Laurie Anderson: Medieforurening findes, og som multimediakunstner gør den mig syg

Den amerikanske multikunstner Laurie Anderson kommer til Danmark den 14. maj i forbindelse med Click Festivalen i Helsingør, hvor hun optræder på Kulturværftet – hvad hun i øvrigt også gjorde i 2013. Anderson er sådan en kunstner, man aldrig helt ved, hvor man har; som musiker har hun arbejdet med elementer af såvel elektronisk musik og new wave som klassisk og avantgarde, hun har komponeret for synthesizere og gøende hunde, hun har spillet båndsløjfer på violin og via alskens teknologi sunget med et hav af forskellige stemmer og identiteter.

Hun har arbejdet sammen med legender som Jean Michel Jarre, Brian Eno, Philip Glass, Peter Gabriel og naturligvis Lou Reed med hvem hun var gift i mange år, og hun har sågar haft et rigtigt hit, med den otte minutter lange vocoderhymne, "O Superman", som bl.a. David Bowie nåede at fortolke.

Den amerikanske ener har altid gået sin helt egen vej og igennem flere årtier har hun observeret og kommenteret skarpt gennem sit virke, kendetegnet ved meningers mod, et højt abstraktionsniveau og sprudlende fantasi. GAFFAs Ras Bolding har taget en snak med Laurie Anderson op til hendes besøg i Danmark.

Den 14. maj vender du tilbage til Click Festivalen i Helsingør – kan du sige lidt om hvad vi kan forvente, lidt om dit live-setup og den slags?

– Jeg arbejder stadig på det. Jeg ved endnu ikke helt, hvad det ender med, men der bliver visuelle elementer og ny musik samt, som vanligt, en mængde historier. Men mere kan jeg faktisk ikke sige, for jeg improviserer også en del for tiden, prøver måske på at lave noget, der ikke i samme grad som tidligere er hængt op på minutiøs timing. Jeg arbejder med forskellige systemer, der gør mig i stand til mere frit at lege med visuelle elementer, at processere lyd og billeder uden nødvendigvis først at skulle lave en sindrig plan. Til syvende og sidst handler det om at jeg giver mig selv lidt mere plads, så jeg kan være mere fri på scenen, og det er naturligvis spændende.

Så der er tale om solo-performance? Det du snakker om her er jo lidt mere vanskeligt, hvis der f. eks. skal involveres andre musikere også. 

– Ja, lige netop.

Hvordan forbereder du dig til koncerter i dag? Du nævnte, at du godt kan lide at improvisere.

– Jeg arbejder med en masse forskellige processer, som kan trækkes i forskellige retninger. Det gør en forskel, både for mig og for publikum, er jeg sikker på, og det giver måske min optræden en større grad af frihed.

Ja, i firserne og halvfemserne dyrkede du jo i høj grad nogle temmelig komplicerede multimedia-koncerter.

– Ja, meget komplicerede. Alting var timet og tilrettelagt, nærmest ned til mindste detalje og bevægelse. Og jeg blev faktisk lidt træt af det til sidst.

Hele multiemedia-delen er spændende, men bagsiden af medaljen er, at der typisk ikke er megen plads til improvisation.

– Ja, rigtig meget. Jeg holder bestemt stadig af multimedia-tilgangen, og jeg gør jo stadig den slags fra tid til anden, men jeg kan også godt lide at skifte lidt frem og tilbage.

Omkring en uges tid efter din koncert i Helsingør giver Philip Glass også koncert ved Click Festivalen. I to har jo tidligere arbejdet sammen – har I også stadig kontakt den dag i dag, mødes til te i New York og den slags?

– Ja, bestemt, han er virkelig en vidunderlig ven, og det har været rigtig, rigtig sjovt at arbejde sammen med ham. Virkelig godt.

Bliver du hængende et par dage og tager hans koncert med også?

– Det ville jeg ønske, men jeg må tage direkte hjem igen. Eller det vil faktisk sige ikke hjem, men til Brighton, hvor jeg står for en festival og har forskellige ting at gøre i Storbritannien.

Nu vi er ved det med samarbejder – du har for nylig, nok engang, arbejdet sammen med Jean Michel Jarre på dennes Electronica-projekt, og det er lige blevet afsløret at seneste samarbejdspartner på det projekt er Edward Snowden. Du har, som kunstner, holdt godt øje med USA og forholdet til teknologi igennem flere årtier, så hvad er din holdning til hele Snowden-affæren?

