Nyhed

Noel Gallagher: Når jeg ser Liam, er der kun fornærmelser

Noel Gallagher havde større succes som solodebutant, end både han selv og store dele af omverdenen havde forventet. Nu er han i ringen igen.

Noel skuffer aldrig – ikke for en skribent. Tredje møde med manden. Plus en gang over telefonen. Trods en eksorbitant mængde stoffer gennem kroppen i en halv menneskealder er Noel skarp og præcis – og udstyret med en god hukommelse. Inden presseagententen er kommet i gang med sin intromonolog, har jeg pegefingeren, blikket og kommentaren "I know him" rettet mod mig.

Noel Gallagher's High Flying Birds, der reelt er et solo-projekt, er på banen igen med albummet Chasing Yesterday, og Noel hygger sig i chef-stolen.

– Jeg har altid godt kunne lide at tage ansvar. Det gjorde jeg i Oasis, det gør jeg nu. Forskellen er, at Liam var en ballademager og vildmand i front, nu kører jeg det selv, uden at nogen konstant prøver at fucke alt op. Jeg kunne godt lide alt det kaos, vanvid og rivalisering, vi havde dengang. Det havde sin helt egen ting og dynamik. Men jeg foretrækker helt klart situationen nu.


Hvad er det så, du har at byde på i dag?

– Jeg har ikke noget at bevise over for nogen. Men jeg er ekstremt heldig. Det, som jeg har lettest ved overhovedet – at skrive sange – er også det, som elsker mest af alt, og så er det mit arbejde. Jeg har lyst til at gøre det, så længe som jeg kan, men tager det aldrig for givet.

Der har altid været en markant drengerøvsfaktor over Oasis, nu skriver du om helt andre, skal vi sige mere modne, emner?


– Hvis du er 50 år gammel, som jeg snart er, og du stadig skriver sange om at være 25, så er du et fucking røvhul. Det kan være dit lod som sanger, men jeg er ikke den fyr. Jeg er heldig, jeg er komponist, og det ville være latterligt, hvis jeg skrev sange som Cigarettes & Alcohol i dag.

 

Arbejdet frem for alt


Ja, nu du altid har været så afholdende?

– Jeg elskede at være ung, være ligeglad, vild, tage stoffer og spille musik. Jeg må have taget samtlige stoffer, der er kendt af menneskeheden. Jeg var stofmisbruger, før jeg var berømt. Fra jeg var 14 op til start 30'erne var jeg på stoffer hver evig eneste dag, men jeg klarede stadig at lede det største band i verden, du ved, haha! Pludselig en dag var jeg bare træt af det. Nu har jeg tre unger og har været sammen med Sara i 15 år. Succes kan smadre folk, specielt hvis du først og fremmest er i "gamet" for livsstilen. Jeg er der kun på grund af arbejdet. Sådan har det altid været.

At rock-puritaneren Noel Gallagher komponerer space-jazz og inkluderer fuldfede saxofonsoli lyder mandens historik taget i betragtning nærmest naturstridigt. Det er ikke desto mindre tilfældet på Chasing Yesterday. Hvad er der sket for Noel Gallagher?


– Right Stuff er måske så langt væk fra Supersonic, som man overhovedet kan komme. Aner ikke, hvordan jeg er havnet her, men rejsen har været fantastisk. Jeg følger mine instinkter, der ligger ingen tankeproces bag. Jeg har selv produceret og styret det hele denne gang, og jeg har nydt det. Resultatet er en plade, der er mere løs, 70'er-agtig og med mere kant, hvor debuten var mere "slick". Jeg har højst sunget vokalen tre gange, og meget på pladen er first takes.

Sikkert en spændende udvikling for dig personligt, men koster det også kernefans?

– Mange vil tænke "he's lost his fookin' mind!" Der er stykker, der lyder som det, jeg, der ikke ved en skid om genren, tror er jazz. Så er der sange, der lyder som moderne disko, men der er også "tilbage til rødderne"-tracks. Jeg tror, fans vil elske åbningsnummeret Riverman, og når de kommer til Right Stuff, vil de vide, at de er på en rejse, og jeg tror, de vil acceptere det.


Rent hypotetisk, hvad ville du så have sagt offentligt om en sang som Right Stuff, da du skrev Definitely Maybe for mere end 20 år siden?

– Ok, hvis Bonehead (den gamle, slagfærdige Oasis guitarist, red.) var kommet med sådan en sang dengang, havde han lænet sig op ad en fyreseddel.

 


Én gang arbejderklasse

Den gamle Blur vs. Oasis-strid var ikke mindst en "klassekamp" – arbejderne mod akademikerne. Noel er indbegrebet af gadens mand, men har ikke haft ondt i økonomien de sidste par årtier.

