Niveauet var tårnhøjt på første dag af den aarhusianske festival for psykedelisk rock
Indimellem sker det, at provinsen opsamler nogle trends i samfundet, før de i København når at opfatte, hvad der foregår. Således er tilfældet for folkene bag Aarhus Psych Fest, der inspireret af deres navnebror fra Austin, Texas, kom hovedstaden i forkøbet med et arrangement dedikeret til den sindsudvidende og eksperimenterende musik. I flere år har denne spiret i den danske undergrund, mens det først med Spids Nøgenhats genkomst har fået hul igennem til den bredere danske befolkning. For tredje år i træk løber Aarhus Psych Fest af stablen på Godsbane-arealet og Radar, hvor lovende danske bands krydret med enkelte internationale artister pryder det spændende program, der indbyder til nysgerrighed for festivalgængerne.
Indslusning til det psykedeliske
Æren for at åbne Aarhus Psych Fest var tilfaldet den lokale trio Puja, der med den klassiske guitar/bas/trommer-konstellation og udelukkende instrumentale numre gav deres bud på, hvordan det lyder, når progressiv og eksperimenterende rock bliver krydret med mellemøstlige musikalske traditioner. Fremmødet er skrabet lige i åbningsstunden, og det er ikke noget problem for trommeslager Martin Aagaard råbende at ønske os alle sammen en god festival. Den hyggelige gestus bliver med det samme afløst af et larmende bækken, hvorefter koncerten skydes i gang med "Goghaye Jaan", der fungerer som en glimrende introduktion til Pujas univers. Vi får skiftevis leveret rolige passager, der, som det hør sig bør i prog-rock, pludselig afløses af et hurtigt temposkift, som gør det svært umiddelbart helt at finde den grundlæggende rytme i sangene.
Puja formår at spore os ind på, hvad der ligger i vente for aftenen, da de i mange af de lange numre – vi når kun syv sange på 45 minutter – formår at lulle os ind i et trancelignende univers. Her kombineres musikkens elementer med de i øvrigt flotte og passende visuals, så der ikke er tvivl om, at vi befinder os i et land, hvor hjernen skal på udflugt til fremmede steder. Bedst eksemplificeret bliver det midtvejs i koncerten, hvor bassist Jesper Rasmussen til en afveksling står for introen, hvor hans vuggende basgang bliver assisteret af trommeslagerens lette bækkenspil, der stille og roligt udvikler sig, inden vi bliver kørt i sænk af en legende guitarsolo af Rasmus Frisenvang, der virkelig sidder i skabet.
Det er et generelt billede på koncerten, at de numre, som fungerer bedst er dem, hvor Puja fralægger sig de mange temposkift og varierende skalaer, og i stedet for bare lader musikken køre derudaf. Det bliver indimellem et noget ujævnt udtryk, der præger opfattelsen, om end de små nik til det mellemøstlige giver Puja den kant, der gør, at de adskiller sig lidt fra andre bands i samme univers. Alt i alt en fin start på en aften, der skal vise sig at blive bedre og bedre.
"Dieses Scheiße. Alles Kunst ist Scheiße."
Næste band på listen er tyske Camera, der skal optræde på festivalens anden scene "The Lunar Suite", der er Godsbanens kolde betonhal til lejligheden ombygget til et rum for installationskunst, hvor et stort bagtæppe udgør afgrænsningerne for "scenen" – et rum, der viser sig at være ideelt til berlinerne i Camera, der har fundet deres største inspiration hos 60'ernes krautrock a la Can og Neu! Lineuppet består af synth, guitar, bas og perkussion, og bandet fremstår alt andet end udadvendt, da de uden et ord giver sig i kast med at lave en infernalsk støj, der er så højlydt, at jeg ikke ved, om jeg skal smile eller holde mig for ørerne. Blandt andet står perkussionisten med et hjemmelavet strengeinstrument, som han kører op og ned ad sin forstærker, inden han pludselig smider det fra sig, og musikken ændrer med det samme karakter.
Det bliver starten på en musikalsk oplevelse, hvor jeg flere gange står med følelsen af, at Camera sætter lyd på det intense trip, de tit sikkert selv er på, men hvor jeg i løbet af aftenens koncert får lov til også at være med. Den repetitive bas og de bastante trommer fortsætter nærmest uendeligt, men bedst som jeg står med følelsen af, at ensformigheden er ved at indfinde sig, så kommer synthesizeren ind og ændrer lydbilledet, så drømmerejsen tager en tur i en helt ny retning.
Jeg ved ikke, om vi når tre eller ti numre i løbet af koncerten, men det flyder aldrig sammen og bliver ligegyldig pærevælling, for bandet ved præcis hvornår, det er nødvendigt at tage numrene i en ny retning, om det så indebærer enkelte ekstra hårde lilletrommeslag, eller om det kræver nogle lynhurtige hug på guitarstrengene. Det hele fungerer upåklageligt, og til alles ærgrelse – og Cameras frustration – kommer det stramme tidsprogram til at stoppe koncerten, hvorefter et bandmedlem i mikrofonen råber "Dieses Scheiße. Alles Kunst ist Scheiße.", og efter den ud-af-kroppen-oplevelse er jeg af uforklarlige årsager tilbøjelig til at give ham ret.