– Jeg beundrer generelt disse whistleblowers, for information er altid godt. Det er altid godt at vide, hvad der foregår. Folk som Snowden og Assange er vanskelige at få styr på, det de gør er grænseoverskridende, men de folk hvis hemmeligheder de lækker, de folk, som søger at sløre disse hemmeligheder, er jo i høj grad også grænseoverskridende. Whistleblowers gør mig generelt glad, for det er vigtigt at fok ved besked, i hvert fald om de ting, der kan påvirke deres liv og levned. Det er måske ikke noget specielt dybt svar, men hvad.

Det er et lidt tarveligt spørgsmål, som der kunne bruges timer på, men lad os haste videre. Man kan vel godt påstå, at du har ry for at være lidt af en teknologinørd, men i den senere tid har du tilsyneladende været mere interesseret i… hunde. Nåja, måske har de altid været der; du har lavet Walk The Dog, Concert For Dogs, men altså, Laurie, hvad er det for noget med de der hunde?

– Jo, jeg holder af hunde, fordi de udviser store empatiske egenskaber og empati er min store ambition. Hunde udviser empati og agtpågivenhed, for… ja, en del af det handler jo også om at de ved, at man fodrer dem, så de er nysgerrige helt konkret i forhold til hvornår det er tid til næste måltid.

Ligesom mennesker.

– Hunde kan lære og analyserer energi meget fornemt, hvilket er interessant. Jeg oplever ofte, at mange mennesker altid har svar på rede hånd, eller at det er svært at kommunikere med dem, fordi de har travlt med alle mulige andre ting, såsom at svare på e-mails, etc. Jeg vil ikke generalisere, men personligt har jeg sværere ved at knytte an til folk efterhånden, og det skyldes i høj grad teknologi, som tager meget af folks tid og energi. Det er lidt chokerende, synes jeg, at det er sådan det er, men jeg tager jo også mig selv i at vade rundt på gaden og svare på e-mails, og det kan godt tage overhånd. Det er naturligvis min egen skyld, jeg kan jo bare bede folk om ikke at sende mig flere mails, men spøg til side, jeg har faktisk lidt svært ved at nå det alt sammen og så også bevare rigtige venskaber, for ofte får man jo ikke al den information man behøver; stemmens intonation, nærvær, etc. Jeg vil ikke sidde her og give teknologien skylden for alle mine egne mangler, men jeg gør det lidt alligevel, for teknologien er ekstremt distraherende. Er du enig?

Det griber lidt fat i samarbejdet med Jean Michel Jarre, hvor I har skruet en sang sammen om et nært, næsten lidenskabeligt forhold til telefonen i lommen.

– Ja, det er sandt.

Jeg tror i høj grad der er noget om snakken, måske især i forhold til folk, der er lige lidt yngre end du og jeg, og som er vokset op med sociale medier. Jeg er selv musiker – spiller ikke for helt lige så mange mennesker som du – men vi kan mærke, at det er sværere at nå de helt unge i dag end for bare ti år siden.

– Hvorfor tror du, det er sådan?

En bekendt og jeg talte om det og nåede frem til en tør konklusion: når vi stabler koncerter på benene, så er vi i dag altid oppe imod den konkurrence, der hedder en billig pose chips og netporno natten lang. Og det siger jeg, til trods for at Commodore 64 var min bedste barndomsven.

– Haha, ja, men det er jo rigtigt. Og mange unge i dag har tilsyneladende lidt svært ved at lytte til musik isoleret. Du ved, 'hvad er det her lydsporet til?' Hvorfor lytte til musik uden billeder? Det er lidt fascinerende, for mange af dem sætter sig jo bare ikke ned og lytter til musik. Jeg elsker jo personligt alt det visuelle, billedsprog interesserer mig, men jeg vil også gerne give folk mulighed for at bruge deres fantasi, for selv at tilføje billeder. Dengang jeg basalt set lavede små film til min musik, forsøgte jeg at basere dem omkring loops, at give dem en vis mystik, og det var også en del af strategien omkring Heart Of A Dog, der næsten var mere radiospil end film.

Ja, det er lidt sjovt, at du af alle påpeger at det kan være et problem i dag, at folk har svært ved at lytte til musik uden en eller anden billedside, for du har jo om nogen arbejdet med netop forholdet mellem musik og billedsprog.

