Nyhed

MC Einar genforenet: Hiphop-pionererne samles til 35-års jubilæum og tager på forårsturné

Koncerten og turnéen sker i anledning af gruppens 35-års jubilæum

Rapgruppen MC Einar er mastodonter, når det kommer til dansk raphistorie. Gruppen så først dagens lys tilbage i 1987, hvor de hurtigt blev kendt som de første, der rappede på dansk. Det store gennembrud kom året efter, da MC Einar albumdebuterede med pladen Den Nye Stil. 

Når kalenderen rammer juni 2023, kan pladen markere sit 35-års jubilæum, siden dets indtræden på den danske musikscene i 1987. Det vil gruppen gerne fejre med sine fans, hvilket er grunden til, MC Einar i dag har annonceret, at de lørdag den 4. marts 2023 indtager Spillestedet Stengade i København.

Rapper-frontmand MC Einar, DJ Jan og beatboxer Jesper Vildmand, som bærer de borgerlige navne Einar Enemark, Jan Kabré og Jesper Willeforte, sørger - ifølge en pressemeddelelse - for at tage publikum tilbage i tiden ved at optræde med de gode gamle hits, fra da de indspillede Den Nye Stil. Foruden en koncert i København gæster gruppen også spillestedet 1000fryd i Aalborg den 18. marts 2023.

GAFFA oplevede sidst MC Einar og co. optræde live tilbage i 2018, da gruppen gæstede Store Vega sammen med Amager-gruppen Humleridderne. Det var én stor fornøjelse, og festligheden fik fem, flotte stjerner:


”Der er kommet mange bølger og modbølger efter den, men Den Nye Stil er still going strong. Det er svært at sige præcis, hvad der gør MC Einar så god. Selvfølgelig er det rimene, der i struktur og originalitet er svære at konkurrere med selv i dag. Det er også noget af tidsånden, hvor man konstant mærker firsernes omtågede hverdag i teksterne. Og så er det altså også stemmen”.


Mc Einar har desuden en længere forårsturné i støbeskeen, men der mangler dog stadig info om de præcise datoer. 

LÆS OGSÅ: MÅLING: Danskerne hungrer efter julemusik

ANNONCE