Musik til den døde kærlighed
Tilbage i de mere vante koncertrammer på Radar er turen kommet til en af de optrædener, jeg havde set mest frem til på Aarhus Psych Fest. Nils Gröndahl, det tidligere Under Byen-medlem, skal ene mand fange og fastholde opmærksomheden for de små tohundrede mennesker, der efterhånden er troppet op, hvilket lykkes ham uden problemer i en koncert, hvor tiden flyver af sted. Nils Gröndahl står bevæbnet med sin violin og et bræt fyldt med loop- og effektpedaler, der muliggør en lydoplevelse, hvor det skrøbelige instrument på mærkværdigste vis formår at lave musik, der er så voldsom, at det fremstår som om, det er soundtracket til en persons totalt følelsesmæssige undergang.
Allerede i koncertens første nummer smider Gröndahl sig på knæ i en tydelig magtesløs position, hvor violinen er forvrænget til ukendelighed, og det fremkalder billeder af en mand, der stik mod sin vilje har set sin kærlighed blive ramt af dødens hånd, og kuldegysningerne kryber sig op ad min ryg. Violinen kommer i løbet af koncerten til at virke som det absolut ypperste instrument, der både kan skildre den smukke stilhed, når Gröndahl med tyske gloser synger, at han har nogen at gå hånd i hånd gennem byen med, men den piller også den samme skønhed ned igen, når effektpedalerne træder i kraft, og Gröndahl ser sin verden slået i stykker.
Han har en tydelig kærlighed til sit instrument, som han behandler med dyb inderlighed, og derfor er kontrasten, når han krænger sig selv ud helt fantastisk. Koncerten afsluttes fænomenalt, da han med et kaotisk støjkaos bag sig putter en kontaktmikrofon på struben, hvorefter Nils Gröndahl med ryggen til publikum fortsætter sit primalskrig i en ødelæggende kamp mod sig selv og sin forstærker. Helt fantastisk.
Aftenens næstsidste indslag kommer fra svenske Ra, der skal agere erstatning i sidste øjeblik for chilenske The Holydrug Couple, der desværre måtte aflyse deres Europa-turné. Bandet er alle klædt i sort, og de spiller klassisk post-punk, som det kendes fra Joy Division og des lige. Ra spiller vanvittig højt, men de formår desværre ikke helt at løfte deres musik helt derop, hvor det ringer, og en af mine venner rammet hovedet på sømmet, da han efterfølgende konstaterer: "Hvis ikke de havde sagt tak mellem numrene, så ville jeg tro, de havde spillet den samme sang hele koncerten igennem." Det er en hæderlig koncert, hvor blandt andet de lejlighedsvise stikpiller fra guitaren er med til at løfte det overordnede indtryk, selvom det aldrig blev helt spændende.
På sindsudvidende togt med sørøverne
Til at lukke førstedagen af Aarhus Psych Fest har festivalarrangørerne indhentet eksil-svendborgenserne Fribytterdrømme (billedet, arkivfoto), der syv mand høj leverer et førsteklasseseksempel på, hvad umiddelbar spilleglæde kan gøre ved et modtageligt publikum. De senere år har den dansksprogede psych-musik som nævnt oplevet en opblomstring anført af blandt andet Spids Nøgenhat, og Fribytterdrømme går direkte i forlængelse af den tradition. Der er tale om tre guitarister, bas, trommer, orgel og selvfølgelig tamburin, som i bedste Brian Jonestown Massacre-stil. Allerede med åbningslinjerne "Jeg har et vindue, hvor solnedgangen går op" er kimen lagt til en time, hvor forsanger Lau Ingemann med sin nasale stemme vil levere linje på linje af billedsprog, der kun kan forekomme hos den med en åbensindet fantasi.
Det står fra begyndelsen klart, at der intet påtaget er over Fribytterdrømmes psykedeliske image. De er ikke bare sprunget med på vognen, men lever og ånder virkelig for den musik, de spiller. Jeg frygter indledningsvis, at det vil resultere i en broget affære, hvor deres glæde ikke afspejles i den musikalske kvalitet, men ved fjerde nummer, den radioroterende "Kosmonauten", er det tydeligt, at bandet er så sammenspillet og tight, at det på intet tidspunkt bliver kejtet eller gøglet. Ingemann synger "Kom og tag dine psykedeliske briller på", og akkompagneret af orgel, der ville gøre enhver The Doors-fan glad, slipper publikum for første gang i aften deres hæmninger og danser med på musikken.
Guitarsoloer bliver med lind hånd strøet i de forskellige numre, men det tager aldrig overhånd, og stemningsmæssigt når salen et højdepunkt under "Fribytterdrømmen", der med sin bemærkelsesværdige længde på over ti minutter langsomt påtager et himmelråbende og episk klimaks, hvor alle facetter i bandets mangehovedede lyd kommer til deres ret. Til sidst går der psykedelisk fællesdans i den, og en af bandets guitarister ligger blandt publikum og spiller, mens der på scenen bliver stået på trommesættet og leveret pumpende orgel, så det sætter sig lige i smilehullerne.
Fribytterdrømme var en yderst kompetent afslutter oven på en aften, der var præget af utrolig høj musikalsk kvalitet, hvor de optrædende på hver deres vis var gode eksempler på, hvad psych-genren har at byde på. Jeg og mange andre forlod Radar med store smil på læben, og det bliver spændende at se om fredagens tårnhøje niveau fortsætter i dag. Der kan stadig købes endagsbilletter i døren eller på Aarhus Psych Fests hjemmeside.
