Ifølge manden selv er han ustoppelig med vind i ryggen
Se en flot ny fotoserie med Christopher
Christopher er et barn af sin tid; hvad du ser er, hvad du får. Han ligner prototypen på en skræddersyet marketingskampagne, men alt kommer indefra. Han nærmest eksploderer af energi og er mere end almindelig sulten på at komme helt til tops. Og ifølge manden selv er han ustoppelig med vind i ryggen.
Christopher ser ingen grund til at vente, med noget som helst. Pladeselskabets lille guldfugl, men sikkert også den, der sætter grå hår i hovedet på de garvede strategi- og markedsføringsfolk; "hold nu lige på bremsen et øjeblik, vi har lige lanceret en ny single, vi skal arbejde på markedet i Sydøstpolynesien og holde lidt igen herhjemme", og så videre.
– Musik er et øjebliksbillede, udtrykker hovedpersonen selv, da GAFFA møder det velkendte ansigt over et par livlige timer en tirsdag formiddag på A&R-bossens kontor på pladeselskabet. Begge dele symptomatisk. Hvis musik er et øjebliksbillede, er Christopher om nogen synonym med tiden, og selvfølgelig skal vi sidde på kontoret hos ham, der finder og signer morgendagens stjerner.
Til dem, der ikke har mødt Christopher er han fuldstændig, som han fremstår offentligt. De blonde lokker på dagen dækket af en hat. Levende, energisk kropssprog, skinnende, blå øjne, han smiler, griner, og ordene vælter ud at ham som skidt fra en spædekalv, og selvfølgelig bryder han løbende ud i sang. Han virker på en gang så stylet og formet som en Barbie-Ken-dukke og samtidig nærmest anarkistisk upoleret og vild. Sjov at være i selskab med.
Egen CEO
Den formelle anledning er, at Amager-drengen slipper sit tredje album, Closer, og her er GAFFA naturligvis på pletten. Et album, der både er klassisk Christopher up-tempo party-pop, men også med mere afdæmpede ballader, eksperimenterende urban og forskelligt andet. En ung fyr, der prøver noget mere, noget andet, men samtidigt er tro mod sin signatur. En 24-årig fyr fra Amager, der har fået pigehjerterne til at galoppere, og som har kastet sig ud i langt mere end at vrikke med røven, synge i falset og smile til kameraet.
– Jeg føler det mere, som om jeg er min egen CEO i virksomheden Christopher, og jeg kaster mig hellere end gerne ud i det hele. Vi har lavet en dokumentar og diverse brand/partnership-samarbejder, og jeg har prøvet kræfter med værtsroller og været til castings på film. Jeg har lyst til at prøve det hele, så længe jeg synes det er sjovt, og jeg kan stå inde for det.
Hvad med selve kernen, musikken?
– Den er der hele tiden, jeg har hele tiden en frase, et beat eller en hookline i hovedet. Hvis du sætter mig alene i et rum i en time med en akustisk guitar, kommer jeg helt sikkert ud med en sang. Det er faktisk ret let at skrive en sang, også en god sang, men det er fucking svært at skrive en sindssyg god sang, et hit.
Hører hittet
Musikhistorien er spækket med eksempler på mega-hits, der oprindeligt nærmest blev kasseret af artisten selv, men Christophers ører blafrer i samme takt som sit publikum
– 100 procent, jeg kan mærke, når den er der, det har holdt stik hver gang. Men det kan være en svær proces, faktisk næsten værst når man har fundet et sygt godt vers. Så bliver man jo nødt til at finde en bro og et omkvæd der kan toppe det. Men jeg føler selv, jeg kan mærke, når den er der, og det har passet ind til videre. Men der er selvfølgelig mange ting, der spiller ind, når man skal udgive ny musik, for eksempel momentum, timing og tidens lyd.
Du tvivler ikke på dig selv?
– På en måde er jeg 100% selvsikker og stoler på min mavefornemmelse, men jeg er også meget påvirkelig over for input. Hvis du havde sagt til mig nu, at Heartbeat er det bedste nummer, jeg nogensinde har skrevet, ville jeg gå ud af rummet med en følelse af, at det måske er næste single, og omvendt: havde du sagt, du ikke kunne mærke First Time, havde jeg måske overvejet, om den nu også er så god, som jeg tror. Jeg lever fortsat i den naive illusion, at alle andre folk vil mig det bedste altid, ha, ha.
