Straitjacket udkommer på mandag, men det er muligt at høre hele herligheden allerede nu
På mandag udkommer Rangleklods' andet album, "Straitjacket", men du kan streame det allerede nu via engelske Wonderland Magazine. Følg linket her i bunden.
Electro-douen, Esben Andersen og Pernille Smith-Sivertsen, som gemmer sig bag navnet Rangleklods, blev dannet tilbage i 2010. Året efter i 2011 kom de så med debut-ep'en "Home", som året efter blev efterfulgt med debutalbummet "Beekeeper". GAFFAs musikanmelder Jesper Buhl kvitterede med fem stjerner for udspillet under overskriften: "Elegant og smukt mangefacetteret elektronisk popmusik."
I slutningen af april fik vi åbningsnummeret og andensinglen til "Straitjacket", den udfordrende og begærsfyldte "Schoolgirls".
"Schoolgirls er en sang om forbudte lyster i omgivelser, der åbenlyst mangler intimitet. For os udtrykker sangen en slags konceptualiseret erotik. Japansk anime porn og Nabokovs hjemsøgende roman 'Lolita' har inspireret os til at fantasere om en magtkamp imellem begær og underkastelse i en moderne verden, ingen rigtigt forstår. Jonas Bangs video er en visuel udforskning af netop de temaer," fortalte Rangleklods om sangen.
Hør resten af "Straitjacket" ved at klikke her.