Nyhed

Engelsholm Slot holder elektronisk festival

Plugout samler musik og visuelle lækkerier på slottet ved Vejle

Den 1-4. september finder den elektroniske musikfestival Plugout sted i unikke rammer på Engelsholm Slot uden for Vejle.

Det er sjette gang, at festivalen afvikles. Siden starten i 2011 har navne som MØ, Bjørn Svin og Kenton Slash Demon stået på plakaten.

Til festivalen kan man få mulighed for at opleve nogle af årets mest spændende og nye elektroniske navne. I alt optræder 20 danske og internationale elektroniske musikere fordelt på tre scener i løbet af festivalen.


På plakaten i år kan man blandt andet finde det fremadstormende electropop-band CHINAH, electro-duoen Farveblind og Pelle Peter Jensen fra Lågsus på P3.

Per Beck Hansen, som er medarrangør af festivalen, udtaler:

"Man skal tage til Plugout Festival, fordi det er en unik kombination af elektronisk musik, fantastiske visuals og eventyrlige omgivelser."


Festivalen starter torsdag den 1. september med en gratis workshop med Rasmus Kjærbo (Rumkraft) og talks med blandt andet Mad ES, hvor alle kan komme og nørde løs om elektronisk musik og VJ'ing.

Det er muligt at campere på festivalens område, og der vil blive solgt mad og drikke på festivalpladsen.

Se festivalens hjemmeside for det fulde program og nærmere information: http://plugout.dk/


 

I videoen nedenunder kan du varme op med Time Masters, som du kan opleve til festivalen:


 

 

ANNONCE