– Ja, det har jeg helt bestemt. De seneste femten års tid har jeg dog kun lavet to-tre shows med store visuelle elementer, og resten har været mere i stil med radiospil, så at sige. F. eks. anvender jeg simple, men hypnotiske billeder frem for stærkt bevægelige elementer. Man kan sige, at jeg er meget interesseret i billedsprog, der virkelig levner folk plads til fantasien, og det er ikke ligefrem billeder af undertegnede, der danser omkring – selvom jeg jo også tidligere har gjort den slags.

Ja, jeg kan huske et interview for flere år siden, hvor du talte om dine danseagtige rutiner i firserne, og hvordan du brugte dem til at ramme cues, sende signaler, huske at skifte lyd her og der, etc.

– Jeg dirigerede nærmest. Af en eller anden grund hører jeg aldrig taktbetoninger som alle andre – hvad, er det her vi tæller et? Hvad? Det giver jo ikke mening.

Ingen grund til panik – når jeg giver koncerter har jeg faktisk lånt lidt af strategien, nu skal der synges her, skiftes lyd på den og den synthesizer her, og det der med at få kroppen med, som en slags dans, det virker virkelig, det skal du have. Så du har haft ret i alle årene, ville jeg bare sige.

– Jaaaa! Ikke at jeg nødvendigvis altid behøver at have ret, men her er jeg glad for det, tak.

Men udover din vedholdende interesse for teknologi, så har du også, gennem alle årene, kommenteret kønsproblematik flittigt. I dag er nogle af vor tids største popikoner kvinder, såsom Rihanna og Beyonce, men det er jo stadig sådan at de fleste sangskrivere, producere, pladeselskabsbosser og branchefolk er af hankøn. Er det ikke rimeligt at mene, at musikindustrien har lidt af et problem på dette område?

– Hele verden har lidt af et problem på dette område! Og sådan har det jo altid været. Det har altid været sværere for kvinder – hvad enten man så er læge, forfatter, komiker eller kok, så er det svært for kvinder at opnå de samme muligheder som mænd, og det føler jeg faktisk i dag mere end jeg gjorde tidligere, hvilket er lidt underligt.

Ja, det er trist – det burde jo dog gå den modsatte vej.

– Jeg føler ikke fremskridt, det må jeg sige, og det er helt gak.

Og især i musikindustrien er det trist. Lad os være ærlige; der er tale om en branche, der i årevis har solgt illusionen om oprør til de unge i form af dyre T-shirts med smarte bandlogoer.

– Lige netop.

Og når nu det er en illusion om oprør, burde der så i det mindste ikke være en smule illusion om kønslighed med i spillet også? For det lader jo vitterlig ikke til at være tilfældet.

– Nej, det gør det ikke. Når jeg tænker tilbage til tresserne, som jeg husker, måske ikke helt så godt, som jeg gerne ville, men dog, så var det jo en tid, som i hvert fald på overfladen handlede om revolution og oprør, men her var kvinderne stadig mest i baggrunden. De var ikke talerør, med få undtagelser som Bernardine Dohrn og enkelte andre, så jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvor meget kvinder har opnået som følge af såkaldte revolutionære bølger. Og i dag er jeg jo komplet chokeret over vores valgcirkus i USA, som er noget værre rod. Jeg forbløffes over, hvor meget misogyni fylder i det her land. Det er helt vildt.

– Og der er meget stærke reaktioner imod Hillary Clinton, som jo er meget kompetent. Hun er også meget 'corporate', så jeg kan godt se, hvorfor folk ikke nødvendigvis vil stemme på hende, men vreden mod hende som kvinde er virkelig bizar, og den forstår jeg slet ikke. Eller snarere, jeg forstår hvad det handler om og det gør mig meget ked af det. Det handler om manglende respekt for kvinder, og det gør mig afsindigt trist. Nogle af os vil jo gerne deltage.

Ja, naturligvis.

– Men det sker bare ikke. Jeg ser desværre ikke tegn på bedringer. Hvordan er det i Danmark? Er der mere lighed mellem kønnene der end her? Jeg ved godt det er svært at sammenligne to lande på den måde, men hvordan tror du danske kvinder opfatter det?

