Skribentstaben har afgivet sin dom
GAFFAs skribentstab har endnu en gang skuet tilbage på året, der gik, og i fællesskab – efter et pointsystem – kåret de bedste album i ind- og udland. Musikåret 2016 har været præget af mange spændende udgivelser i alverdens genrer, og der var tæt opløb om de øverste pladser.
Årets 10 bedste danske album er som følger – og hør en playliste med sangene nederst.
10. Narcosatanicos: Body Cults
(Bad Afro Records)
Narcosatanicos når hele vejen rundt i et lydunivers, der ellers kan være svært at forstå. Der sættes fra start i jazzens mystik, igennem ørkenrockens tørke og ind i det onde og okkulte. Der tages noget udfordrende på sig, men Narcosatanicos gør det forståeligt og spiseligt, uden at det bliver banalt og overfladisk.
9. Palace Winter: Waiting for the World to Turn
(Tambourhinoceros)
Caspar Hesselager og Carl Coleman leverer på deres albumdebut ni numre, der elegant får lov til at udfolde sig og gerne må vare både fem og seks minutter uden at virke trukket ud over mere, end de kan bære. Sofistikeret og ambitiøs indiepop af en karat, man sjældent hører herhjemme.
8. Niels Skousen: Hvem er du, som kommer imod mig?
(Playground Music / Auditorium)
På Hvem er du som kommer imod mig fornemmer man en større tvivl om, om det nu også var de rette valg, der blev taget undervejs, og om der skal være plads til fortrydelse. Konklusionen er, at det ikke nytter at hænge med hovedet over de forspildte chancer, og så går Skousen ellers i rette med det overfladiske liv, som vi lever igennem medierne. Bundsolidt arbejde.
7. Bisse: Højlandet
(Showbisse Inc.)
Bisse dyrker stadig ikke just den traditionelle vers/omkvæd-struktur – Bisse kommer fra et andet sted, og med sig har han en stribe interessante, danske tekster. Fra relativt straight storytelling i Selfiedøden og Kongeegen til Laurentii Tårer, hvor alter egoet (?) Bisse italesættes. Et besynderligt, besættende bekendtskab.
6. Phlake: Slush Hours
(Sony Music)
Selvom duoen lægger sig i flødestrømmen af den følsomme r&b, tør de også bevæge sig længere ud end til navlen, og det gør Slush Hours til et dragende popværk. Desuden klæder det den danske r&b at have groet sig nogle nosser.
5. Katinka: Lufthuller (ep)
(Playground Music)
Katinka angriber den danske sang med enkle og næsten primitive midler. En kantet og aggressiv vokal med let spillet og iørefaldende melodier, der har fundet en halvelektronisk indpakning på Lufthuller. Det er på en gang originalt og nutidigt i sit udtryk.
4. Liss: First (ep)
(Playground Music / XL Recordings)
Liss får bevist, at det ikke er uden grund, at deres letfjedrende synthpop har givet genklang uden for den danske andedam. På trods af at udgivelsen ikke rummer mere end fire sange, får orkestret skabt et nærværende og skarpt lydunivers med Søren Holms skrattende, nasale vokal som et af deres særkender.
3. Nikolaj Nørlund og Copenhagen Phil: Villa
(Playground Music / Auditorium)
Nøglen i samarbejdet med symfoniorkestret Copenhagen Phil er blevet Nørlunds ord og fortællinger, hvor hans sangforedrag ligger helt fremme. Nørlund lader dog også den romantiske og melankolske stemning træde frem i de mere melodibårne sange. Og det er her mellem eventyrfortællingen og den længselsfulde popsang, at Nørlund bærer projektet igennem.
2. Agnes Obel: Citizen of Glass
(PIAS)
Agnes Obel reflekterer over menneskets gennemsigtighed i den digitale tidsalder på sit seneste album. Det vendes, drejes og vægtes i et minimalt lydunivers, der er båret af den luftige fortælling om generationens glashud. Historien bliver fortalt gennem fængslende lydeffekter, der bugter sig gennem det gysende kolde og varmblodige.
1. Folkeklubben: Slå flint!
(ArtPeople)
Charmen og poesien på gruppens tredje album er i dén grad intakt gennem ti nye sange samt en vellykket fortolkning af Blomsten og vasen fra Benny Holsts debutalbum fra 1972. Albummet er leveret med uimodsigelig gadecharme, vid og ømhed – og som sådan Folkeklubben, som vi er kommet til at kende dem. Absolut fremragende.
