Dagen peakede med americana-bandet Madson
Første dag på Smukfest, efter en formiddag med skiftevis sol og intense byger. Upcoming-festivalen Live Camp havde otte bands på programmet, og selvom der er folk nok på campingområdet, er der ikke tradition for, at mange finder ned til scenen i starten af dagen. Det havde arrangørerne prøvet at komme i forkøbet ved at sætte dj på til at varme pladsen op. Man kan godt undre sig over, om tech house er den helt rigtige opvarmning til rockmusik, men det virkede faktisk, og der var folk fra starten af.
Dagens første band var Sønner Af Smede. De kommer fra en større tour med Magtens Korridorer, og det er da også samme univers de befinder sig i. Dansksproget rock med en poetisk kant og en snert af halvfjerdserne. Jeg savnede både lidt fokus og en ekstra guitar til at få punchet helt med. Som koncert blev det lidt kedeligt, men til gengæld fungerede det ret godt, når man bare gik rundt på pladsen, og det blev en del af lydsporet til sommer og fest. Bandet havde fulgtes med bygen hele vejen fra Sjælland, så de var bare glade for ikke at skulle spille i regnvejr også.
For mig peakede dagen musikalsk med Madson (billedet). Americana af den helt minimale slags, spillet af en trio og blottet for overflødigheder. De kølige elektroniske trommer overfor den hjertevarme guitar skabte en smuk kontrast, hvor stemmen kunne stå stærkt midt imellem. Specielt imponerende var deres skødesløse fornemmelse for tid. Til Live Camp har hvert band 25 minutter til at vise, hvad de kan, men alligevel tog Madson sig tid de lange soloer og instrumentale stykker. En smuk og rolig koncert, der passede perfekt til scenen og tidspunktet.
Der er efterhånden ved at være en god buzz backstage. Branchen er samlet, og der bliver minglet og lavet aftaler. Dette er en helt speciel chance for et ungt band, hvor en god koncert og et minimum af sociale kompetencer kan skaffe en sommertour næste år. Både festivaler, bookere, spillesteder og medierne er repræsenteret, og det er virkelig gennemført sat op. Der er ingen følelse af ”kun” at være upcoming og spille opvarmningsdage. Musikerne bliver behandlet som stjerner, og jeg er ikke i tvivl om, at det også gør koncerterne bedre. Som en manager sagde: ”Jeg har aldrig arbejdet med et band, der ikke havde lyst til at komme igen her”.
På scenen sørgede Trees In Toronto for, at stadionrocken også fik plads i år. Med sikker sangskrivning og en kærlighed til U2 og Kings Of Leon var det den solide voksenrock, vi møder. Bandet er tændte og helt fremme i skoene og showmæssigt nok dem, der gør mest ud af det på denne første dag. Der var en smittende entusiasme og helt bestemt godt selskab at være i.
Dagens sidste rocknavn var Rasmus Matthiesen. Med en flot regnbue hen over scenen og sange fra hjertet får vi et fint bud på den danske sangtradition, som den primært tog sig ud i halvfjerdserne. Der er toppet op med feel good, men det bliver lige lovligt skolet og konservatoriet til undertegnede. Stemmen redder det hjem, men jeg havde nok foretrukket, at der var lidt mere på spil.
Så skete der musikalsk et skift til det mere elektroniske. Det er fint, at Smukfest har delt det op, og publikum lige på Kærligheden er nok mere til de ting, vi herefter fik. Først var det NAYAH, der får point for at spille og synge live, men der går 10 af den slags stemmer på dusinet. Tekster, der er meget nemme at sætte sig ind i, hvis man skulle have lyst, og ikke rigtig noget, der generer. Der var noget mere på spil for Danni Toma, der er inde i en udvikling. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ved, hvor det ender, men det er temmelig interessant. Det skal nok lande på et tidspunkt, men lige i går savnede jeg fokus og oomph.
På det tidspunkt har vi hørt livemusik i seks timer, og måske er det derfor, at de to sidste flyder lidt sammen for mig. KING er virkelig nem at holde af, og med den meget radioegnede produktion og gode stemme kan jeg sagtens se det for mig bryde igennem. Jeg savner at høre hendes egen stemme tydeligere, og ikke kun, når hun taler imellem sangene. Men jeg tror væsentligt mere på hende på scenen end på Katie Keller, der sluttede aftenen af. Hun har et radiohit i ryggen og masser af publikum, så måske var det derfor, hun ikke rigtigt gad gøre sig umage. Hun var det eneste af dagens mange acts, hvor jeg tænkte ”uambitiøst”. Ellers var det en høj standard, på tværs af genrer, udtryk og erfaring.
I dag står der yderligere 10 bands på scenen, og hvis de kan holde niveauet fra i går, er der god grund til at komme ud af teltet og ned foran scenen, hvis man er på Smukfest allerede. Og for jer andre en god grund til at gå ind og kigge på streamingen af alle koncerterne, som sendes direkte på dr.dk.