Vi vil gerne tro, at vi har mere lighed. Vores tidligere statsminister var kvinde, fra Socialdemokraterne. Det er traditionelt arbejdernes parti, om end samfundet jo er et ganske andet i dag – vi taler ikke længere om arbejderne, de gør bare arbejdet og er stadig lavtlønnede.

– Haha, ja, hvor i alverden forsvandt de lige pludselig hen, alle de arbejdere? De kan da ikke være blevet fyret alle sammen.

Hun hed Helle, statsministeren, og blev kaldt for Gucci-Helle.

– Gucci. Ih, hvor fint…

Ja, hende og Posh Spice. Men jo, Danmark er jo nok bedre på dette område end mange andre lande, men selv her er det stadig ikke som det burde være.

– Hvor ser du det fungere?

Godt spørgsmål. Jeg tror, det er bedre end for hundrede år siden.

– Gør du?

Ja, her i Danmark, bestemt.

– Så du ser lidt fremskridt?

Ja, det gør jeg, men det er lidt som din John Cage-historie, du ved – bliver alting bedre eller værre? Det bliver bedre, men går bare så langsomt at vi ikke bemærker det, hvilket er et fantastisk svar. John Cage var vor tids Yoda. Hans svar er jo på den ene side positivt – det hele bliver bedre – men også negativt, for det går så langsomt at vi ikke bemærker det.

– Haha, ja, lige netop.

Men du talte om valg i USA. Du havde jo en del at sige om USA for 35 års tid siden med din United States-opsætning. Hvad mener du om USA i dag og hele Trump-fænomenet? Han er jo let at grine af, men måske for let. Når virkeligheden bliver så grotesk, kan det så nytte noget, hvis kunstens bedste svar er ironi?

– Det er virkelig et godt spørgsmål, for med Trump tror jeg ironi preller af. Han operer på et mere basalt niveau, som handler om at mobbe og nedgøre. Her bliver ironien nok for højtravende, nærmest manieret. Jeg mener ikke nødvendigvis, det er godt at være ironisk, men det er godt at have humoristisk sans, også i forhold til sådan en mand og det, han gør og står for. Og man må prøve at forstår, hvorfor hans opførsel virker så godt, som den jo rent faktisk gør i vores kultur.

– Det er jo sådan folk opfører sig; han gør det bare bedre end de andre. Han er jo hundrede procent konkurrencekultur og nul procent empati – det handler om ekstrem selvglæde. Han er ude af stand til at forholde sig til andre mennesker end sig selv, og det er virkelig interessant. Folk har svært ved at forholde sig til empati, for alting er blevet konkurrence i denne verden. Bernie Sanders appellerer til folks trang til og behov for at hjælpe andre – han har ingen anelse om, hvordan det skal sættes i værk, og han er næsten som en programmør, men jeg beundrer hans forsøg på empati. Jeg tror ikke det virker med denne verden; den er for langt ude.

I forlængelse af din snak om konkurrencekultur – i de seneste femten år har tv-kanaler over alt i den vestlige verden præsenteret såkaldte talent- og reality-shows, der dybest set handler om at stemme fok ud og hjem.

– Ja, det er sandt.

Op gennem tresserne, halvfjerdserne og firserne gik det op for os, at det er ikke helt lige meget, hvad vi lukker ud i vores miljø. Vi begyndte at tale om forurening. Vi lever i dag i en verden omgivet af medier – måske er det på tide vi tør begynde at tale om medieforurening?

– Ja, helt sikkert. Det er en meget fin pointe. Mange folk her til lands er bange for at blande sig i valgkampen, for at ytre sig, for de bliver svinet til og hængt ud på nettet. Så ja, medieforurening findes helt bestemt, og den er meget giftig, og som multimediakunstner gør den mig syg. Det lyder så fjollet, når jeg kalder mig multimediakunster – det er alle jo nu om stunder.

Du var det før alle andre; dig og Leonardo da Vinci.

– Men ja, det er et kæmpe problem med medieforurening, det er et kæmpe problem at folk er bange for at sige deres mening, fordi de bliver hængt ud, og jeg er faktisk nødt til at lukke med disse barske meldinger, for jeg skal være i lufthavnen nu! Men jeg er faktisk ikke så udpræget pessimist endda – jeg håber vi ses til koncerten.

Bestemt, og mange tak for musikken gennem alle årene.

Find billetter til koncerten på Kulturværftet 14. maj via GAFFA Live

Varm op med en Laurie Anderson-sang for hunde: