Seksstjernede Kloster: Syv plader, der ændrede mit liv

Sanger og sangskriver Mikael R. Andreasen er primus motor i gruppen Kloster, hvis seneste og fjerde album, "Half Dream, Half Epiphany", fik hele seks stjerner af GAFFAs anmelder Finn P. Madsen under overskriften "Fuldendt åbenbaring som sendt fra oven" og prædikatet "lavmælte og spirituel neo-folk ind i et organisk lydmaleri, hvor fortvivlelse og håb forenes." Læs hele anmeldelsen her.

I anledning af den flotte anmeldelse har vi bedt Mikael R. Andreasen fortælle lidt om syv plader, der har ændret hans liv. Her følger hans beskrivelser:

– De syv plader på denne liste er ikke mit bud på de syv bedste plader i verden, ej heller er det mine egne syv favoritplader, men det er syv plader, som på forskellig vis har haft en markant betydning i mit liv. Havde du må gerne anmel skrevet listen en anden dag, ville det givetvis være blevet nogle andre plader. Der er i hvert fald mange andre, jeg også godt gad at have haft med. Nogle vil måske læse listen og tænke: Hvilket stilforvirret menneske, og det er måske rigtigt. Selv tænker jeg det mest som værende udtryk for en generel musikalsk nysgerrighed, der har været ret konsistent det meste af livet. Listen er sorteret kronologisk ud fra, hvornår jeg selv stiftede bekendtskab med pladerne første gang.

MC Einar: Den Nye Stil (CBS, 1988)

– Jeg har ikke tal på, hvor ofte jeg i 1988-89 sad i lytteafdelingen på biblioteket i Sønderborg og bad om at få denne plade sat på pladespilleren, men det var virkelig mange gange. De færreste ved, at mine egne første forsøg på musikalske udtryk var dansksproget rap, og jeg tilskriver denne plade (samt radioprogrammet Mandags HipHop på P3) æren for det. Ved hjælp af og fra diverse båndoptagere, simple rytmebokse, en billig mikrofon og min søster indspillede jeg fire-fem rapnumre, som nok var mere komiske end gode, og sammen med mine barndomsvenner Ruben og Stephan optrådte jeg en enkelt gang for borgmesteren i Sønderborg med et rapnummer på dansk.

Stephan og jeg rodede også med at lave simple remix-agtige lydcollager. Min flirt med hiphop var dog ret kort, men den fik vakt en stadigt vedvarende glæde ved det at skabe, og hvis jeg i dag sætter "Den Nye Stil" på, transporteres jeg i hukommelsen direkte tilbage til nogle bekymringsløse og kreative barndomsår.  

Trouble: The Skull (Metal Blade, 1985)

Engang i slutningen af 80'erne hørte jeg et radioprogram, hvor de spillede det knap 12 minutter lange "The Wish" fra pladen her, og heldigvis fik jeg det optaget på kassettebånd (bortset fra slutningen af nummeret, da båndet løb ud). Når man var 13-14 år gammel og boede i Sønderborg, var det dog et svært album at få fat i på lp, og jeg brugte nogle år og adskillige besøg i københavnske pladebutikker og kælderantikvariater i løbet af diverse skoleferier, før jeg fandt et eksemplar.

– Vi var en lille gruppe venner, der jagtede The Skull på lp, og det blev lidt et statusprojekt at eje den. Jeg skaffede den ikke først, men til gengæld havde jeg på et tidspunkt tre eksemplarer af pladen. Men ja, det album indledte for mig en mangeårig (og senere dyrt SU-finansieret) glæde ved at gå på pladejagt, og uden at skulle lyde unødigt gammel og gnaven, så tror jeg måske, at der var en større værdsættelse af albums som værker, når man havde gjort en reel indsats for at finde og skaffe dem, i modsætning til nu hvor alt nærmest er frit tilgængeligt med et par museklik, men måske også netop derfor mister lidt værdi. I øvrigt får Trouble i deres bedste øjeblikke på de tre-fire første albums nærmest Black Sabbath til at lyde som røvballerock.  

Labradford: Mi Media Naranja (Kranky, 1997)

Det kan lyde skørt at sige om et band som Labradford, men denne plade blæste mig mildest talt omkuld i 1997, da jeg købte den efter at have læst den anmeldt i Weekendavisen. Det var lidt af et mentalt trip og nyt for mig dengang at opdage en så hypnotisk dragende og nærmest stillestående musik, som trods sin begrænsede fremdrift alligevel formåede at åbne et eller andet i tanker og fantasi, der kunne bringe mig ud til evigheden og tilbage igen. Jeg vil gerne tilskrive den en stor del af æren for, at jeg senere begyndte at opsøge mere dronende og ambient musik. 