– Ok, i forhold til at være sangskriver: handler det om ikke at kunne betale husleje, om at være arbejdsløs, men at verden er ok, hvis du har stoffer, så ved jeg fandeme, hvad jeg taler om. Jeg har været der. Der er ingen, der beder om at være arbejderklasse, at være født på røven, og selv om jeg har penge i dag, så er jeg, og vil altid være, arbejderklasse. Man bliver mere ikke mindre sig selv med årerne.


At Liam og Noel har fået et par flade, at både familielivet og rammerne omkring dem var alt andet end idylliske er fuldt dokumenteret. Oasis legede – ligefrem manipulerede – med medierne, samtidig med at der var noget ekstremt ægte og troværdigt over de notoriske Gallagher-brødre.

– Ja totalt. På alle måder. Sangene er en ting, al musik er subjektiv. Men vi havde vores ting. Liam, med alle hans fejl, er så ægte, som man overhovedet kan være. Han ville aldrig kunne fake noget som helst. Han kan ikke fortælle en løgn.

Jamen, så er det vel tid til en reunion.


– Vi var fede, men vi er døde.

 

Noel Gallagher i København


Det var ikke den stillestående og tavse Oasis-guitarist, men lidt af en spontan showmand, der fik varmet folks øregange og lattermuskler godt i gennem i DR Koncerthuset i december 2011.

– Jeg fucking elskede den aften, og faktisk var hele turen langt bedre, end jeg havde ventet. Vi spillede 11 gange i London! Bandet var bedre, end jeg havde regnet med, og jeg overraskede også mig selv positivt

Fra den tavse eminence var du nærmest stand-upper?


– Jeg har ikke så meget at sige selv under en koncert. Men hvis folk råber, så får de svar på tiltale, det ligger nok i min natur.

Vega den 17. marts, hvad kan vi forvente?

– Der bliver færre Oasis-sange end sidst, nu hvor jeg har mere solo-materiale. Jeg er ikke velsignet med en ægte frontmands karisma, men jeg har sangene. Så kommer du for at se noget? Så er der ikke noget at se. Men vil du synge? Så er jeg din mand.


  

Sku' gammelt fjendskab forgå – I krig og kærlighed

Damon Albarn


I 90erne var der krig i England, popkrig, Hovedmodstanderne var Blur og Oasis, og både indirekte såvel som direkte krigserklæringer flød i æteren. Her på deres ældre dage er de gamle stridshaner, Noel og Damon, blevet nærmest rørstrømske, har optrådt sammen, og ifølge Noel kan det sagtens være, at lidt bliver til meget mere.

– Ok, det hænger sådan sammen. Musikere er meget "loose" og specielt omkring deres eget studie. Det vil være det samme, som at du siger til mig, "Næste gang du er i København, skal vi ha' en drink", og mig der svarer "yeah, fedt, det gør vi". Og det var sådan, da jeg var i Damons studie, hvor han spillede Everyday Robots for mig Han sagde: "Måske skulle vi fucking lave noget sammen", og jeg sagde "Yeah", så får vi se, hvad der sker. Men hvis Damon kommer med noget, så vil jeg være interesseret.

Liam Gallagher


– Han er ikke det bedste sted i dag, og ved næsten ikke, hvad han skal finde på. Jeg var chokeret, da jeg hørte, at Beady Eye splittede op. Jeg troede, at Gem, Andy og ham var "like that". De er et godt band, men ikke gode sangskrivere. Liam har brug for en stærk sangskriver. Dig og mig, vi er besatte af musik, men vi mangler begge det, som Morrissey og Liam har, den der ting, haha! Jeg har ikke set Liam i noget tid, og når jeg endelig gør, er der kun fornærmelser, så det giver ikke rigtig mening.

Definitely Maybe 20 år

– Folk grinede ad mig, da jeg sagde det dengang, men jeg vidste, at den plade stadig ville lyde godt 20 år senere. Jeg havde det, som om, vi fangede noget, som jeg ikke vidste, hvad var. Hvis Nevermind the Bollocks (Sex Pistols, red.) er raseri og vrede, så er Definitely Mabye raseri og glæde. Jeg ser de to som en ting. Jeg går ikke og hører pladen derhjemme, men når jeg hører sangene i radioen, tror jeg altid først, at det er nyt band. Den lyder stadig frisk. Sange som Rock'nRoll Star og Slide Away rammer en følelse, der rejser gennem tiden, som alle de gode sange gør, og det holder også om 50 år.


 

 

 


 

 

 


 

ANNONCE