Don't look back
Her udtrykker du tvivl, men primært enorm selvtillid og handlekraft. Har du altid været sådan? Hvis vi forestiller os, at vi to gik på gaden og så et trafikuheld: Hvad ville du gøre, hvis det skete i dag, og så hvis det var sket for 7-8 år siden?
– I dag ville jeg helt sikkert være den første henne ved den eller dem, der var kommet til skade, handle og taget styring, men for syv år siden havde jeg holdt mig mere i baggrunden. Jeg har længe været vant til at skulle tage store beslutninger, som har konsekvenser for mange andre end mig selv, og det har modnet mig og styrket min selvtillid. Når jeg har vind i ryggen, føler jeg mig ustoppelig. Tidligere var jeg mere usikker og i tvivl, men nu er jeg blevet meget beslutsom og kigger mig ikke tilbage. Sidder jeg med min kæreste, kan hun sige "tænk nu, hvis jeg havde valgt det i stedet for det, så kunne det være gået helt anderledes". Sådan er jeg ikke, jeg er meget impulsiv, og det er vigtigt for mig ikke at kigge mig over skulderen.
Er det noget, du kan se er en forskel i forhold til mange af dine jævnaldrende?
– Nogle gange føler jeg mig totalt dum i forhold til mange af mine gamle venner. De begynder at få kandidatgrader og tunge uddannelser og kender til komplicerede teorier og samfundsforhold, som jeg overhovedet ikke aner noget om. Til gengæld har jeg lært, og lærer, helt vildt mange ting, der rykker mig fremad på den sygeste måde, og gi'r mig den vildeste energi. Jeg ville ikke bytte for noget i verden og er fast besluttet på at følge mine mål, som hele tiden rykker sig. Det vildeste, jeg kan forestille mig nu, er at spille en USA-turné, hvor vi trækker mere end 1500 mennesker hver aften. Men hvis det skulle ske, er jeg helt sikker på, at jeg ville sidde tænke på, at det næste skulle være en arena-turné.
Leve fuldt ud
Hvad med den James Dean-tatovering, du har på armen? Jeg håber i øvrigt, du bliver ældre end ham, han blev 24. Men har han noget med dit mindset at gøre?
– Ja, helt sikkert. Det er en gammel plakat, jeg har haft hængende på drengeværelset, som minder mig om den tid, og om det skift, der skete for mig, da jeg fik pladekontrakt som 18-årig. James Deans karakter i Rebel Without a Cause (klassisk ungdomsfilm fra 1955, red.) repræsenterer for mig ungdommens tro på at følge sin drømme, stå ved sine valg og ikke kigge tilbage. Jeg vil ikke sige at "leve hver dag som min sidste" som i filmen, men mere at leve hver dag fuldt ud, det tror jeg på. Om det så gælder fodbold som tidligere eller musik er lige meget, men at give det alt, hvad jeg har, det er det, det drejer sig om for mig.
Anarkisten
Jeg kan godt lide den fandenivoldske anarkistiske side i dig, hvor du bare åbner for sluserne. Dine repræsentanter er ellers ret opmærksomme på, at musikken skal i fokus, og ikke handle om lyse krøller, skrigende unge piger og eks-kæresten Medina.
– Ja, sådan har de haft det fra første øjeblik, men jeg er ligeglad, jeg står ved det hele og dokumenterer mit liv. At jeg har den opmærksomhed fra piger, og at Medina er min eks, har da haft enorm betydning for mit liv, og det kan du også høre i mine sange. De er selvoplevede og handler naturligt nok meget om de piger, jeg har mødt i mit liv.
Ændrer numrene karakter for dig, når et publikum har taget sangene til sig?
– Nej, ikke rigtigt. Når jeg står på scenen og synger en sang, kan jeg godt huske, hvem det handler om, og hvilken følelse jeg havde, da jeg skrev den. Men når folk har skrevet og er kommet op til mig og har fortalt, at den og den sang har haft enorm betydning i deres liv, er det nye aspekter, som kommer oveni. Det er fantastisk.
