En familietragedie, jalousi og kunstneriske uoverensstemmelser afdækkes sobert i ny bog af Jan Poulsen
Dizzy Mizz Lizzy har igen været på alles læber i 2015, hvor gruppen for anden gang er blevet gendannet og i denne ombæring også har udgivet ny musik i form af to singler – og tilmed har lovet mere af slagsen. I den anledning har Jan Poulsen, der tidligere har udgivet glimrende bøger om blandt andre David Bowie, dansk punk og Eik Skaløe, skrevet "Dizzy Mizz Lizzy – En Drengedrøm", den første biografi om bandet. En bog, hvor de tre medlemmer, sanger, sangskriver og guitarist Tim Christensen, trommeslager Søren Friis-Larsen og bassist Martin Nielsen er blevet interviewet indgående i 2015 – hver for sig – ligesom Poulsen har talt med samarbejdspartnere gennem alle årene.
Historien om Dizzy Mizz Lizzy er fascinerende, for sjældent har et dansk band brudt så eftertrykkeligt igennem, som da de vandt DM i Rock i 1993 og året efter udsendte deres debutalbum, der hurtigt solgte en kvart million eksemplarer. Dengang det bedst sælgende danske debutalbum nogensinde og i dag stadig det mest sælgende debutalbum for et dansk rockband. Succesen, som også forplantede sig til Japan, varede dog kun til 1998, hvor gruppen højst overraskende gik i opløsning efter kun to album og intens turnévirksomhed.
Herefter indledte Tim Christensen en succesrig solokarriere, mens de to andre medlemmer forsvandt fuldstændig fra musikverdenen og først vendte tilbage, da Dizzy Mizz Lizzy blev gendannet første gang i 2010. Og fra 2011-2014 var Søren Friis-Larsen og Martin Nielsen igen usynlige, mens Tim Christensen udgav endnu et soloalbum, og så var de alle tre atter tilbage i 2015. Denne gang med meldingen om, at de var gendannet permanent og arbejdede på et nyt album.
Alt dette fortæller Jan Poulsen med sin velkendte detaljerigdom og sit sproglige overskud. Vi hører også om de tre medlemmers barndom, hvor der bliver trukket nogle hidtil ukendte skeletter ud af skabene. Eksempelvis får vi historien om, hvordan Søren Friis-Larsens far begik selvmord, da Søren var 14 år, og hans mor herefter sygnede hen i misbrug. Tim Christensens unge år var heller ikke uproblematiske i en skilsmissefamilie med en halvsøster langt væk i Nordjylland. Kærligheden til musikken var dog stor hos klassekammeraterne Tim og Martin og deres fælles ven Søren, og allerede i de tidlige teenageår dannede de det band, der blev til Dizzy Mizz Lizzy.
Tim & Pernille = John & Yoko
"Dizzy Mizz Lizzy – En Drengedrøm" bliver rigtig interessant, når den zoomer ind på de konflikter, der førte til gruppens opløsning i første omgang. Det begyndte ved indspilningerne af bandets andet album, "Rotator", i de legendariske Abbey Road-studier i London. Her gik Tim Christensen amok i Beatles-fascination, hvilket de to andre medlemmer slet ikke kunne følge, og da Christensen samtidig var dybt nyforelsket i Pernille Rosendahl, som ofte var forbi studierne, begyndte Christensen og Rosendahl på den ene side og Friis-Larsen og Nielsen på den anden side at drive i hver sin retning – de sidstnævnte to gav Tim og Pernille prædikatet "John og Yoko" med henvisning til Yoko Onos (ifølge mange Beatles-fans uheldige) indflydelse på John Lennon i Beatles' sidste år.
Problemerne fulgte med i kulissen på de efterfølgende turnéer, og da et sabbatår i 1997 ikke førte nogen ny fælles dynamik med sig, gik parterne hver til sit året efter. De fandt først sammen igen musikalsk i 2006 i forbindelse med en støttekoncert til guitaristen Søren Andersens nedbrændte studie, hvilket blev kimen til den første Dizzy-gendannelse. Den anden blev udtænkt på en fugtig bytur oven på uddelingen af platinplader for live-dvd'en "Live in 2010".