Danielson Famile - Tri-Danielson!!! (Alpha/Omega) (Sounds Familyre, 1999)

Daniel Smiths stemme kan (især på de tidligste plader) være lidt af en udfordring. Det var det i hvert fald for mig indtil engang, hvor jeg lå i sengen med influenza og besluttede mig for at ville lytte mig ordentligt ind på dette album. Fordi jeg fornemmede, at der bag den stemme var noget at komme efter i musikken. Det var der i den grad, og i dag elsker jeg både musikken og stemmen.

Jeg har taget denne plade med, fordi Daniel Smith måske er den kunstner, der er den allerstørste inspiration for mig selv. Ikke så meget (eller langt fra) i det konkrete musikalske udtryk, men hele hans syn på det at skabe og hans vedholdenhed og insisteren på, at hans kristne tro og tvivl gerne må fylde i hans musik, men samtidigt nærmest kategorisk nægte at ville associeres med en etableret kristen musikscene, fascinerer mig dybt, og min egen måde at tænke på i forhold til Kloster er langt hen af vejen ren copypaste af Daniels måde at forholde sig til Danielson-projektet i alle dets afskygninger.

Arvo Pärt - Alina (ECM, 1999)

Det er særligt de to versioner af "Für Alina", som tryllebinder og (bilder jeg mig ind) nærmest har en lægende effekt. Jeg har hørt Arvo Pärt beskrive, at hele essensen af "Für Alina" kan rummes i den bevægelse, en dirigent laver, når han/hun løfter dirigentstokken, og indtil den sænkes. Den forventningsfulde og spændte uvished om, hvad der kommer, og som hos publikum intensiveres, idet stokkes løftes, men opløses så snart stokken sænkes, og musikken går i gang.

Jeg tror, det er den mest præcise beskrivelse af et stykke musik, jeg har hørt. Og så talte han om et ideal, hvor hver enkelt spillet tone tilstræbes at få samme status som det samlede værk i sin helhed. Det er et udsagn, jeg stadig ikke er færdig med at tænke over og forholde mig til, men som jeg lige siden har båret med mig og fornemmer rummer noget sandt og vigtigt, som også gælder for andet end musik. Og ja, derfor har jeg brug for med jævne mellemrum at lytte til Alina. I øvrigt var jeg for år tilbage til en koncert i en kirke, hvor Arvo Pärt selv var til stede. Det lykkedes mig at vælte en kammerats medbragte lommelærke, hvis indhold flød ud over kirkens stengulv og spredte en liflig duft af skotsk single malt-whisky i rummet.  



Mount Eerie - No Flashlight (P.W. Elverum & Sun / Play/Rec, 2005)

Jeg lærte Phil Elverum personligt at kende i 2003, og han forærede mig en kopi af denne plade et halvt års tid, før den udkom. Sangskrivningen på pladen samt måden den er indspillet på og hele lyduniverset havde og har en ekstremt kreativt inspirerende effekt på mig.

Jeg skal ikke afgøre, hvor hørbart det er i mine egne musikalske udtryk, men når jeg eksempelvis i åbningsnummeret på vores nye plade synger linjen "I'll sing of it so boldly" og på en måde henvender mig direkte til lytteren eller forholder mig åbent til, hvad det er, jeg vil forsøge på resten af pladen, så er det med en klar reference til åbningsnummeret på "No Flashlight", hvor Phil – meget mere elegant end mig – gør noget lignende med linjen "Knowing no one will understand these songs, I try to sing them clearer". Jeg tror måske aldrig, jeg bliver helt færdig med den plade, og den er lige blevet genudgivet i en remastered udgave. Køb, køb, køb!  



Gila - Bury My Heart at Wounded Knee (Warner Bros, 1973)

Jeg købte lp'en i Berlin for cirka otte år siden og kendte til den, fordi den involverer folk fra Popol Vuh – jeg eeeeeeelsker Popol Vuh – og faldt pladask for de spirituelle Popol Vuh'ske elementer sat ind i en lidt mere struktureret klassisk sangform. Jeg lærte pladen at kende i en tid, hvor musikstreaming af enkeltnumre i stigende grad begyndte at dominere, og truslen mod tanken om albummet som samlet værk syntes forstærket, så jeg elskede, at det nærmest var et konceptalbum med et sammenhængende tema om nordamerikanske indianeres beklagelige vilkår, og jeg brugte tid på at fundere over, hvorfor et tysk band mon havde valgt at tage den tematik op – det fandt jeg dog aldrig ud af.

Men ja, disse kvaliteter tænker jeg lidt, at jeg på et eller andet plan – særligt på de tre seneste albums – også forsøger at skabe i Kloster. Små simple og strukturerede sange forsøgt sat ind i mere åbne og åndelige lydmalerier med en intention om at skabe konceptuelle albums med nogenlunde samlede narrativer. 

Hør Klosters album "Half Dream, Half Epiphany":