Det, at du er så selvbiografisk og eftertragtet, er det noget, de piger du møder på din vej, bare må tage med som en del af pakken?
– Ja, sådan er det. Sjovt nok synes min kæreste allerbedst om de sange, hun ved handler om hende, ha, ha. Men jeg er 100 procent ærlig, hvad du ser er, hvad du får, det er drivkraften.
Kina
Du lever drømmen, og du har toppet hitlister i Kina flere gange efterhånden. Er det en sjov, kuriøs sidehistorie eller noget, du virkelig satser på?
– Det er svært at sige, og jeg kender ikke svaret, helt ærligt aner jeg det ikke. Det er vildt nok med alle de meldinger, der kommer derfra, men jeg ved ikke, hvad jeg skal tro på og forvente. Limousine gik direkte nr. 1 og CPH Girls nr. 2. Vi skal derned her nu (inden denne artikel er klar fra trykkeriet, red.) og igen i september, hvor vi også skal spille i Malaysia, Filippinerne og i Taiwan, og så må vi se, hvad der sker. De siger, at de sagtens kan booke koncertturnéer, hvor der kommer 1500 mennesker i snit, men jeg skal se det, før jeg tror det og se, at vi ikke taler om 50 mennesker, der står og hænger. Det er sikkert en af de to situationer, og er det det første, er det fuldstændig hjernedødt. Det er en meget anderledes kultur, men alle ved jo, hvor mange mennesker der er på kontinentet, hvis bolden først ruller.
Elverører
Det er ikke alle, Christopher tager med storm, men der er nok ikke mange, der vil påstå, at manden ikke er musikalsk. Men han er ikke typen, der kommer fra et "hjem med klaver", og næsten alt er autodidakt, når han på YouTube er faldet i svime over Justin, John Mayer eller Michael Jackson. Det gør til gengæld hans medsammensvorne, tvillingebrødrene Frederik og Fridolin Nordsø, der både som udøvende og bag knapper, taster, beats, tønder, gribebræt har skabt store ting for mange andre. Sønner af jazz-, rock-, pop-guitarist Mikkel Nordsø og blandt andet opvokset i et kollektiv omkring Sneakers, hvor farmands hjemmestudie var deres puderum
– De to har elverører, og jeg stoler fuldstændigt på dem. Vi har fortsat samarbejdet fra Told You So, og vi har en superfed energi sammen. De kan skille musikken totalt ad, kan høre så mange forskellige lag og kan byde ind med hvad som helst. Det gælder både i forhold til sangskrivning og det håndspillede, og alt inden for produktion og beats. Jeg suger til mig og lærer utroligt meget af dem.
De er via deres far og hans omgangskreds opvokset med en bredere musikhistorisk tilgang end dig. Du er meget associeret med nutiden og de sidste ti års pophistorie. Dit mantra er ikke at kigge bagud, men er der andre epoker af musikhistorien, der begynder at åbne sig for dig. Har tvillingerne givet dig smag for Miles Davis?
– Nej, det er ikke der, jeg er, mine ører, øjne og sanser er et andet sted. Jeg har prøvet at give Beatles en chance, og da der var én, der satte Elvis på, kunne det for mig ikke blive pillet hurtigt nok af. Jeg synes, at Michael Jackson har lavet fantastiske ting, som Thriller og Bad, men også, at mange sange på andre album er overvurderede. Jeg er mere i tiden, vi lever i.
Så er der Justin Timberlake. Er han stadig helten, og hvad siger du til dem, der siger "hellere originalen end en kopi"?
– Jeg elsker stadig Justin Timberlake, og vil altid gøre det, og det står jeg helt ved.. Og som jeg ser det, er alle nye stjerner på en eller anden måde er nye versioner af de tidligere , og så trækker man gradvist musikken i nye retninger. Det er helt logisk og kan ikke være anderledes. Han er bare en kæmpe inspirationskilde.
