Nyhed

Little Mix ryster lokkerne i ny musikvideo

Inden popgruppen rammer Danmark, sender de ny musikvideo på gaden

Popsildene fra Little Mix har sendt en ny musikvideo på gaden til sangen "Hair". Her har popkvartetten fået besøg af dancehallsangeren Sean Paul, som krydrer Little Mix' popmusik med reggaetoner. Sangen "Hair" startede som en bonus til de mennesker, der købte albummet "Get Weird" på iTunes. Nu kan sangen streames fra alle streamningstjenester. 

Med en hårbørste som mikrofon belærer Little Mix sit publikum om eks-kæresteproblemer. I stedet for at græde øjnene tørre i kleenex, er det bedste, man kan gøre at ryste mandfolket ud af håret. Musikvideoen er fyldt med flyvende lokker, charmerende blikke og ægte popstjernestemning, når de fire poppiger slår sig løs iklædt nattøj.   

Den 14. juni indtager Little Mix Danmark med et popbrag. De fire sangerinder gæster nemlig Falconer Salen i København, som en del af pigernes verdensomspændende "Get Weird" turné. Mens vi venter på sommeren, kan vi ryste lokkerne og øve diverse dansemoves til musikvideoen "Hair" .

ANNONCE