Nyhed

Smuglyt til Kurt Viles kommende album

Den amerikanske indierocker har gjort det muligt at streame sin kommende plade før tid

På fredag den 25. september udkommer Kurt Viles sjette studiealbum "b'lieve i'm goin down...", men den produktive mand med det stenede udtryk fra Philadelphia gør det allerede nu muligt at give pladen en lytter. Han har nemlig lagt det til fri streaming hos fire af de største ikke-kommercielle radiostationer i USA. Lyt til hele herligheden nederst på siden via "The Current" fra Minneapolis.

Det nye album fortsætter umiddelbart, hvor Kurt Vile slap os med sin seneste fuldlængdeudgivelse "Wakin' On A Pretty Daze", om end der måske er lidt mere dystre toner at spore, da pladen angiveligt er skrevet i mørket, når hans kone og to børn var gået i seng. Kurt Vile leverer stadigvæk tilbagelænet rockmusik med et twist, hvor det stadig ikke fornægter sig, at han er medstifter og tidligere medlem af The War On Drugs.

Ud over at være pladeaktuel kan Kurt Vile snart opleves i både Aarhus og København, når den langhårede mand henholdsvis den 4. og 7. november gæster landets to største byer sammen med sit trofaste backingband The Violators, og man kan nok forvente at høre en del materiale fra "b'lieve i'm goin down...". Da Kurt Vile sidst gæstede Danmark tilbage i 2013 var GAFFAs anmelder efterfølgende lidt lunken og kvitterede med tre stjerner, men mon ikke Kurt Vile er opsat på at levere igen til november.


Lyt til det nye album "b'lieve i'm goin' down..." her:

ANNONCE