melodiske også blev mere tydeligt igennem Rhys Chathams 50-minutter lange sæt, der bød på et nøje sammensat kaos og støj leveret af en ekstremt nedstemt Fender-guitar, som gav associationer til post-punkens dystre univers.

Ke/Hil – industriel eksorcisme

Med de rammer, et tidligere skibsværft uden meget besvær gør udtryk for med sine dybe haller og dystre lys skabes industrielle undertoner, der i musikken ikke lader sig forbigå. Click Festival havde derfor valgt et ligeligt fokus på en række pionerer og videreudviklere af industrial-genren, som blandt andre udgøres af tyske Ke/Hil, der med deres brug af spoken word, forvrængede vokaler og nærmest eksorcismeprægede visuals lod mørket falde ind over Kulturværftet. I Ke/Hils forvrængede lydhorror, hvor kompositionerne og vokalen opnåede et ligeligt niveau af støj, opnåede den tyske industrial-duo en indlemmelse af publikums sanser.

I sin ekstremitet og udnyttelse af frygten for uventet støj, hvortil det bagvedstående lærred gentagne gange prydede med ordene "I'm in hell", formåede Ke/Hil at bringe liv til en genre og beviste, at denne er ved sit bedste velgående. Glitch-lydende flød, og det skiftende tema mellem det demotiverende og håb for morgendagens uvished viste tydeligt, at Ke/Hil havde en helt klar mission med deres optræden – netop at overbevise. Med brug af chokeffekter blev publikum ført ind i Ke/Hils Zone 0 med visuals præget af massedrab, blasfemi og forvrængede religiøse symboler, til lyden af geværskud, hyletoner og til tider fuglesang, der sammenførte en række indfangende kontraster. Med kunsten som sin altoverskyggende kanal blev det utraditionelle sat i højsædet, og Ke/Hils musikalske dagsorden stod derefter klart som en modstandsrettet magtovertagelse af musikken og kunstens masseopfattelse.

Jean-Louis Costes ­­– ­le provocateur sauvage

Er man bekendt med Jean-Louis Costes sceneoptræden, er man samtidig klar over, at man har at gøre med en mand, som flytter grænserne for opfattelsen af musik, performance og kunst. Publikum var dog mødt talstærkt op i det lille siderum i Kulturværftets Hal 14, hvor undertegnedes indtryk af publikums sarthedsbarometer steg i lige så høj grad, som nervøsiteten for, hvad der kunne forventes af den franske provokatør.

Iført et iturevet jakkesæt, lavtsiddende underbukser i glitrende lyserød og diverse strømkabler bankede Jean-Louis Costes ind på scenen til støj og telefonopringninger, imens han manisk ledte efter den anordning, hvor lyden kom fra. Det startede vildt, og som hans relativt korte optræden udviklede sig, gjorde ekstremiteten ligeledes. Kontrovers efter kontrovers blev behandlet med nøgenhed, barnedukker, flødeskum, dildoer og en masse andre ting, som vil gå tabt i censureringsmaskinen, imens synthlyde støjede igennem i det lille rum. Her blev publikum mødt med en optræden, der brød alle skabeloner, normer og uddebatterede emner. Men var det kunstnerisk og kreativt? Det ved jeg virkelig ikke.

Keiji Haino – Japans noisekoryfæ

Efter at alle optrædener hidtil havde foregået i Kulturværftets Hal 14, hvor alskens støjende optrædener havde flyttet publikum opfattelse af musikken rammer, indtog japanske Keiji Haino stille Kulturværftets Store Scene. Han kiggede ud over publikum, tog fat og bankede fra første slag publikum hårdt ind i lydmuren i en grad, hvor forståelse nærmest var påtvungen. Men i sit støjniveau nåede Keiji Haino næsten drømmende elementer, der blev forstærket af den dog kortvarige syngende vokal, som komplementerede de loopede guitarlyde, der udgjorde det eksperimenterende univers. I samme grad som støjen steg, gjorde nødvendigheden for at miste sig selv i musikken ligeledes.

Dette var dog også tilfældet, da undertegnede tilfældigt kiggede rundt i salen undervejs i koncerten, hvor synet bød på nærmest epilepsilignende danse og meditation, som gav udtryk for den perfekte overgivelse til den japanske lydmur. Keiji Haino varierede sit sæt mellem growl og skrig til skønsyngende vokal og forvrængede lyde, der komplementerede guitarens grumme tag i publikums trommehinder, som utroligt nok gav udtryk for et kontrastfyldt og eksperimenterende musikalsk lydbillede.

Marching Church – ørkenrockende mezzopunk

Aftenens nok mest traditionsprægede koncert blev leveret af Iceage-frontmanden Elias Bender Rønnenfelts sideprojekt Marching Church, dannet i samarbejde med medlemmer af Lower, Choir Of Young Believers og Hand Of Dust. Den velkendte vokal fungerede nærmest dirigerende til musikkens ørkenrockende guitarspil og bassens tromlende effekt på Scene 2 i Kulturværftets Hal 14. Med forsangerens vokal og poetiske lyrik var punken sat i fokus, men saxofonen gav undertoner af avantgarde postpunk ligesom trommernes til tider polyrytmiske spil.