The guitar man
Hvad med guitaristerne? Det er ikke det, der skinner mest igennem på dine produktioner, men det er dit hovedinstrument?
– Den akustiske guitar er mit udgangspunkt. Jeg har altid været fuldstændig forblændet af John Mayer, som jeg mener er sin generations største guitarist. Så kom en fyr som Jason Mraz ind fra højre og inspirerede mig helt vildt. En fyr som Stevie Ray Vaughan, som mange hylder, siger mig modsat ikke rigtig noget, men jeg er ret inspireret af Jimi Hendrix og hans måde af opfinde sin egen stil og akkorder på. Det er meget min egen tilgang. Sidder jeg og hører noget, tjekker jeg det ud og finder nogle akkorder, jeg ikke har nogen anelse om, hvad hedder. Det er samme model, jeg bruger, når jeg finder på nye ting.
Hvornår er du mest kreativ, og hvornår kommer de bedste hooklines, nu hvor du lang fra kun er sanger, men "CEO i din egen virksomhed", der kaster sig ud i hvad som helst?
– Tit er jeg allermest inspireret om natten, og så tænder det mig helt vildt, når der sker tusind ting på en gang. Jeg har ikke brug for fred og ro i klassisk forstand, når alt er kaos, er der for mig den bedste balance.
Se en flot ny fotoserie med Christopher
Closer – spor for spor:
Tulips
– Første single, et frisk popnummer som jeg synes repræsenterer albummet godt. Den handler om at fucke op og sige undskyld. Jeg har selv været sindssyg dårlig til at sige undskyld, men har hellere sneget mig uden om. "I wanna kiss your tulips" er jo to klassiske måder at sige undskyld på – med blomster og med kys.
Var det på sin plads, at du sagde undskyld?
– Ja, det var nok, ha, ha. Men da vi indspillede sangen, drak vi champagne, vi fandt ind til viben, og det nye album begyndte at tage form.
Limousine feat. Madcon
– Super poppet, og selvom rapuniverset ikke så meget er mig, så føltes det meget naturligt. Denne gang så jeg musikvideoen for mig først, sådan "The Great Gatsby"-agtig. Gamle flotte biler, og så denne farlige golddigger, beauty queen, der ved præcis, hvad hun går efter og hvad hun vil have.
I Won't Let You Down
– Den nye single fra albummet handler om at ville gå gennem ild og vand for en pige, og om aldrig at ville skuffe hende. At man er der, lige meget hvad der sker. Selvom hun måske har haft en dårlig oplevelse før, kan hun stole på mig.
Famous
– Det første nye nummer for folk. Den har en super-optimistisk vibe og er skrevet i L.A. Den handler om at køre ned ad Sunset Boulevard og se palmerne og alle de store billboards af stjernerne, og som upcoming artist tænke "bare vent, en dag er det mig, der hænger der". Den handler om, at jeg vil gøre alt for at nå målet, leve drømmen. Jeg stopper ikke, før det sker, der er ingen Plan B. Så er det også er en kærlighedshistorie, hvor jeg forestiller mig at holde takketale efter at have vundet en Grammy og sige "det er allermest til dig". Jeg ved godt, at jeg allerede er kendt, men jeg vil være det på et helt andet plan. Nummeret er planlagt til at åbne forårsturen.
Bitter War feat. Ericka Jane
– Det er nok det ældste nummer på pladen. Sangene handler typisk om det gamle forhold og bruddet, om sex og tiden med at jagte piger som single, til "I found the one" igen. Jeg troede, at denne her havde ligget for længe og mistet sin friskhed, men der skete noget undervejs. Jeg synes, det er den bedste vokal, jeg måske nogensinde har indspillet, og det handler om, at det hele endte i ren krig og mudderkastning, en bitter war. Man kan næsten ikke kende sig selv, hun kan som den eneste få en op i det røde felt af raseri. Det er "the break-up song", dybfølt smerte.
Er den skrevet til den, man tror?
– Jeg tror ikke, der er nogen, der er i tvivl om, hvem den er skrevet til.
