Skribentstaben har afgivet sin dom
GAFFAs skribentstab har endnu en gang skuet tilbage på året, der gik, og i fællesskab – efter et pointsystem – kåret de bedste album i ind- og udland. Musikåret 2016 har været præget af mange spændende udgivelser i alverdens genrer, og der var tæt opløb om de øverste pladser.
Vi er i gang med de 20 bedste internationale album og fortsætter i dag med nummer 10-1 på listen. Læs om nummer 20-11 her
Senere følger de 10 bedste danske album.
Hør en playliste med sangene nederst.
10. Sturgill Simpson, A Sailor’s Guide to Earth
(Warner Music / Atlantic Records)
Det er stemmen, man først hæfter sig ved på A Sailor's Guide To Earth. En smuk baryton, let vibrerende med en foruroligende alvorstone. Det er ikke for ingenting, at Simpson hjemme i USA er udråbt som countryens frelser. For A Sailor's Guide to Earth er i absolut særklasse og viser en sangskriver, der på gribende og spraglet vis flår op i traditionerne på sin helt egen måde.
9. Hope Sandoval & The Warm Inventions: Until the Hunter
(Border Music / Tendril Tales)
Som med tidligere tiders bedrifter er Sandovals aftryk som altid på grænsen til det overjordiske. Den varme, sensuelle stemme forfører mørkt og spooky og kan tø isbjerge op. Until the Hunter er et magisk og besættende album fra en kunstner, der kan tryllebinde med enkle virkemidler, og hvor Hope Sandoval træder ud af tusmørket med en forførende nerve.
8. Julia Jacklin: Don’t Let the Kids Win
(Transgressive Records)
Debuten fra denne 25-årige australske singer-songwriter er overrumplende. Vokalen er varm og lidt kælen og smyger sig rundt på albummet som en hjemmevant kat. Jacklin har skrevet en række flotte, kvikke og rørende tekster, som er puttet på enkle og effektive melodier, og variationer i volumen, tempo og valg af instrumenter gør sangene ære.
7. Beyoncé: Lemonade
(Sony Music / Columbia Records)
Bey er vred og skuffet, og hun bander og svovler som aldrig før. Attituden er til at tage og føle på, og det er bestemt klædeligt med en gang grus i det ellers så velsmurte Beyoncé-maskineri, selvom det hele selvfølgelig er gennemarbejdet ned til allermindste detalje. Lemonade er en imponerende odyssé over rock, soul, hiphop og alt derimellem.
6. Frank Ocean: Blond
(Boys Don’t Cry)
Med Blond byder Ocean lytteren velkommen til endnu et indblik i sit lækre, skæve, melodiøse, mærkelige og upolerede musikalske univers. De 17 skæringer varierer på vanlig Oceansk vis i både genre, stil og længde, og således kommer man igennem numre på alt mellem 60 sekunder og ti minutter. Men der er en klar rød tråd, og det er artisten selv.
5. PJ Harvey: The Hope Six Demolition Project
(Universal Music / Island Records)
Harvey har de sidste fire år rejst i Kosovo, Afghanistan og Washington for at finde materiale til sangene. Og hvor PJ Harvey revsede England på sit forrige udspil Let England Shake, er blikket selvsagt nu rettet ud mod verden. Det har ikke gjort PJ Harvey blidere i udtrykket, men vreden er afløst af et nærmest dystopisk verdenssyn.
4. Leonard Cohen: You Want it Darker
(Sony Music / Columbia Records)
Sangene kredser stadig om begæret og kærligheden, som Leonard Cohen altid har besunget. Han synger farvel til det første med ordene "I don't need a lover/So blow out the flame" i Leaving the Table. Kærligheden er der dog stadig et sted, som han kredser om i If I Didn't Have Your Love, men lader det stå åbent, om det er Gud, han refererer til.
3. David Bowie: Blackstar
(Sony Music / Columbia Records)
Der tages ikke nogen lette veje, hele tiden afsøges de skæve vinkler i det musikalske setup, der både er improviserende løssluppent og stramt tøjlet. Et nyt hold af avantgarde-jazzmusikere anført af den talentfulde saxofonist Donny McCaslin og den grænsesøgende guitarist Ben Monder skaber med stor indlevelse den perfekte ramme til de farefulde lydkollager.
2. Radiohead: A Moon Shaped Pool
(Playground Music / XL Recordings)
A Moon Shaped Pool er måske nok ikke revolutionerende på samme måde, som både OK Computer eller Kid A var det. Til gengæld er det spækket med bjergtagende sange, der tilsammen udgør et af bandets absolut smukkeste udspil til dato. Endda med en rystende stærk studieversion af True Love Waits som uafrysteligt punktum.
1. Nick Cave & The Bad Seeds: Skeleton Tree
(Playground Music / Bad Seed Ltd.)
Nick Caves tragiske tab af den 15-årige søn Arthur sidste sommer italesættes utilsløret fra allerførste tekstlinje, og selv om alle efterfølgende 40 minutter ikke er lige så direkte i budskab eller emne, ér tragedien grundtonen på dette besættende album. Det er sjældent, livets tunge kapitler beskrives i det omfang – og endnu sjældnere så inddragende mesterligt.
