Den yngste af Gallagher-brødrene, Liam, udgiver soloalbum i 2017
Der har det seneste års tid været en del rygter og gætterier om, hvorvidt Liam Gallagher ville lave et soloprojekt eller ej.
Nu er det så officielt: Laim Gallagher har skrevet under på en kontrakt med Warner Bros Records og udgiver soloalbum i 2017.
Allerede tilbage i maj kom der små hints fra den yngste af Gallagher-brødrene om, at han ville vende tilbage til musikken, men at det absolut ikke blev som solist. Begrundelsen dengang var, i bedste Liam-stil: “i’m not a c**t”.
Det er ikke meget, der er sluppet ud omkring det nye album endnu. I et interview til Q Magazine afslørede han dog for nylig, at han arbejder sammen med to personer, som han kendte i forvejen, dog uden at nævne nogen navne. Den farverige og karakteristiske sanger lagde i interviewet stor vægt på, at der kun er tale om en enkelt udgivelse. Liam begrunder efterfølgende, at han har 10-11 sange liggende, som vil egne sig specielt godt til et album. Til indspilningen af det kommende album vil der kun være behov for én akustisk og én elektrisk guitar, ét trommesæt og ét keyboard, afslørede Liam ligeledes til Q Magazine.
Liam understreger slutteligt, at folk ikke vil falde bagover: ”… det er ikke Pink Floyd, og det er ikke Radioead”.
Vi holder naturligvis nøje øje med rygter og nyheder omkring Liam Gallaghers nye album her på GAFFA.
Liam Gallagher er stadig bedst kendt for sin tid i bandet Oasis. I klippet herunder kan du høre Oasis-nummeret “Guess God Thinks I’m Abel”, skrevet af Liam, fra 2005-albummet “Don’t Believe the Truth”





