Lukas Forchhammer forlader bandet Lukas Graham og indleder solokarriere, skrev GAFFA i fredags. Vi bad læserne hjælpe med at finde et nyt navn til Forchhammer. Se resultatet her.
Det var selvfølgelige en aprilsnar, da GAFFA den 1. april skrev, at Lukas Graham Forchhammer gik solo. De danske drenge er stadig sammen og fortsætter deres triumftog verden over. I denne uge ligger Lukas Graham blandt andet på den australske hitlistes førsteplads for syvende uge i træk.
I forbindelse med vores aprilsnar bad GAFFA sine læsere om "at hjælpe" Lukas Graham Forchhammer med sit solonavn via en afstemning. Valgmulighederne var: Luke the Duke, Luke Skywalker, Luke de Luxe, Luke Fuckhammer, Lucky Luke eller Ganja Man.
Resultaterne foreligger nu, og skulle GAFFAs læsere hjælpe med deres besyv, kunne Forchhammer med god vilje fremover kalde sig Lukas Fuckhammer. Om det så ville bidrage til yderligere succes i USA kan man så spekulere i ...
Resultaterne:
Lukas Fuckhammer 31.2%
Luke the Duke 23.64%
Ganja Man 17.99%
Luke Skywalker 12.48%
Luke de Luxe 8.36%
Lucky Luke 6.32%
Du kan læse GAFFAs aprilsnar 2016 her:
Lukas Graham har redet på en bølge af succes i de senere måneder med placeringer på toppen af hitlisterne i både Storbritannien, Australien og USA. Nu er der imidlertid kommet grus i maskineriet. Sanger Lukas Forchhammer har afbrudt samarbejdet med sine tre musikere Mark Falgren (trommer), Magnus Larsson (bas) og Kasper Daugaard (keyboard) og vil nu arbejde som solokunstner – og skifter i den forbindelse navn.
– Folk tror alligevel at jeg er solokunstner, og så kan jeg lige så godt gå all in, fortæller Lukas Forchhammer i et eksklusivt interview med GAFFA.
Har det også noget at gøre med, at du så ikke skal dele pengene med de tre andre?
– Nej, det har slet ikke været i mine tanker. Som Franz Beckerlee engang sagde: Jeg er ikke in it for the money.
I forbindelse med skiftet til en solokarriere vælger Lukas Forchhammer at skifte kunstnernavn.
– Det er for at markere, at jeg begynder på en frisk, siger han.
Men nu har I jo opbygget et stærkt brand som Lukas Graham, vil det så ikke være forvirrende, hvis du pludselig skifter navn?
– Nej, bare tænk på, hvad der skete med Prince, da han skiftede navn til først Love Symbol og The Artist Formerly Known As Prince. Han fik bare mere succes, og det samme skete for Morten Breum, da han skiftede navn til Morten.
Men Prince hedder jo Prince igen i dag?
– Ja, men det kan da også være, jeg skifter tilbage igen på et tidspunkt. Det ved man aldrig.
Hvad vil du så kalde dig fremover?
– Jeg har faktisk flere idéer, og derfor vil jeg gerne sætte det til afstemning hos jeres læsere, og så vil jeg vælge det, der får flest stemmer.
Det lyder som en sjov idé.
– Fedt. Jeg har tænkt på Luke the Duke, det bliver jeg jo allerede kaldt i forvejen. Eller Luke Skywalker, det er nærmest symbolsk for en mand, der har så meget succes som mig. Eller Luke de Luxe. Eller Lukas Fuckhammer, det er sådan lidt frækt og minder om mit rigtige navn. Eller Lucky Luke. Du kan også spørge læserne, om de har nogle bud, der er bedre.
Eller hvad med Ganja Man? Du er jo glad for at ryge en joint.
– Ja, det er alle i Danmark. Eller i hvert fald ni ud af ti vil jeg sige, og på Christiania, hvor jeg kommer fra der er det ti ud af ni.
Er du sikker på, at de tal er rigtige?
– Det rager mig en bønne, lyder det tørt fra Lukas Forchhammer Formerly Known as Lukas Graham.