Nyhed

Snowbombing sidste dag: Festivalfolket på ski og snowboard

Den østrigske clubbing- og skifestival lukkede på højt niveau med blandt andre The Prodigy og Fatboy Slim

Se flere intense billeder fra festivalens sidste dag her

Man skal ikke undervurdere følelsen af at smide sig i en opslugende seng efter en lang dag med snowboarding, dans og vandren fra scene til scene. Følelsen af hvert sving, hvert hop, hvert chassé og hvert utålmodigt trip foran festivaltoiletter. Hvert lille tryk og spænding, der langsomt løsner sig, mens man selv opløses i friske lagener. Som så mange andre festivaler føles Snowbombing som verdens sjoveste, men udmattende stykke arbejde. Man har lyst til aldrig at udsætte sin krop for så mange tvivlsomme beslutninger over bare en lille uges tid, men udmattelsen forsvinder, og tilbage hænger en nostalgisk duft af blæst fra Ahorn-bjerget og sved fra den gyngende undergrundsklub.

Det regnede også på den sidste dag, men aldrig nok til at man overvejede at gå glip af dagens sidste brag. Det var kløgtigt tænkt af arrangørerne at lade Toby One og Mistajam varme den våde skov op med en masse af det brede og velkendte, til anden og sidste Forest Party på årets Snowbombing.


Toby One havde en fest med at spille foran en tom plads, og han var ikke bleg for at køre en masse genkendeligt hip-hop af sted med følge af mash-ups på blandt andet "Let's Dance" og Sean Pauls "Temperature". Sydafrikaneren forlod scenen storsmilende, nok fordi han vidste, at scenen blev overladt til den karismatiske Mistajam. Det er en hårfin grænse mellem engagerende og røvirriterende, når det kommer til at snakke og råbe sit publikum op midt i et sæt.

Heldigvis for Mistajam havde han ret frie tøjler til at spille alt muligt hiphop og dance fra 90'erne, som jo er det definerende årti for guilty pleasures. Et bramfrit sæt kræver en bramfri dj, der så sandelig fik lov til at lege den mere uortodokse pædagog eller idrætslærer, fast besluttet på at få ALLE til at danse, selvom det småregner, og stemningen er lidt slap. Det viste sig, at han skulle vinde vores tillid ved at udpege en uskyldig sort gut med ordene "Ladies and gentlemen, we've found the first black man with no sense of rhythm".

Ikke uden min d'n'b


Begge dj's havde da også lige nogle stykker med Snowbombings temalyd, drum and bass. Der er tydeligvis en kvote omkring, hvor meget der skal spilles af den ærkebritiske forpustende galop, og her på femtedagen er det altså blevet en smule trivielt at høre de samme numre med de samme "booyakah booyakah" mandedyrslyde mikset ind i forskellige sæt på mere eller mindre passende facon. Mistajam var den absolut perfekte opvarmer til et act, der står og falder på en høj og halvaggressiv energi hos publikum.

Snowbombing har forresten et rigtig godt kort på hånden, når der skal bookes musik til de små andenrangs-scener, der er til rådighed i Mayrhofen. Det er selvfølgelig det faktum, at optrædende får fri mulighed for at stå på ski og snowboard før og efter det ene og/eller det andet job. Dj's helt op i legende-klassen spiller helt uhørt to gange til én festival, og det er heller ikke usandsynligt, at man ender med at overhale Idris Elba og Prodigy-Keith på pisterne.

Det er i hvert fald en helt særlig festival, der kan få The Prodigy til at spille på en hyggelig scene, ikke meget større end Roskilde-festivalens Pavillon, ude i skoven for omkring 500 mennesker. Jeg har før denne aften været relativt uimponeret over de tre festivalkoncerter, jeg har oplevet med de to halvgamle bidske køtere og deres band, men jeg har aldrig været så tæt på, at jeg fik det præfrontale cortex blæst ud af kraniet, hvorefter krybdyrhjernen måtte tage over. Jeg ville gerne fortælle, at der blev moshpittet så hårdt til koncerten med Prodigy, at jeg var nervøs for, at security skulle finde flis i alle mine kropsåbninger på vej hjem gennem lufthavnen. Sandheden er såmænd, at Snowbombing slet ikke er som det publikum, man for eksempel møder på Roskilde, hvor den korteste vej mellem to festende mennesker oftest er albuer i kæbehøjde.


Ømme fødder

Min sidste fest på Snowbombing fandt sted i den store svedhytte, der snart skulle være tennisbaner igen. Den udnævnte legende Fatboy Slim spillede sit andet sæt på festivalen, og det var i den grad en lukker værdigt. Inden den gamle raver tog fat på tasterne, havde Hannah Wants lagt salen ned, men ikke med samme sikre hånd som Slim. Musikken var hovedsagligt hårdtslående electro, der fik et personligt twist af den garvede herres egne ikoniske og drilske produktioner.

Og så havde hæl, vrist og trædepuder også fået nok dans for den uge. Det har også været en højspændt uge fyldt med ting, man ikke fik gjort, men gerne ville have gjort, såvel som ting, man ikke troede man ville gøre, men gjorde alligevel, og det er vel også the name of the game, når man er til festival, uanset om det er Tomorrowland, Tønder, Glastonbury, Heartland eller Snowbombing i byen, der ligger ikke så langt fra Hansi Hinterseers fødeby og hvert år byder på skisport og musik i den festlige afdeling. Snowbombing er den bedst tænkelige afterski, besøgt af et særligt folkefærd, de udklædte, dansende og tilbagevendende Snowbombere.


Se flere intense billeder fra festivalens sidste dag her

 

ANNONCE