Nyhed

Elvis Costello kommer til Danmark

Multiveteranens eneste danske koncert næste år finder sted i Jylland

Fredag den 20. maj træder den engelske sanger og sangskriver Elvis Costello på scenen i Koncertsalen i Musikkens Hus, Aalborg, til hans eneste koncert på dansk jord i denne omgang. Billetter sættes i salg på fredag klokken 10. Costello spiller uden sit band til denne koncert.

Sidst Costello spillede i Danmark var for et år siden, hvor han spillede en femstjernet koncert på Værket i Randers. Også den aften var koncerten en nedbarberet fornøjelse uden band, og det huede bestemt GAFFAs anmelder, der skrev:

"Costello viste dermed, at hvis man bare er en tilstrækkelig dygtig og alsidig sanger, guitarist og sangskriver, kan man sagtens underholde en sal i to en halv time uden andre virkemidler end stemme, guitar, klaver, lys og en håndfuld anekdoter."


Elvis Costello er kendt som lidt af en rebel og har en umættelig musikalsk appetit. Costello har udgivet plader i noget nær alle genrer og har ved flere lejligheder arbejdet sammen med store kanoner som Chet Baker, Paul McCartney og Burt Bacharach.

Costello brød igennem i 1977 med debutalbummet "My Aim Is True", og i 1999 kom han igen på alles læber, da han lagde vokal til Charles Aznavours "She", der indgik i soundtracket til den romantiske filmklassiker "Notting Hill" med Julia Roberts og Hugh Grant. 

Lyt til det smukke klavernummer "God Give Me Strength" fra Costellos yderst vellykkede samarbejde med Burt Bacharach i 1998 herunder:

ANNONCE