Don't Let the Door Hit Ya feat. Brandon Beal
– Noget af det allermest funky og groovy på pladen, nærmest tilbage til Neptunes-lyden, Timberlake og Pharrell. Det er med Frederik og Fridolin, og er skrevet sammen med Brandon Beal. Jeg tænkte, at det her lyder som en fest, jeg godt gad at være med til. Så handler den også om, at det er svært ikke at blive ond i sulet, når man skal ud af et forhold. Jeg snakkede med Brandon, og han sagde, du skal sige til hende: "Don't let the door hit you – on the way out". Den har lidt en fuck you-attitude, og den linje holdt jeg fast i, og så endte det med at blive en superpersonlig sang. Den handler om bruddet og den nederen måde, det skete på, og jeg synes bare, det er en superfunky tune.
Reasons:
– Det er en sang til min kæreste Cecilies far og er meget inspireret af John Mayers Daughters. Sådan den gamle skole med at henvende sig til pigens far først for at spørge om lov. Mange fædre siger, at de føler at de lidt mister deres datter, når hun finder sin mand, men her siger jeg: "Jeg er grunden til du mister en datter, men jeg er også grunden til, du får en søn." En klassisk old-school fortælling.
Hungover:
– Her får man præsenteret min singer-songwriter-side, lidt i stil med hvordan Jason Mraz, Bruno Mars, John Mayer eller Ed Sheeran ville have gjort det, som du ikke hører på Told You So. Også en sang om at sige undskyld, når han.vågner op dagen efter, han har drukket sig for fuld og må erkende, at han nok har lovet mere, end han kan holde.
Er det dig?
– Ja, det er det jo. Jeg har lavet den nogle gange, hvor jeg ikke kan huske så meget fra dagen før, som passer meget godt til linjen "I know I promised you diamonds, but right now I can't find them, I'm just a little hungover now". Det er lavet i L.A. sammen med Stefano og Ristorp fra Lukas Graham. Vi sad og røg smøger og drak sprut for at få så meget drukstemme som overhovedet muligt på sporet.
Babymaking Interlude
– Den er lavet med min lydmand David og Rune Rask fra Suspekt. Det startede med en sang, der hed "Lie to Me", som endte med ikke at komme på. Den handler om: hvis du er utro, så vil jeg ikke vide det, for hvad fanden skal jeg sige". Outroen på sangen var det, der blev til Babymaking Interlude. Det er, som det er, det handler om at knalde og lægge alle sine problemer væk. Den skal komme før "First Time", det passer både sonisk og tekstmæssigt.
First Time
– Det handler om at miste gløden, når det bliver hverdag i et forhold. Det er noget, jeg selv har oplevet i nærmest alle mine forhold. Det her handler om at minde hinanden om den første tid, man havde sammen, forelskelsen. En af mine venner var ved at slå op med sin kæreste, og da jeg spurgte, om han kunne huske på en eneste ting, han gerne ville tilbage til med hende, kunne han ikke komme i tanke om noget, og det syntes jeg var enormt trist. Det kan jeg i hvert fald med alle de damer, jeg har været sammen med. Der er ingen metaforer i sangen, det er bare om at finde tilbage til at være "in love".
All About Sex
- Det var det eneste, det handlede om, og jeg tænkte på, da jeg var single, og først havde jeg tænkt, det skulle være albumtitlen, men det var der heldigvis nogen der fik mig fra, ha, ha. Det er overalt, sex sælger, og jeg synes bare, at man skal sige det lige ud. Den er også skrevet i tiden, da Tinder kom og laver lidt pis med alle de ritualer, der omkring dating. Den startede med udgangspunkt i et gammelt Marvin Gaye-nummer.
Heartbeat
– Det er ballade-siden, jeg, bortset fra "Waterfall", ikke har vist på de andre plader. Denne her er helt stripped down og handler om at være super taknemmelig over, hvordan jeg har det, og hvor svært det er at beskrive den følelse i kroppen uden at bruge alle de gamle klichéer og linjer, som man har hørt tusind gange før. Det ville være meget lettere, hvis du bare kunne mærke, hvordan jeg havde det:"Say it with a heartbeat". Jeg vælger at slutte pladen nede i tempo, en afrunding der bare siger "tak".
Se en flot ny fotoserie med Christopher
