Nyhed

Anmelderrost svensk sangerinde giver tre koncerter

Lisa Ekdahl medbringer nyt album, når hun gæster Danmark i begyndelsen af næste år

Den svenske sangerinde Lisa Ekdahl giver hele tre koncerter næste år. Det drejer sig om Train i Aarhus 1. april, Musikkens Hus i Aalborg den 2. april, og DR Koncerthuset den 3. april. 

Ekdahl er kendt for sin stærke sangskrivning af romantiske og melankolske underspillede jazz-folk-popsange, med tekster på både svensk og engelsk. Det har blandt andet gjort hende til tre gange Grammy Award Winner.

Den 45-årige sangerinde har etableret en solid karriere i Frankrig, men forbereder sig nu på et skandinavisk comeback, der skal hjælpes på vej af et svensksproget album. Det vil være hendes første album på modersmålet i ti år, og det er i den anledning, at sangerinden drager på en omfattende turné i starten af næste år.

Lisa Ekdahl var sidste forår på en opfattende turné for sit seneste album "Look to Your own Heart". Turnéen tog hende til Kina og rundt omkring i Europa og Skandinavien. Du kan læse et interview med Lisa Ekdahl fra sidste år her.

Sidste år besøgte hun også Musikkens Hus i Aalborg, hvor GAFFAs Troels Frøkjær anmeldte. Han skrev blandt andet: "Det er skønt at opleve en dedikeret musiker som Ekdahl, hun lever sig ind i hver en tone, hvert et slag og fungerer sammen med multiinstrumentalisten og den mangeårige samarbejdspartner Mathias Blomdahl som orkesterleder, hvor musikken af og til holdes stramt og i andre passager får lov at jamme løs." Læs hele anmeldelsen her.

Mathias Blomdahl er også med Ekdahl, når hun gæster Train næste år. Derudover medbringer hun Josef Zakrisson (Bass, drums & vocals), Per "Texas" Johansson (Saxophones, clarinet & flutes) og Milton Öhrström (Piano, organ & mellotron).


"Look to Your Own Heart" er Ekdahls 11. studiealbum. GAFFAs Jan Opstrup Poulsen skrev:

"Look to Your Own Heart er og bliver Lisa Ekdahl, og det er også albummet styrke. Sprog eller geografi er underordnet hos sangerinden, der har sin helt egen sangskabelon, der til gengæld kræver en svensk akkuratesse i udførelsen, og den mangler ikke på et gennemført stilrent album."

Jan Opstrup Poulsen gav albummet fire stjerner, og på de tidligere album fra Ekdahl har hun også fået flotte karakterer. Læs dem her.

Lisa Eksdahl gæster Train, Aarhus, den 1. april, Musikkens Hus i Aalborg den 2. april, og DR Koncerthuset den 3. april. Billetsalget begynder fredag den 12. august, klokken 10. Billetter kan skaffes via Ticketmaster.dk her


ANNONCE