Der bliver rig mulighed for at opleve nogle af de største navne fra den danske musikscene, når Helmig skyder sine to heldagskoncerter i gang.
Den danske sanger og sangskriver Thomas Helmig annoncerede for nylig, at han i juni 2017 vil give to store danske koncerter, som finder sted den 3. juni i Søndermarken, Frederiksberg og den 17. juni i Mølleparken, Aalborg. Nu har han føjet to navne til programmet i form af Tina Dickow og Anya.
Koncerterne bliver to heldagsarrangementer, hvor dørene åbnes sidst på eftermiddagen. Herfra vil en række supportbands gå på scenen, indtil Thomas Helmig selv afrunder de to aftener.
I anledning af, at Tina Dickow næste år kan fejre 10 års jubilæum for albummet "Count To Ten", giver hun ganske få sommerkoncerter. Om sin deltagelse i arrangementet har hun udtalt:
"Count To Ten er et af min karrierers allervigtigste albums, og jeg har med kyshånd taget imod opfordringen til at fejre albummets 10-års jubilæum med enkelte store koncerter i sommer-Danmark. Det glæder jeg mig helt vildt til! En ting er de favoritter, vi ofte spiller live – "Count to Ten", "On the Run", "Open Wide" og "Sacre Coeur" – men jeg glæder mig især til at genbesøge nogle af dem, vi ikke plejer at spille – "Night Cab", "You Know Better", "My Business", osv. Jeg er sikker på, at det bliver en stor oplevelse – både for os og for fans, der har været med siden dengang."
Thomas Helmig og Tina Dickow får selskab af den unge upcoming soul-sangerinde Anya, som sidste år udgav sin anmelderroste debut-ep "The Credit". Ep'en landede hende en pris for den bedste single ved Scandinavian Soul Award for sangen "Greet Me" samt Politikens Ibyen-pris i kategorien "Årets upcoming". Hun har også været P3’s Uundgåelige.
Om de kommende koncerter siger Thomas Helmig: "Hold kæft, hvor jeg dog glæder mig til at komme ud at spille igen! Efter tre års pause fra bandet og de store koncerter kribler det i hele kroppen på den her cirkushest. Vi kommer med gammelt og nyt og gammelt på en ny måde. Sultne, top-trimmede og i storform!"
Billetsalget til koncerterne er i gang.