Jan Poulsen kommer godt rundt om bandets opbygning, nedbrydning og genopbygning og understreger samtidig, hvad vi vidste i forvejen, nemlig at Tim Christensen er den absolutte kreative drivkraft i bandet. Han er sanger, sangskriver og guitarist – sådan har det altid været, og det har ingen tilsyneladende nogensinde anfægtet. Hvis de andre vil være med, har vi et Dizzy, ellers laver han bare en soloplade. Og hvis de andre vil være med, får hans mest rockede sange lov til at være Dizzy-sange, mens de blødere ryger over til solokarrieren.
Rasmus Nøhr sat fra jobbet
Spændende er det også at høre om gruppens sejr i DM i Rock, som blev arrangeret af den senere kendte sanger og sangskriver Rasmus Nøhr, og om bookingbureauet PDH's efterfølgende overtagelse af Dizzy Mizz Lizzys koncerter, til Nøhrs store skuffelse. Vi får interessant nok både Nøhrs og den daværende PDH-booker Ole Dreyers (senere kendt som Tinderbox-talsmand) ikke helt enslydende udlægninger af dramaet dengang. Pernille Rosendahls bidrag til fortællingen om den kriseramte tid i Abbey Road-studiet er også et mindre scoop, og der er masser af underholdende anekdoter, for eksempel om gruppens turnéer til Japan og en akavet autografforespørgsel fra Tim fanboy til Jimmy Page backstage på Orange Scene.
Til gengæld kunne Poulsen godt have boret lidt mere i Søren Friis-Larsen og Martin Nielsens overraskende, nærmest komplette mangel på musikalsk aktivitet og hengiven sig til borgerlige, ufaglærte job som postbud og lastbilchauffør i de mange år, gruppens var inaktiv. Vi får at vide, at Martin Nielsen i 2001 fik sit første barn og havde svært ved at forene det med et musikerliv, men ellers? Savnede de ikke pengene, damerne, berømmelsen, eller nød de ligefrem et liv uden for rampelyset? Det kan da ikke skyldes mangel på musikalsk talent, for de spiller jo fremragende den dag i dag.
Vi kan også læse, at gruppen tidligt i karrieren aftalte med deres booker, hvor mange procent af indtægterne den kreative krumtap Tim skulle have, og hvor mange de to andre skulle have, og den fordeling bruger de den dag i dag – men procenttallene må vi selv gætte os til.
Desuden ville det have været fint med lidt flere kilder fra de tre medlemmers familier og venner i beskrivelserne af podernes spæde musikalske skridt. Tim Christensen bliver eksempelvis ofte citeret for, hvad hans far mente om dette og hint i de unge år, men faren selv er ikke interviewet i bogen, selvom han lever i bedste velgående og stadig er aktiv designer.
Visuelt er bogen yderst vellykket, med masser af billeder fra hele karrieren, herunder en række meget sigende privatfotos, og er man fan, er "Dizzy Mizzy Lizzy – En Drengedrøm" et must. Alle med interesse i dansk rockhistorie vil dog have glæde af at læse den, og foruden at fortælle historien om et helt igennem usædvanligt orkester minder bogen også om, hvad der er sket de sidste to-tre årtier i dansk og international musik. Der var for eksempel engang – hvor utænkeligt det end lyder i dag – hvor P3 spillede masser af rockmusik i prime time, endda nye, unge bands, ikke mindst Dizzy Mizz Lizzy. Det fortjener næsten en bog i sig selv. Som Jan Poulsen – der allerede har co-skrevet en bog om kanalens hitliste "Tjeklisten" – meget gerne må skrive.
Vurdering: 4 ud af 6 stjerner
Jan Poulsen: "Dizzy Mizzy Lizzy – En Drengedrøm", Gyldendal, 304 sider, udkommer 6. november, vejledende pris 299,-