Elias Bender Rønnenfelts indadvendte person, som man kender fra Iceages energiske optrædener, var på det velkendte niveau ved aftenens Marching Church-optræden, hvor den tematiske selvafsky kom til udtryk ved forsangerens støtten sig til mikrofonstativet, som slog dette rødder til alt det negative. Med numre som "King Of Song" og "Hungry For Love" spillede Marching Church et varieret sæt mellem det funky og yderst rytmiske mod ørkenrocken og jazzens sumpende effekter, der virkelig kom til udtryk i de stemningsfyldte saxofonsoloer.

Esplendor Geométrico – fabriksmusik i klassiske rammer

Næsten en times forsinkelse må siges at være enhver festivals værste mareridt. Og med kun en enkelt artist forinden på samme scene var det svært at gennemskue, hvad der skulle ligge til grund for denne. Folk ventede intenst og blev i løbet af den timelange ventetid fortalt, at musikken var lige på trapperne. Men som døråbningen nærmede sig, faldt publikums forventninger ligeledes, og da tidspunktet endeligt mødte Click-publikummet, skulle der meget til for at indhente det tabte og sætte gang i publikums dansesko og ølrus. Som publikum beskedent bevægede sig ind i salen, blev de mødt af en dyster og industriel lyd og efter få sekunder en mørklagt sal og et rave/industrial-lydinferno, der var umulig at forbigå.

Med visuals, der udstillede det sydeuropæiske industrielle landskab, tromlede det spanske industrialband Esplendor Geométrico igennem et tempovarierende sæt, der inkorporerede messende skrig og en støjende bas, der kunne slå enhver cementbygning omkuld. Industrial-genren er netop velkendt for sin kritiske behandling af enhver form for liv og massekultur, som kom til udtryk på Esplendor Geométricos bagvedstående lærred, der prydede afrikanske stammeritualer og arabisk messen sat imod billeder af ritualerne ved pilgrimsfærden Hadj. I sin musikalske sammensætning opnåede dette nær hypnotiserende effekter, som på sin vis gav associationer til en dagsorden, der gjorde udtryk for en dekonstruktion af massekulturelle værdier og cementerede derved Esplendor Geométricos optræden blandt de helt store af slagsen på Click Festival.

Lustmord – mørkets fyrste

Ifølge Lustmord selv er hele baggrunden for hans musik, at han havde fundet den uhørt, før han selv begyndte at sammensætte lydklip i kældre, huller og slagterier tilbage i 1980'erne. Publikum havde derfor en særdeles anderledes optræden i vente, da de begav sig ind i Kulturværftets Store Scene på et tidpunkt, hvor klokkeslættet i højere grad nærmede sig solopgang end intenst øldrikkeri. På scenen stod en laptop, og bagved denne stod en lille skaldet mand med store runde briller, som var han superskurken i Sonic The Hedgehog.

Til psykoterapeutiske visuals tromlende det droneprægede lydbillede ind over publikum og bankede løs på trommehinderne som tegn på, at det stadig ikke var tid til at lægge dagen til ro. Visuals bestående af fabrikslignede røg af en kvalmende tyngde sendte Lustmord publikum ind i dark ambient-universet – den verden, som netop han befinder sig bedst velkendt. Varierende mellem visuals af pentagrammer og dystre landskaber tromlede Lustmord overlegent og roligt igennem en hypnotiserende optræden, som trods sin volumen bragte publikum helt ned i gear. Trods den mangelfulde variation, der normalt ville få ethvert elektronisk sæt til at falde jorden, fastslog Lustmord her, hvordan musikken ikke nødvendigvis skal lyttes til – den skal mærkes.

Mad Professor & Lee "Scratch" Perry – dubkroppens bagmænd

Det var nogle vaskeægte legender, der leverede morgenfesten på årets Click Festival. Imellem en fæstning af bashøjtalere camoufleret med grønne trægrene placerede "the godfather of dub" Mad Professor sig solidt bag dj-pulten og lod de tunge basrytmer skylde ind over publikums morgentrætte kroppe. Som bassen steg, og de tunge rytmer så småt bankede tømmermændene væk, begyndte publikums fødder ligeledes at flytte sig, og optrædenen udviklede sig til en feststemning, der kunne være Jamaica værdig. Mad Professor viste sig i dagens anledning også fra den mere udadvendte side, hvor han med en forvrænget robotlydende stemme bad publikum om at komme tættere på scenen for at "check it".

Den absolutte legende lod dog vente på sig, men Mad Professor satte også tilstrækkeligt gang i søndagsfesten, indtil Lee "Scratch" Perry indtog scenen iført spacey joggingsæt, guldhat og bling-mikrofon, hvor publikum blev sendt på en dubbet rejse gennem reggaehistorien med besøg fra Bob Marley og Max Romeo. Røgen svævede til sange om den gyldne bønne, og der blev taget godt imod det yngre publikum af bedstefar Perry, der trods sine 79 år viste et formidabelt engagement. I samme grad som reggaehistorien udviklede sig, byggede sættet sig op og bød på moderniserede udgaver af traditionelle beats, indtil Lee "Scratch" Perry igen begav sig tilbage omb ord på rumskibet. Mad Professor tilbød hertil publikum "something different" med en baspræget og dubbet udgave af Stevie Wonders "Superstition", som sendte dubkroppen videre ud i forårssolen.

Se masser af billeder fra Click Festival her