En lækket kontrakt mellem Spotify og Sony Music skaber nye spørgsmål om den angiveligt dårlige streaming-betaling af kunstnere
Musiktjenester har et godt hold i markedet - derfor er der de seneste mange måneder også blevet skrevet en masse om dem i medierne, og de er blevet diskuteret voldsomt i musikindustrien. For hvor meget betaler tjenesterne egentlig artisterne? Her kunne det måske være en hjælp at se på de aftaler, der er mellem streamingtjenester og pladeselskaber. De ligger umiddelbart ikke og flyder ude i offentligheden, men nu har The Verge fået fat i Spotifys 2011-kontrakt med selskabet Sony Music, en kontrakt der skulle holde to år med mulighed for yderligere et års forlængelse.
Iøjnefaldende er som det første, at Sony forlangte, at Spotify betalte hele 42,5 millioner dollars i forskud på en treårig kontrakt, mens kontrakten intet siger om, hvad Sony Music kan og vil gøre med denne store forskuds-sum. Går pengene ind i en pulje, som bliver delt mellem Sony Musics artister - eller beholder pladeselskabet selv pengene? Ifølge en kendt kilde fra musikindustrien, Rich Bengloff, præsident for The American Association of Independent Music, hører det ikke til sjældenhederne, at pladeselskaberne putter forskud ned i egen lomme.
Og hvor meget tjener Sony Music så per stream på Spotify? Det er en lidt længere forklaring, men overordnet er det således, at de selskaber, der er knyttet til Spotify, tilsammen tjener 60 procent af den sum, Spotify får ind på streams. Så hver gang Spotify tjener eksempelvis 100 millioner dollars, går 60 millioner dollars til pladeselskaberne. Det betyder, at hvis Sony Musics artister står for 20 procent af streamsene på Spotify, så er det lig med 12 millioner dollars til Sony Music.
Det fremgår også, at Spotify forpligter sig til at betale Sony Music minimum $0,00225 per stream, svarende til 1,6 øre.
I forhold til denne streamingaftale har det ikke været muligt for The Verge at afgøre, hvor mange penge musikerne tjener på den. Nogle artister har klausuler i deres kontrakter, således at de kan få en større streaming-indtægt, mens andre kunstnere stadig kører på gamle cd-lignende kontrakter, som giver dem 15-20 procent af streaming-indtægterne.
Uanset hvad åbner lækket af kontrakten mellem Spotify og Sony Music for et nyt spørgsmål i musikindustrien og blandt kunstnerne: Er det i virkeligheden pladeselskaberne - og ikke musikstreamingtjenesterne - der er den formodede skurk i sagen om den dårlige betaling af artister? Her giver vi dig i hvert fald muligheden for at læse The Verges detaljerede gennemgang af den omtalte lækkede kontrakt - og komme med en vurdering.
Både Sony og Spotify har afvist at kommentere historien over for The Verge.
