Endnu vellykket udgave af en på alle måder levende festival
Undertegnede har nu fulgt Alive gennem de sidste syv år og troligt leveret en reportage her til hjemmesiden hvert år, og jeg må efterhånden grave dybt i de leksikalske gemmer for at finde nye superlativer til at beskrive Thisted-festivalen, for igen i år cementerede den sin status som ikke bare en enormt velarrangeret og hyggelig festival med masser af musikalsk kvalitet, men først og fremmest som en visionær festival, der konstant udvider og gentænker formatet uden dog at miste grebet om sin egen identitet.
Sidste år kaldte jeg Alive ”en festival i lokalt bredformat” – og det format blev i år endnu en gang strakt og bøjet til at omfatte endnu mere af, ja, af Thy, velsagtens. For fra at være en lille lokal musikfestival med hjertet på rette sted har Alive år for år udviklet sig til noget i retning af en symbiose af musik og lokal ånd. Det lyder måske lidt floromvundet og søgt for den udenforstående, men jeg vil tro, at de, som har været på festivalen vil kunne genkende oplevelsen af, at Alive altså er blevet noget mere end blot og bare en musikfestival i Thy – måske er det næsten blevet omvendt – en oplevelse af Thy koncentreret i en musikfestival.
Men for nu at blive lidt mere konkret, så havde arrangørerne igen i år udvidet sideprogrammet. Således kunne man udover tidligere tiltag som fællesspisning, bryghusbesøg og surf og strandbar i år blandt andet også komme med på en fælles vandretur med overnatning i Nationalpark Thy. Og på festivalpladsen var der masser af lokale produkter, lokalt design, lokale råvarer og lokale mennesker godt spædet op med de mange tilrejsende, for rygtet om, at man på Alive har gang i noget ud over det sædvanlige er efterhånden noget vidt omkring. Der var således også udsolgt til festivalen, og i det hele taget var rammerne på plads til en fantastisk musikfestival.
Også på den musikalske front var det et lokalt band, Jonah Blacksmith, der leverede årets mest helstøbte koncert. Ikke fordi de startede en kæmpe fest, som for eksempel Den Sorte Skole, The Minds of 99 og specielt Bikstok gjorde det, men fordi de nærmest udgjorde den perfekte personificering af den ånd, som hele festivalen som omtalt emmer af.
Medlemmerne i Jonah Blacksmith har om nogen valgt at lade deres rødder i det nordvestjyske komme til udtryk i deres musikalske udtryk, og sjældent har et band udstrålet en sådan glæde ved at stå sammen på en scene og spille deres sange. At de spillede allerede klokke 16.00, var på ingen måde til at mærke på stemningen, for bandet fik gennem deres udstråling og henholdsvis spøge- og alvorsfulde personlige anekdoker indlemmet publikum i det familiære fællesskab på scenen. De havde således publikums fulde opmærksomhed, og heldigvis kunne musikken sagtens bære det og mere til, for koncerten var uden tvivl også årets musikalsk mest vellykkede koncert.
Men der var også masser af andre gode koncerter, for generelt var bundniveauet på årets udgave af Alive udsædvanligt højt. Enkelte koncerter stak dog i særlig grad ud fra mængden, og mest bemærkelsesværdig iblandt disse var Emilie Ramirez. Med en meget begrænset musikalsk opbakning fra de blot to musikere på scenen leverede hun en helt unik vokalpræstation. Med en urkraft af en stemme, der slet ikke synes at kunne rummes i den lille krop, og en fandenivoldsk insisteren på sine ord løftede hun koncerten op på et niveau, hvor den slet ikke burde have kunnet komme med så lidt musikalsk opbakning. Med et regulært band og lidt mere musikalsk modspil kunne det i de kommende godt blive rigtig stort.
Blandt hovednavnene leverede Bikstok suverænt den bedste koncert. De startede den fest, de skulle, og faktisk mindes jeg ikke at have set en større fest på festivalen tidligere, men det var ikke bare en fest med et beat, vi alle kunne hoppe til. Det var rap med en timing, energi og alsidighed, som Bikstok er alene om at kunne præstere på hjemlige breddegrader, og af de tre frontfigurer var specielt Pharfar helt formidabel. Også The Minds of 99 og Den Sorte Skole leverede som nævnt varen i form af velspillede og energifyldte konceter, ligesom også den 73-årige nigerianske afrobeat-legende Orlando Julius og hans band The Heliocentrics spillede en glimrende og medlevende koncert.
Blaue Blume stod for årets skuffelse, idet de måtte melde afbud på grund af sygdom, men heldigvis var der masser af andre gode koncerter med blandt andre D/troit, Phlake, Baby In Vain, I just Came From The Moon og Aksglæde, så skuffelsen blev en bagatel i forhold til det overordnede indtryk af endnu vellykket udgave af en på alle måder levende festival.
